Videre til indhold | Videre til menunavigation

Anerkendelse af realkompetence

Læs om mulighederne for at klage over en afgørelse om anerkendelse af realkompetence på voksenuddannelser m.m.

Du kan klage til Kvalifikationsnævnet over afgørelser om anerkendelse af realkompetence på:

 

Sådan klager du til Kvalifikationsnævnet

Du skal stile din klage til Kvalifikationsnævnet, men sende den til den uddannelsesinstitution, som har truffet den afgørelse, du vil klage over.

Klagen skal være fremme senest 4 uger efter, at du har modtaget afgørelsen.

Klagebrevet

I klagebrevet skal du skrive:

  1. Hvilken instans der har truffet afgørelsen. Det kan f.eks. være studienævnet.

  2. Hvordan og hvornår du har fået oplysninger om afgørelsen (dato for samtale eller dato for det brev, der indeholder afgørelsen)

  3. Hvordan afgørelsen efter din opfattelse bør være og hvorfor.

Du skal kun vedlægge nye bilag, hvis du mener, at de kan ændre på institutionens vurdering af din sag.

Sådan behandles din klage

Uddannelsesinstitutionen kan vælge at vurdere sagen på ny.

Hvis institutionen fastholder afgørelsen, sender den klagen videre til Kvalifikationsnævnet med en udtalelse. Kvalifikationsnævnet vurderer derefter din klage og sender dig snarest muligt et svar.

Kvalifikationsnævnets afgørelse er den endelige administrative afgørelse. Det vil sige, at du ikke kan klage over den.

Kvalifikationsnævnet behandler ikke klager over retlige forhold

Kvalifikationsnævnet tager kun stilling til selve afgørelsen, dvs. spørgsmålet om, hvor meget merit der kan gives på uddannelsen, eller hvor meget realkompetence, der kan anerkendes.

Hvis du vil klage over formelle fejl i behandlingen af din sag, drejer din klage sig om retlige forhold, og så kan Kvalifikationsnævnet ikke tage stilling til den. På din uddannelsesinstitution kan du få vejledning om, hvor du kan klage over retlige forhold. Uddannelsesinstitutionen er faktisk forpligtet til at give dig klagevejledning, både om at klage over den faglige afgørelse (til Kvalifikationsnævnet) og hvad angår retlige forhold.

Det vil typisk være rektoren/forstanderen/skolelederen på institutionen, der behandler klager i forbindelse med retlige forhold. Rektors afgørelse i en klage over retlige forhold kan ikke indbringes for Kvalifikationsnævnet, men kan påklages til det ministerium, som uddannelsen hører under (Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, Undervisningsministeriet eller Kulturministeriet).

Klageadgangen gælder på følgende områder:

1. Grunduddannelse for Voksne (GVU)

Hvis du søger optagelse på et GVU-forløb og opfylder de formelle adgangskrav, foretager uddannelsesinstitutionen en såkaldt individuel kompetencevurdering. Det vil sige, at den vurderer dine kompetencer i forhold til mål- og kompetencebeskrivelserne for den erhvervsuddannelse, som GVU-forløbet svarer til.

På baggrund af vurderingen træffer uddannelsesinstitutionen en afgørelse om anerkendelse af dine realkompetencer. Afgørelsen kan betyde, at du bliver optaget på GVU-forløbet og får udarbejdet en uddannelsesplan, eller at du skal foretage en supplering, før du kan optages på GVU-forløbet.

Hvis du har ansøgt om optagelse på et GVU-forløb, og du er utilfreds med uddannelsesinstitutionens vurdering af dine realkompetencer, kan du klage over afgørelsen til Kvalifikationsnævnet og/eller det relevante faglige udvalg:

  • Du kan klage til Kvalifikationsnævnet, hvis du er utilfreds med uddannelsesinstitutionens vurdering af dine teoretisk faglige kompetencer. Det vil sige: Hvis uddannelsesinstitutionen har sagt, at du mangler nogle af de kompetencer, som man får på skoledelen af den tilsvarende erhvervsuddannelse, og du er uenig.

  • Du kan klage til det relevante faglige udvalg, hvis du er utilfreds med uddannelsesinstitutionens vurdering af dine praktiske kompetencer. Det vil sige: Hvis uddannelsesinstitutionen har sagt, at du mangler nogle af de kompetencer, som man får på praktik-delen af den tilsvarende erhvervsuddannelse, og du er uenig.
    Du kan på din uddannelsesinstitution få vejledning om, hvordan du bærer dig ad med at klage til det relevante faglige udvalg.

Fristen for at klage er:

  • Klage til Kvalifikationsnævnet: 4 uger. 

  • Klage til det faglige udvalg: 2 uger.

Læs mere om GVU:

2. VVU og diplomuddannelse inden for Videreuddannelsessystemet for Voksne

På VVU og diplomuddannelser kan dine realkompetencer anerkendes i forhold til:

  • Adgangskravene for en uddannelse 

  • Dele eller delelementer af en uddannelse (f.eks. fagmoduler eller dele af et fagmodul)

  • En hel uddannelse. 

Formålet med at få foretaget en individuel kompetencevurdering på disse uddannelser kan således enten være, at man gerne vil optages på uddannelsen og ønsker sine realkompetencer anerkendt for at opfylde adgangskravet, eller det kan være, at man ønsker bevis på, at man har realkompetencer, der svarer til dele af eller en hel VVU eller diplomuddannelse.

Du kan klage til Kvalifikationsnævnet over afgørelser om anerkendelse af realkompetence både i forhold til adgangskrav og i forhold til uddannelsesmål for dele, eller delelementer af eller en hel VVU eller diplomuddannelse.

Læs mere om VVU og diplomuddannelser:

3. Almen voksenuddannelse og almengymnasiale fag

Man kan bede om en individuel kompetencevurdering på et voksenuddannelsescenter (VUC) for at få bevis på, at man har kompetencer, der svarer til dele af eller et helt fag inden for almen voksenuddannelse eller almengymnasiale fag.

Hvis voksenuddannelsescentret træffer en afgørelse om anerkendelse af dine realkompetencer i forhold til faglige niveauer inden for almen voksenuddannelse eller almengymnasiale fag, kan du klage til Kvalifikationsnævnet over afgørelsen.

Læs mere om almen voksenuddannelse og almengymnasiale fag:

Sidst opdateret: 12/01 2012
Hvad er anerkendelse af realkompetence?

Realkompetence er det, du kan, men som du ikke nødvendigvis har papir på. Anerkendelse af realkompetence sker gennem en individuel vurdering af dine kompetencer. Formålet med dette er at give dig anerkendelse for din samlede viden, færdigheder og kompetencer, uanset hvordan de er opnået. Det kan f.eks. være gennem tidligere uddannelse, erhvervsarbejde, udlandsophold, deltagelse i kursus- og uddannelsesaktiviteter, herunder folkeoplysende undervisning, samt frivilligt arbejde og lignende.