Videre til indhold | Videre til menunavigation

Vejledning til ansøgningsblanketten

Det er en god idé at udskrive og læse denne vejledning, før du åbner den elektroniske blanket.

Sådan ansøger du

  1. Udfyld ansøgningsblanketten på computeren. Du kan finde forklaring af de enkelte felter her i vejledningen.

  2. Udskriv blanketten ved at klikke på "Udskriv...". Du får besked, hvis der mangler noget.

  3. Underskriv blanketten.

  4. Vedlæg alle de krævede dokumenter (se næste afsnit).

  5. Send ansøgningen med brevpost til:
    Styrelsen for Universiteter og Internationalisering
    Bredgade 43
    1260 København K

Vurderingen tager normalt højst to måneder, efter at vi har fået alle de krævede dokumenter.

Hvis du har spørgsmål, som du ikke kan få besvaret her på hjemmesiden, kan du kontakte os enten på tlf. 33 95 12 00 (mandag-torsdag kl. 9-16, fredag kl. 9-15.30) eller ved at sende en e-mail til anerkendelse@iu.dk.

Dokumentation

Vurderingen vil blive forsinket, hvis vi er nødt til at bede om yderligere dokumentation, bekræftelse af kopier osv. Derfor er det vigtigt, at du nøje følger de nedenstående dokumentationskrav.

Undlad venligst at bruge hæfteklammer – så sparer vi tid ved indskanning af dine dokumenter.

Vi kan beslutte at politianmelde falske dokumenter.

Krævede dokumenter

Du skal vedlægge bekræftede kopier af nedenstående originaldokumenter. Dog bør du indsende de originale dokumenter, hvis de er fra et af landene på listen under "Originale dokumenter" nedenfor.

  • Eksamensbevis(er) på originalsproget.

  • Karakterudskrift(er), transcript, karakterbøger eller lignende liste(r) over gennemførte fag på originalsproget. Hvis en sådan liste ikke foreligger, bedes du selv beskrive, hvilke fag du har gennemført.

  • Oversættelse af eksamensbevis(er). Se afsnittet om oversættelser nedenfor.

  • Oversættelse af karakterudskrift(er), transcript eller liste(r) over gennemførte fag. Se afsnittet om oversættelser nedenfor.

  • Eksamensbevis for den adgangsgivende uddannelse: den uddannelse, der gav dig adgang til den uddannelse, som du ønsker vurderet.

  • Hvis dit navn er ændret i forhold til det, der står i dokumenterne: navneforandringsattest eller vielsesattest.

  • Hvis du har fået vurderet din uddannelse tidligere: tidligere vurdering(er) eller afgørelse(r) om anerkendelse.

Vi kan kræve yderligere dokumentation.

Bekræftede kopier

Alle kopier af originale dokumenter og af oversættelser skal være bekræftede. Det vil sige, at en myndighed har stemplet og underskrevet hver kopiside som bekræftelse af, at kopierne stemmer overens med de dokumenter, der er forevist som originale dokumenter. Myndigheden bekræfter dermed, at der ikke er tale om kopier af kopier, men tager ikke stilling til ægtheden af de originale dokumenter.

Sådan gør du: Tag originaldokumenter og kopier med til en af de følgende:

  • en dansk myndighed (f.eks. kommune, jobcenter eller uddannelsesinstitution)

  • den institution/myndighed, der har udstedt dokumentet

  • ambassaden/konsulatet i Danmark for det land, hvor dokumentet er udstedten dansk ambassade eller et dansk konsulat.

Originale dokumenter

Vi forbeholder os ret til at kræve de originale dokumenter forelagt.

Hvis du har uddannelse fra et af de følgende lande, opfordres du til at indsende de originale dokumenter (i stedet for bekræftede kopier) sammen med din ansøgning:

  • Armenien
  • Aserbajdsjan
  • Bangladesh
  • Burundi
  • Cameroun
  • Kina
  • Congo, Den Demokratiske Republik
  • Etiopien
  • Eritrea
  • Georgien
  • Ghana
  • Hviderusland (Belarus)
  • Indien
  • Irak
  • Kasakhstan
  • Kenya
  • Kirgisistan
  • Liberia
  • Moldova
  • Nigeria
  • Pakistan
  • Rusland
  • Rwanda
  • Sovjetunionen (det tidligere)
  • Tadsjikistan
  • Turkmenistan
  • Usbekistan

Opfordringen til at sende originale dokumenter skyldes, at vi erfaringsmæssigt ofte må bede ansøgere med uddannelser fra de ovennævnte lande om at indsende originale dokumenter for at sikre kvaliteten i vores sagsbehandling.

