Kriterier for anerkendelse af transnationale uddannelser og fællesgrader

De kriterier, vi bruger i Styrelsen for Universiteter og Internationalisering, følger retningslinjerne for anerkendelse af udenlandske uddannelseskvalifikationer i dansk lovgivning og Lissabon-konventionen.

Formålet med kriterierne er blandt andet, at uddannelsessøgende, som ønsker at følge en transnational uddannelse eller deltage i uddannelse tilrettelagt som en fællesgrad, kan være sikre på, hvordan disse uddannelser bliver anerkendt i Danmark.

Indhold:

• Transnationale uddannelser

  • Definition af transnational uddannelse

  • Bevisudstedende og udbydende institutioner

  • Kriterier for anerkendelse af transnationale uddannelser

• Fællesgrader

  • Definition af en fællesgrad

  • Kriterier for anerkendelse af fællesgrader

  • Vurderingsbrevet

  • Eksempler

Transnationale uddannelser

Definition af transnational uddannelse

Transnational uddannelse betegner uddannelse, hvor eleven/den studerende opholder sig i et andet land (Y) end det land (X), hvor den bevisudstedende uddannelsesinstitution (A) er forankret.

Uddannelsen vil enten tilhøre et andet nationalt uddannelsessystem end det land, hvor institutionen tilbyder uddannelsen, eller være uden tilknytning til et nationalstatsligt uddannelsessystem.

Eksempel:
En uddannelsesinstitution fra Australien giver en uddannelsesinstitution fra Pakistan ret til at tilbyde dens uddannelser til studerende i Pakistan. Kvalifikationen er tildelt af uddannelsesinstitutionen i Australien og hører til uddannelsessystemet i dette land.

Den studerende kan dog opholde sig i det land, hvor den bevisudstedende institution er etableret, f.eks. som filial af en moderinstitution, mens moderinstitutionen befinder sig i et andet land:

Eksempel:
En uddannelsesinstitution fra USA etablerer en afdeling i Filippinerne med det formål at tilbyde uddannelser til studerende i Filippinerne. Uddannelserne tilhører uddannelsessystemet i USA.

Transnational uddannelse omfatter f.eks.:

• institutioner eller uddannelser oprettet ved koncession (franchising institutions/programs)

• filialer (branch campuses)

• uafhængige tilflytterinstitutioner fra udlandet (offshore institutions)

• virksomheders uddannelsesinstitutioner (corporate institutions)

• internationale uddannelsesinstitutioner (international institutions)

• fjernundervisning/virtuel undervisning, som foregår over landegrænser og med sigte på udenlandske ansøgere.

Bevisudstedende og udbydende institutioner

I nogle tilfælde er den bevisudstedende og den udbydende institution den samme, mens der i andre tilfælde er der tale om to forskellige institutioner.

Uddannelsesudbyderen i modtagerlandet (land Y) vil således enten være

• den bevisudstedende institution (A), som har slået sig ned i land Y, eventuelt i form af en filial A1 eller

• en uddannelsesinstitution (B), som hører hjemme i land Y, men udbyder undervisningen på vegne af uddannelsesinstitution (A) eller

• den bevisudstedende institution (A) og uddannelsesinstitution (B), så begge parter står som udbydere af uddannelsen, eventuelt af forskellige dele af uddannelsen.

Eksempel:
Undervisningen bliver udbudt af en uddannelsesinstitution i Danmark, mens beviset er udstedt af en uddannelsesinstitution fra Storbritannien, som også har ansvar for eksamen. Den danske uddannelsesinstitution er offentligt anerkendt i Danmark, men har ikke ret til at tilbyde uddannelsen i eget navn. Det kan f.eks. være en uddannelsesinstitution, som har ret til at tilbyde en toårig kort videregående uddannelse, men ikke et tredje år, som fører frem til en bachelorgrad. Det tredje år og den samlede kvalifikation er den britiske institution garant for.

Kriterier for anerkendelse af transnationale uddannelser

Den bevisudstedende institution (A) og uddannelsen skal som minimum være offentligt anerkendte i afsenderlandet (land X).

I øvrigt gælder følgende betingelser:

1) Den bevisudstedende institution (A) skal være offentligt anerkendt af afsenderlandets myndigheder (land X). Desuden skal den være offentligt anerkendt i modtagerlandet (land Y), hvis det kræves efter modtagerlandets nationale regler.

Den bevisudstedende institution (A) skal altid være etableret lovligt i modtagerlandet (land Y).

2) En udbydende, men ikke bevisudstedende uddannelsesinstitution (B) skal som minimum være lovligt etableret i modtagerlandet (Y). En udbydende uddannelsesinstitution (B) skal være offentligt anerkendt, hvis det kræves efter de nationale regler i afsenderlandet (X) eller modtagerlandet (Y).

3) Uddannelsen skal være offentligt anerkendt efter de gældende nationale regler af afsenderlandets myndigheder (land X). Desuden skal den være offentligt anerkendt i modtagerlandet (land Y), hvis det kræves efter modtagerlandets nationale regler.

