Videre til indhold | Videre til menunavigation

Tekstmakro om Kvalifikationsnævnet

Sådan klager du til Kvalifikationsnævnet

Du skal stile din klage til Kvalifikationsnævnet, men sende den til den uddannelsesinstitution, som har truffet den afgørelse, du vil klage over.

Klagen skal være fremme senest 4 uger efter, at du har modtaget afgørelsen.

Klagebrevet

I klagebrevet skal du skrive:

  1. Hvilken instans der har truffet afgørelsen. Det kan f.eks. være studienævnet.

  2. Hvordan og hvornår du har fået oplysninger om afgørelsen (dato for samtale eller dato for det brev, der indeholder afgørelsen)

  3. Hvordan afgørelsen efter din opfattelse bør være og hvorfor.

Du skal kun vedlægge nye bilag, hvis du mener, at de kan ændre på institutionens vurdering af din sag.

Sådan behandles din klage

Uddannelsesinstitutionen kan vælge at vurdere sagen på ny.

Hvis institutionen fastholder afgørelsen, sender den klagen videre til Kvalifikationsnævnet med en udtalelse. Kvalifikationsnævnet vurderer derefter din klage og sender dig snarest muligt et svar.

Kvalifikationsnævnets afgørelse er den endelige administrative afgørelse. Det vil sige, at du ikke kan klage over den.

Kvalifikationsnævnet behandler ikke klager over retlige forhold

Kvalifikationsnævnet tager kun stilling til selve afgørelsen, dvs. spørgsmålet om, hvor meget merit der kan gives på uddannelsen, eller hvor meget realkompetence, der kan anerkendes.

Hvis du vil klage over formelle fejl i behandlingen af din sag, drejer din klage sig om retlige forhold, og så kan Kvalifikationsnævnet ikke tage stilling til den. På din uddannelsesinstitution kan du få vejledning om, hvor du kan klage over retlige forhold. Uddannelsesinstitutionen er faktisk forpligtet til at give dig klagevejledning, både om at klage over den faglige afgørelse (til Kvalifikationsnævnet) og hvad angår retlige forhold.

Det vil typisk være rektoren/forstanderen/skolelederen på institutionen, der behandler klager i forbindelse med retlige forhold. Rektors afgørelse i en klage over retlige forhold kan ikke indbringes for Kvalifikationsnævnet, men kan påklages til det ministerium, som uddannelsen hører under (Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, Undervisningsministeriet eller Kulturministeriet).