Send dokumenterne med anbefalet post, hvis du indsender originale dokumenter. Vi returnerer altid originale dokumenter i et anbefalet brev.

Oversættelser

Dokumenter på dansk, norsk, svensk, engelsk, fransk og tysk skal ikke oversættes.

Oversættelser af krævede dokumenter skal normalt være foretaget eller godkendt af en af de følgende:

  • en dansk autoriseret translatør

  • ambassaden eller konsulatet i Danmark for det land, hvor originaldokumentet er udstedt eller oversættelsen foretaget

  • en dansk ambassade eller et dansk konsulat.

Vi godkender desuden oversættelser foretaget af tolke, der er fast tilknyttet en kommune, tolke fra Dansk Flygtningehjælps Tolkeservice samt – efter individuel vurdering – polititolke. Vi kan desuden efter individuel vurdering godkende andre oversættelser, herunder legaliserede oversættelser og notarstemplede oversættelser indsendt i original.

Fuldmagt

Hvis du ønsker, at en anden skal varetage din ansøgning på dine vegne, skal du give vedkommende fuldmagt til dette. Fuldmagten skal være skriftlig og skal indeholde navn, adresse, postnummer og by, e-mailadresse, telefonnummer og cpr-nummer (hvis intet: fødselsdato) på den, du giver fuldmagt, samt dato og vedkommendes underskrift.

Behandling af oplysninger

Vi behandler de oplysninger, du giver i ansøgningen, elektronisk. Dine personoplysninger registreres udelukkende internt i styrelsen til brug for sagsbehandlingen. I visse tilfælde indhenter vi en udtalelse fra en uddannelsesinstitution, og vi kan da med dette formål videregive dine uddannelsesoplysninger til uddannelsesinstitutionen. Anonymiserede oplysninger om uddannelser og vurderinger kan blive offentliggjort som vejledende information på vores hjemmeside.

1. Personoplysninger

  • CPR-nummer: Hvis du ikke har et dansk cpr-nummer, skriver du din fødselsdato: dag-måned-år.

  • Postadresse: Vejadresse og lignende. C/o-navn, hvis dit navn ikke står på døren.

  • Telefon i dagtimerne: Det telefonnummer, som vi lettest kan træffe dig på.

  • E-mail: Vær meget omhyggelig med at skrive tydeligt.

2. Organisation, institution, myndighed eller virksomhed…

Dette udfyldes kun, hvis ansøgningen sendes af en anden end den person, der har taget uddannelsen.

3. Formål med vurderingen

  • Sæt kryds ved det vigtigste formål, som du ønsker at bruge vurderingen til. Hvis det er job, bedes du også skrive, hvilket erhverv du søger eller har job inden for.

  • Tidligere vurdering: Sæt kryds ved "ja", hvis du tidligere har fået en skriftlig vurdering eller afgørelse om anerkendelse af uddannelsen fra Styrelsen for Universiteter og Internationalisering (eller tidligere Styrelsen for International Uddannelse, CIRIUS eller CVUU) eller fra andre i Danmark eller udlandet.

4. Grundskole

  • Undervisning, som du har modtaget i alderen fra ca. 5 til ca. 16 år. Oplysningerne gør det lettere for os at vurdere din senere uddannelse.

  • Hvis du har mere end to grundskoleuddannelser, bedes du skrive de supplerende oplysninger på et nyt ark.

  • Skole: Skriv skolens navn på originalsproget. Brug latinske bogstaver (ABCD osv.).

  • Eksamensbevis: Skriv eksamenens navn på originalsproget. Brug latinske bogstaver (ABCD osv.).

5. Gymnasium eller lignende

  • Almen uddannelse, der følger efter grundskolen og giver adgang til videregående uddannelse.

