Søge optagelse i en a-kasse
Nogle a-kasser kræver, at man får lavet en vurdering af sin udenlandske uddannelse, inden man kan optages i a-kassen. Derfor bør du spørge a-kassen, om de har brug for en vurdering for at optage dig.
Optagelsen sker altid ud fra den enkelte a-kasses optagelseskriterier. A-kassen skal dog lægge en eventuel vurdering fra Styrelsen for Universiteter og Internationalisering til grund, når den tager stilling til dine uddannelseskvalifikationer.
Det betyder, at hvis styrelsen har vurderet, at dine udenlandske uddannelseskvalifikationer svarer til et bestemt dansk uddannelsesniveau, kan man ikke afslå din optagelsesansøgning med den begrundelse, at du ikke har en uddannelse på det pågældende niveau.
Sådan får du en vurdering
1. Udfyld en af disse ansøgningsblanketter, og underskriv den:
-
Åbn som PDF-fil: Udskriv, udfyld og underskriv.
-
Åbn som tekstfil (RTF): Udskriv, udfyld og underskriv.
-
Åbn som elektronisk blanket: Udfyld blanketten på skærmen, udskriv og underskriv den.
2. Vedlæg den krævede dokumentation.
3. Send ansøgningen til os med brevpost.
Vurderingen er gratis, men omfatter ikke oversættelse af dokumenter.
Fra ansøgning til vurdering
-
Vi undersøger dokumentationen. Du får besked, hvis der er brug for yderligere dokumentation.
-
Vi vurderer din uddannelse. Det tager normalt højst to måneder, fra du har sendt ansøgningen og den krævede dokumentation.
-
Du får et brev med vurderingen. Hvis du ønsker vejledning om job eller uddannelse, kan du tage vurderingen med til nærmeste studievalgcenter eller jobcenter.
Læs mere om vurderingsbrevet: Når du har fået en niveauvurdering