Uddannelsen skal være etableret lovligt i modtagerlandet. Uddannelsen skal give samme erhvervskompetence og ret til eventuel videreuddannelse som nationale kvalifikationer udbudt af uddannelsesinstitution A i afsenderlandet (X).

Vi anerkender uddannelsen

• som en kvalifikation fra modtagerlandet (Y), hvis kvalifikationen er offentligt anerkendt som en del af uddannelsessystemet i modtagerlandet (land Y), eller

• som en kvalifikation fra både modtager- (land Y) - og afsenderlandet (land X), hvis kvalifikationen er offentligt anerkendt i begge lande.

I andre tilfælde anerkender vi kvalifikationen som en national kvalifikation fra afsenderlandet (X).

Fællesgrader

Definition af en fællesgrad

Fællesgrad anvendes for det engelske begreb joint degree og betegner i denne sammenhæng også dobbelte og flerdobbelte grader (double og multiple degrees).

En fællesgrad betegner en uddannelsesgrad udstedt i fællesskab af to eller flere institutioner på basis af et i fællesskab udarbejdet program.

Uddannelsesinstitutionerne kan udstede:

1. et fælles bevis (joint diploma) uden nationale beviser eller

2. nationale beviser (double/multiple diploma) og et fælles bevis (joint diploma) eller

3. nationale beviser (double/multiple diploma).

Den studerende vil normalt befinde sig i et af de bevisudstedende lande.

Kriterier for anerkendelse af fællesgrader

Vi anerkender en uddannelse tilrettelagt som fællesgrad på følgende betingelser:

1) Fælles bevis

• De bevisudstedende uddannelsesinstitutioner er offentligt anerkendte i deres respektive lande, og

• Et fælles bevis er offentligt anerkendt af de nationale myndigheder som national kvalifikation efter gældende lovgivning i mindst to af de bevisudstedende lande. Hvis det kun er offentligt anerkendt i ét land, anerkender vi alene uddannelsen som en national kvalifikation.

Hvis der deltager ikke-bevisudstedende institutioner, skal disse uddannelsesinstitutioner og uddannelsen være lovligt etableret efter den gældende lovgivning i deres hjemlande, evt. offentligt anerkendte i deres respektive lande alt afhængig af de nationale regler i disse lande. Dette er dog kun et krav, hvis den studerende har deltaget i undervisning på den eller de institutioner.

2) Nationale beviser og fælles bevis

• Vi anerkender de nationale beviser separat som nationale beviser efter de retningslinjer, som gælder for anerkendelse af nationale beviser fra de pågældende lande.

• Uddannelsen anerkendes som en fællesgrad fra flere lande, hvis betingelserne for godkendelse af et fælles bevis er opfyldt.

Hvis der deltager ikke-bevisudstedende institutioner, skal disse uddannelsesinstitutioner og uddannelsen være lovligt etableret efter den gældende lovgivning i de pågældende lande, evt. offentligt anerkendte i deres respektive lande alt afhængig af de nationale regler. Dette er dog kun et krav, hvis den studerende har deltaget i undervisning på den eller de institutioner.

3) Nationale beviser

Vi anerkender de nationale beviser separat som nationale beviser fra de pågældende lande efter de retningslinjer, som gælder for anerkendelse af øvrige nationale beviser.

Vurderingsbrevet

Vores vurderingsbrev beskriver, hvordan uddannelsen er opbygget som en fællesgrad, men vurderingen sker i forhold til nationale kvalifikationer, da en fællesgrad altid refererer til nationale uddannelsessystemer, og der (endnu) ikke findes tværnationale uddannelsessystemer.

Eksempler

1. Fem lande deltager, det fælles bevis er underskrevet af fem anerkendte uddannelsessteder i fem forskellige lande, og uddannelsen er offentligt anerkendt som en national kvalifikation i alle de bevisudstedende lande:
   Vi anerkender uddannelsen som en fællesgrad og national kvalifikation fra de fem lande og beskriver i vurderingsbrevet, hvordan uddannelsen er tilrettelagt og kvalitetssikret.

2. Fem lande deltager, det fælles bevis er underskrevet af tre anerkendte uddannelsessteder i tre forskellige lande, og uddannelsen er offentligt anerkendt som en national kvalifikation i to af de tre lande:
   Vi anerkender uddannelsen som en fællesgrad og en national kvalifikation fra de to lande, hvor uddannelsesinstitutionerne og uddannelsen er offentligt anerkendte, og beskriver i vurderingsbrevet, hvordan uddannelsen er tilrettelagt og kvalitetssikret.

3. Fem lande deltager, beviset er alene underskrevet af et anerkendt uddannelsessted i et land, og uddannelsen er offentligt anerkendt som national kvalifikation i ét land:
   Vi anerkender uddannelsen som en national kvalifikation fra det ene land og beskriver i vurderingsbrevet, hvordan uddannelsen er tilrettelagt og kvalitetssikret.

4. Fem lande deltager, det fælles bevis er underskrevet af to anerkendte uddannelsessteder i to forskellige lande, men uddannelsen er ikke offentligt anerkendt som national kvalifikation i de to lande, dvs. er ikke på nogen måde anerkendt som en national kvalifikation i noget land:
   Vi anerkender ikke kvalifikationen.