  • Hvis du har mere end én gymnasial uddannelse, bedes du skrive de supplerende oplysninger på et nyt ark.

  • Uddannelsessted: Skriv uddannelsesstedets navn på originalsproget. Brug latinske bogstaver (ABCD osv.).

  • Eksamensbevis: Skriv eksamenens navn på originalsproget. Brug latinske bogstaver (ABCD osv.).

  • Uddannelsens normerede længde: Skriv, hvor mange år og måneder uddannelsen skulle vare ifølge reglerne for uddannelsen.

6. Erhvervsuddannelse

  • Uddannelse rettet mod et bestemt erhverv, og som kan påbegyndes umiddelbart efter afsluttet grundskole.

  • Hvis du har mere end én erhvervsuddannelse, bedes du skrive de supplerende oplysninger på en kopi af denne side af blanketten.

  • Uddannelsessted: Skriv uddannelsesstedets navn på originalsproget. Brug latinske bogstaver (ABCD osv.).

  • Eksamensbevis: Skriv eksamenens navn på originalsproget. Brug latinske bogstaver (ABCD osv.).

  • Titel: Hvilken titel gav uddannelsen dig ret til at bruge?

  • Uddannelsens normerede længde: Skriv, hvor mange år og måneder uddannelsen skulle vare ifølge reglerne for uddannelsen, inklusive eventuelle obligatoriske praktikophold.

  • Indgik der praktik i uddannelsen?: Foregik en del af uddannelsen på en arbejdsplads?

  • Hvilke erhverv kan uddannelsen føre til?: Hvilke(t) erhverv kan du arbejde inden for med din eksamen?

7. Videregående uddannelse

  • Universitetsuddannelse eller andre studier, der normalt kræver studentereksamensniveau eller mere.

  • Hvis du har mere end tre videregående uddannelser, bedes du skrive de supplerende oplysninger på en kopi af denne side af blanketten.

  • Uddannelsessted: Skriv uddannelsesstedets navn på originalsproget. Brug latinske bogstaver (ABCD osv.).

  • Eksamensbevis: Skriv eksamenens navn på originalsproget. Brug latinske bogstaver (ABCD osv.).

  • Titel: Hvilken titel gav uddannelsen dig ret til at bruge?

  • Uddannelsens normerede længde: Skriv, hvor mange år og måneder uddannelsen skulle vare ifølge reglerne for uddannelsen, inklusive eventuelle obligatoriske praktikophold.

  • Indgik der praktik i uddannelsen?: Foregik en del af uddannelsen på en arbejdsplads?

  • Er uddannelsen afsluttet med en større opgave/et større afgangsprojekt?: Hvis ja, oplys også:

  • Titel: Opgavens titel.

  • Antal sider.

  • Normeret tid: Hvor mange måneder skulle opgaven officielt tage?

  • Hvilke erhverv kan uddannelsen føre til?: Hvilke(t) erhverv kan du arbejde inden for med din eksamen?

8. Relevant erhvervserfaring

  • Oplys de vigtigste perioder med arbejde, hvor du har brugt din uddannelse.

  • Vi vurderer ikke din erhvervserfaring, men oplysningerne om erhvervserfaring kan gøre det lettere at foretage vurderingen.

9. Yderligere information

Andre forhold, som kan have betydning for vurderingen af din uddannelse. Det kan f.eks. være:

  • oplysninger om studieperioder, som er gennemført på en anden institution

  • merit overført fra en anden institution

  • merit givet på baggrund af erhvervserfaring.

10. Kontakt til myndigheder i uddannelseslandet

Vi beder om din accept af, at vi kan tage kontakt til din uddannelsesinstitution eller en relevant myndighed i det land, hvor du tog uddannelsen, hvis vi ønsker at få bekræftet oplysningerne om den. Hvis svaret er nej, skal du give en begrundelse.

11. Underskrift af uddannelsens indehaver

Indehaveren af uddannelsen skal give sit samtykke til, at vi vurderer uddannelsen, ved at underskrive ansøgningsblanketten. Det gælder også, hvis andre indsender ansøgningen.

12. Har du husket det hele?

Sæt kryds ved de dokumenter, du vedlægger.

 

 

Sidst opdateret: 20/04 2012