Videre til indhold | Videre til menunavigation

Optagelse på en erhvervsuddannelse på grundlag af en udenlandsk eksamen

Du skal tilmelde dig en skole, hvis du begynder uddannelsen på en skole. Tilmeldingsskema fås på erhvervsskoler (tekniske skoler, handelsskoler, landbrugsskoler) og jobcentre.

Du kan tilmelde dig de fleste uddannelser frem til skolestart, normalt i august og i januar. Du kan indgå uddannelsesaftaler med virksomheder hele året.

Adgangskrav

For at blive optaget på en erhvervsuddannelse skal du have fuldført 9 års skolegang, svarende til den danske folkeskole.

Det er det enkelte uddannelsessted, der tager stilling til, om du opfylder betingelserne for optagelse.

Du kan starte enten på skole eller i praktik i en virksomhed. Du skal have en uddannelsesaftale med en virksomhed ved start på praktikken.

Hvis du er udlænding, kan du komme til prøve i dansk på skolen, inden du bliver optaget. Kravene til dansk vil ofte svare til "Prøve i dansk 3". (Det er ikke det samme som "Danskprøve 3".)
Læs mere om danskundervisning og danskprøver på Uddannelsesguiden.dk.

Andre muligheder: GVU

Hvis du har erhvervserfaring, kan du eventuelt få en vurdering og supplere dine kvalifikationer gennem Grunduddannelse for Voksne (GVU). Betingelsen for GVU er, at du

  • er mindst 25 år
  • har mindst 2 års relevant erhvervserfaring og
  • har forudsætninger svarende til grundskolens afgangsniveau i de relevante fag.

Som indledning til GVU får du en vurdering af dine kompetencer, eventuelt gennem praktiske øvelser, og på det grundlag er du med til at udarbejde en plan for din supplerende uddannelse.

Du skal tilmelde dig til GVU på det uddannelsessted, der udbyder den ønskede uddannelse.

Læs mere om GVU på UddannelsesGuiden.

Integrations-hotline

Er du indvandrer eller flygtning, og har du problemer med at få adgang til en erhvervsrettet uddannelse?

Kontakt Undervisningsministeriets hotline.

Sidst opdateret: 07/08 2009