Videre til indhold | Videre til menunavigation

Europass-logo

Vejledning til institutionerne

Siden 2002 har det været et krav for videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark at udstede et engelsksproget tillæg til de studerendes eksamensbevis – det såkaldte Diploma Supplement.

Formålet med Diploma Supplement er at understøtte den internationale mobilitet både for færdiguddannede, der slår sig ned og skal finde arbejde i et andet land, og for studerende, der tager til udlandet for at tage en overbygningsuddannelse eller forskeruddannelse.

Hvad er et Diploma Supplement? Og hvor benyttes det?

Diploma Supplement er et engelsksproget tillæg til det ordinære eksamensbevis. Det består af otte hovedpunkter (1-8) og en række underpunkter. Skabelonen for beviset er udarbejdet af EU-Kommissionen, Europarådet og UNESCO/CEPES og benyttes af videregående uddannelsesinstitutioner i de lande, der deltager i Bologna-samarbejdet, dvs. pt. 47 lande.

Hvem skal have et Diploma Supplement? Og hvornår?

Alle danske videregående uddannelsesinstitutioner skal udstede et Diploma Supplement til alle dimittender, dvs. alle studerende der afslutter en hel uddannelse. Diploma Supplement skal udstedes samtidig med eksamensbeviset.

Denne vejledning

For at sikre, at en international arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution får det bedste grundlag at vurdere en dimittends kompetencer på, er det vigtigt, at Diploma Supplement indeholder korrekt og fyldestgørende information. Derfor har Styrelsen for International Uddannelse udarbejdet denne vejledning.

Vejledningen er baseret på EU-Kommissionens Diploma Supplement-vejledning – understøttet af danske og internationale eksempler. Som grundlag for vejledningen har styrelsen indsamlet Diploma Supplements fra danske institutioner. Vejledningen er kvalitetssikret via Bologna-ekspert-ordningen.

Bologna-ekspert-ordningen

Bologna-ekspert-ordningen er sat i værk af EU-Kommissionen med henblik på at understøtte Bologna-processens målsætninger på de danske uddannelsesinstitutioner. Én af Bologna-processens målsætninger handler netop om, at Diploma Supplement skal udstedes gratis til alle dimittender på et af de europæiske hovedsprog, i praksis engelsk.

Diploma Supplement Label

For at give institutionerne et incitament til at udstede et Diploma Supplement, der er i overensstemmelse med de europæiske retningslinjer, har EU-Kommissionen indført et såkaldt Diploma Supplement Label.

Læs mere om Diploma Supplement Label, herunder om hvordan man kan få hjælp til ansøgningen.

Sidst opdateret: 01/02 2011