Hvordan inkluderer vi dem udenfor?

Thyra Smidt er daglige leder af Mødestedet på Vesterbro, som er et socialt værested for flygtninge og indvandrere. Han er keynote speaker på konferencen "Livslang læring for alle?"

Mange af Mødestedets brugere bliver henvist fra kommunen eller af en læge, fordi de ikke har et socialt netværk og er ensomme og modløse. Mødestedet tilbyder dem i første omgang en sofa at sidde i, så nogle at tale med, lidt hjælp til det praktiske og ligeså stille og roligt et fællesskab at være del af.

Thyra Smidt tager imod på det lille, hektiske kontor.

Er der realistisk set en vej fra samfundets grænseland til uddannelse?
- Vi møder jo mange skæbner og de er ikke alle sammen succeshistorier. Men her til formiddag talte jeg fx med en marokkansk kvinde, lad os kalde hende Fatima for det hedder de fleste af vores kvindelige brugere.

- Hun blev for tre år siden familiesammenført til Danmark med sine to børn, men hendes mand var desværre voldelig. Meget voldelig. Hun kom her første gang med sin socialrådgiver. Uden netværk, næsten uden sprogkundskaber og i hvert fald uden selvtillid.

- Men nu har hun bestået danskprøve 2 og er i gang med en SOSU-uddannelse. Det lyder måske ikke af så meget, men hun er i gang med en uddannelse og er blevet en del af det danske samfund.

Hvad mener du, der skal til for at kvinder som Fatima kan få en uddannelse?
- I Mødestedet er vores erfaring, at det allervigtigste er, at man bliver godt modtaget. Vi er meget bevidste om at byde folk velkomne med hånden. Vores brugere bliver mødt som mennesker, der betyder noget.

- Dernæst er det selvfølgelig meget vigtigt, at kvinder som Fatima lærer sproget, så vi kan tale med hinanden. Mange indvandrere har ingen kontakt med danskere, og deres syn på samfundet bliver derfor formet af det, de ser i fx Istedgade, dvs. porno, prostitution, alkoholisme og den slags.

- Det er vigtigt, at vi kommer i kontakt, og at vi kan diskutere vores ligheder og forskelle. Mange af vores brugere ændrer simpelthen personlighed, når de kan kommunikere.

Du har jo en fortid som lærer, bruger I metoder i Mødestedet, som også kan bruges i et klasseværelse?
- Jeg tror, det er vigtigt, at vi viser kvinder som Fatima, at vi tror på hendes evner, og at vi også er villige til at stille krav til hende. At vi forventer, at hun tager ansvar for sig selv og argumenterer for sine holdninger. Det nytter ikke at bekræfte hende i en offerrolle. Vi bliver alle sprunget over i køen i supermarkedet af og til. Også etniske danskere.

- Og vi må som skole og som samfund vise, at vi er interesserede i det, vores indvandrere har at byde ind med. Fx når der er forældre-komsammen på skolen. Hvis forældrene aftaler, at alle tager en kage med, får Fatima mulighed for at deltage og vise, hvad hun kan og hvad hun står for. Det gør hun jo ikke, hvis det altid er en grillfest med øl og hotdogs, man arrangerer.

Kan man som lærer komme til at virke ekskluderende uden at ville det?
- Ja, det tror jeg. På flere måder. Vores kropssprog og blikke afslører jo vores positive og negative forventninger. Det er vigtigt, at vi viser kvinder som Fatima, at vi tror på hendes evner, og at vi også er villige til at stille krav til hende. Men man må naturligvis ikke stille større krav end hun magter.

Er der så nogen, der ikke kan inkluderes i samfundet?
- Vi siger af og til, at der er da nogen, der er uden for pædagogisk rækkevidde. I Mødestedet oplever vi nogle gange det, jeg kalder ”svigermoder-syndromet”. Det er typisk træk for blandt andet den ældre generation. De kan sætte en negativ dagsorden for de yngre generationer, og når vi oplever det, finder vi nogle måder at skille dem ad på. Vi går ind og ser på, hvorfor de handler, som de gør.

- I et samfund skal alle inkluderes, men vi må ikke lade de forkerte sætte dagsordenen.

LAK