Videre til indhold | Videre til menunavigation

ECTS i praksis – 4 skridt til korrekt implementering

Nedenstående vejledning er et uddrag af Europa-Kommissionens ECTS User’s Guide, som kan findes på EU Kommissionens hjemmeside.

1. Sørg for de nødvendige rammer på institutionsniveau

    • Udnævn en ECTS-koordinator. ECTS-koordinatoren skal have det overordnede ansvar for implementering og koordinering af ECTS-pointsystemet på hele institutionen. Denne funktion skal desuden varetage rådgivning af alle instanser i forhold til den korrekte brug af ECTS.

    • Nedsæt en ECTS-institutkoordinator. ECTS-institutkoordinatorerne skal i samarbejde med den overordnede ansvarlige ECTS-koordinator stå for udarbejdelse og tilgængelighed af konsistent informationsmateriale, herunder et kursuskatalog. De enkelte ECTS-institutkoordinatorer fungerer som kontaktpersoner for studerende og ansatte ved eget institut eller afdeling. De har ansvaret for, at både institutionens egne studerende og potentielle internationale studerende får adgang til alt relevant informationsmateriale. Desuden skal de sørge for, at alle studerende udfylder ansøgningsskemaer og Learning Agreements korrekt og forstår den akademiske anerkendelsesproces - regler for meritoverførelse. I praksis varetager ECTS-koordinatoren ofte et arbejde som underviser ved siden af koordinatorfunktionen. Det er op til den enkelte institution at afgøre, hvorvidt én person kan være både overordnet ansvarlig ECTS-koordinator og ECTS-institutkoordinator.

2. Vurdér de studerendes arbejdsbyrde.

Der er blevet udviklet forskellige tilgange til at vurdere de studerendes arbejdsbyrde for at gennemføre et bestemt uddannelsesforløb. En tilgang, som Europa-Kommissionen anbefaler, er blevet udviklet i forbindelse med Tuning-projektet (Tuning Educational Structures in Europe), et projekt som fokuserer på læringsudbytte i form af generelle og fagspecifikke kompetencer. Projektet har identificeret fire skridt til at fastlægge de studerendes arbejdsbyrde:

  • Indfør moduler/kursusenheder. Der findes både moduliserede og ikke-moduliserede uddannelser. I de ikke-moduliserede uddannelser har de enkelte uddannelsesdele/moduler forskellig længde og vægt og derfor forskellige antal point. Det samlede antal point for et år vil dog stadigvæk være 60 ECTS-point. Derimod har uddannelsesdelene/modulerne i en moduliseret uddannelse et fast antal point, fx 5 ECTS-point, eller et antal, der kan divideres med 5. For at inddele en hel uddannelse i moduler, skal der tages udgangspunkt i det ønskede læringsudbytte og det samlede antal ECTS-point, der er til rådighed. Under nedbrydningsprocessen i moduler skal læringsudbyttet fastlægges for hver enkelt modul og sammenholdes med det antal arbejdstimer, som et modul er sat til. Fx kræver det ca. 125 timers arbejde for at gennemføre et modul på 5 ECTS.

  • Skøn den studerendes arbejdsbyrde. Da ECTS-pointsystemet er en talmæssig angivelse af de studerendes gennemsnitlige tidsmæssige arbejdsbelastning, er der flere instanser, der bør høres, før pointene for de enkelte kurser fastsættes: Underviseren skal fastsætte den tid det tager at gennemføre planlagte aktiviteter inden for rammerne af det enkelte kursus. Kursets samlede tidsmæssige arbejdsbelastning skal svare til det antal af ECTS-point, kurset giver. Der kan findes flere forskellige typer af aktivitet inden for et kursus. Disse kan være forelæsninger, seminarer, øvelser, selvstændige studier, feltarbejde, projekt mv. Disse indbefatter ligeledes opgaveskrivning, læsning af bøger og artikler, vejledning og fremlæggelser. Endvidere tæller både mundtlige og skriftlige eksaminer.

  • Brug studenterevalueringer for at følge op på skøn. De studerende skal bidrage til evaluering af kurset. På baggrund af evalueringer kan det således fastslås, om antallet af ECTS-point svarer til den tidsmæssige arbejdsbelastning. Den oftest benyttede evalueringsmetode er spørgeskemaundersøgelse midt i semestret og ved semestrets afslutning.

  • Justér arbejdsbyrde og/eller uddannelsesaktiviteter. Evalueringen af et kursus eller et modul kan føre til en ændring af indholdet eller længde af modulet. Arbejdes der med en moduliseret uddannelse og dermed faste antal ECTS-point per modul, er det udelukkende stofomfang, undervisnings- eller evalueringsmetoder, der kan ændres. Derimod kan både undervisningsform eller -indhold og pointtal ændres, når uddannelsen ikke er moduliseret. Det medfører også justeringer af andre uddannelsesdele, idet det samlede antal ECTS-point er fastlagt (fx 30 pr semester eller 60 pr år).
    Tuning-projektet har udviklet to skemaer, som kan være til hjælp, når arbejdsbyrden skal vurderes eller justeres. Det ene skema skal udfyldes af underviseren - det andet af den studerende. På den måde opnås et nuanceret syn på arbejdsbelastningen. Find skemaerne på Tuning-projektets hjemmeside.

3. Udarbejd et kursuskatalog

Uddannelsesinstitutioner, der anvender ECTS, skal udarbejde et kursuskatalog og et konsistent informationsmateriale, der giver alle potentielle studerende et overblik over institutionens uddannelsesudbud samt angiver antallet af ECTS-point for hvert enkelt kursus. Kursuskataloget og informationsmaterialet skal gøre det let for både studerende og personale at sammenligne uddannelsesudbud på forskellige institutioner og i forskellige lande. Kursuskataloget skal give både nationale og internationale studerende akademisk og praktisk information om uddannelsesudbud og institutionen som helhed.
Informationsmateriale og kursuskatalog bør være tilgængeligt på internettet og skal opdateres mindst én gang årligt. Det skal publiceres på dansk og på engelsk. Dog må kurser, der udelukkende er på engelsk, gerne præsenteres på engelsk alene. Information om hver enkelt kursusenhed og kursusmodul skal være tilgængeligt for den potentielle studerende, før denne ansøger om optagelse. Det er op til den enkelte institution, om kursuskataloget skal præsenteres samlet eller i flere dele.

4. Supplér eksamensbeviset med ECTS-karakterskalaen
Europa-Kommissionen anbefaler, at de enkelte institutioner supplerer alle eksamensbeviser med ECTS-karakterskalaen for at gøre det lette-re for de studerende at omregne danske karakterer til udenlandske og omvendt. Dette er dog ikke obligatorisk. Se mere om ECTS-karakterskalaen

Sidst opdateret: 20/09 2011