Gode råd
Syrelsen anbefaler, at institutionerne er opmærksomme på følgende, når de udarbejder eller reviderer deres Diploma Supplements:
- Husk at indsætte præamblen i begyndelsen af dokumentet.
- Da Diploma Supplement er en fælleseuropæisk standard, skal institutionen følge skabelonens punktopstilling af hensyn til dokumentets overskuelighed.
- Diploma Supplement bør opbygges som et overskueligt dokument med præcis, korrekt og anvendelig information til gavn for den (udenlandske) arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution, der er potentiel læser af beviset. Det er uhensigtsmæssigt med meget detaljerede beskrivelser og indforstået information.
- Søg støtte i de eksisterende kilder på området for at opnå så præcise engelske beskrivelser som muligt. Der er hjælp at hente i:
-
A. Ordlisten i EU-Kommissionens Diploma Supplement vejledning.
B. Styrelsens dansk-engelske uddannelsesterminologi.
C. Standardbeskrivelsen af det danske videregående uddannelsessystem, der udgør punkt 8 i Diploma Supplement. - I brevhovedet bør institutionsnavn samt evt. logo fremgå, for at man let kan finde ud af, hvilken institution det pågældende Diploma Supplement er udstedt af. Da Diploma Supplement er et Europass-dokument kan man vælge at indsætte Europass-logoet for at markere tilhørsforhold og skabe genkendelighed. Europass-logoet kan downloades på styrelsens hjemmeside.
- Punkt 8 skal indeholde standardbeskrivelsen af det danske videregående uddannelsessystem i Diploma Supplement. Husk at anvende den nyeste version – den er p.t. fra juni 2010, men den vil altid fremgå af styrelsens hjemmeside.
- Navne og oplysninger om uddannelsesinstitutionen skal være opdaterede. Husk ligeledes, at navnet CIRIUS ikke længere eksisterer, men derimod Styrelsen for International Uddannelse (på engelsk: The Danish Agency for International Education).
- Sørg også for, at anførte links er opdaterede.
- Det er meget vigtigt, at originalsproget (altså dansk) anvendes, hvor det kræves. Dette skyldes, at læseren af Diploma Supplement skal kunne jævnføre med det ordinære eksamensbevis.
- Punkt 5.2 ”professional status” bør udfyldes, da dette felt kan specificere over for en arbejdsgiver, hvilke kvalifikationer, der er opnået under uddannelsen, samt hvilke erhverv/brancher uddannelsen giver adgang til at arbejde inden for.
- Styrelsen anbefaler, at Diploma Supplement integreres i institutionernes it-systemer, således at det kan udskrives samtidig med den studerendes eksamensbevis. Dette kan medvirke til at sikre en ensartet kvalitet i institutionens Diploma Supplements.
Sidst opdateret:
07/02 2011




