Social- og sundhedsassistent er nu et lovreguleret erhverv
Man skal have autorisation for at kunne kalde sig social- og sundhedsassistent.
Der blev den 1. oktober 2008 indført en autorisationsordning for social- og sundhedsassistenter. Det betyder, at:
-
Kun personer, der har autorisation som social- og sundhedsassistent, må kalde sig social- og sundhedsassistent.
-
Alle med en dansk eller udenlandsk uddannelse som social- og sundhedsassistent kan ansøge om autorisation som social- og sundhedsassistent.
-
Det er Sundhedsstyrelsen, der udsteder autorisationen.
Erhvervet som social- og sundhedshjælper er ikke påvirket af den nye ordning.
Hvis du i forvejen har en vurdering fra Styrelsen for International Uddannelse
Kravet om autorisation for at kunne kalde sig social- og sundhedsassistent gælder også, selv om du tidligere har fået en vurdering fra Styrelsen for International Uddannelse, der siger, at din uddannelse i niveau svarer til en dansk social- og sundhedsassistentuddannelse.
Sådan ansøger du om autorisation
Du skal gå ind på Sundhedsstyrelsens hjemmeside (www.sst.dk). Der finder du ansøgningsskema og vejledning om, hvad ansøgningen skal indeholde:
-
På dansk: Social- og sundhedsassistent med udenlandsk uddannelse
-
På engelsk: Social and Healthcare Assistants.
Du skal indsende ansøgningen til Sundhedsstyrelsen både elektronisk og i et brev.
Sundhedsstyrelsen opkræver et gebyr, når den har behandlet din ansøgning.
Love og regler
Autorisationsordningen er indført ved, at Folketinget i juni 2008 vedtog en ændring af loven om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.




