Bliv skarp på din ansøgning til Nordplus Voksen
Kom til informationsmøde i Odense den 9. november og få alt at vide om mulighederne for tilskud til nordisk/baltisk samarbejde inden for voksenuddannelse og folkeoplysning. Bliv klædt på til den kommende ansøgningsrunde 1. marts 2011.
Arbejder du med undervisning og læring for voksne, og kunne du tænke dig at indgå i netværk og samarbejde med aktører fra andre nordiske og baltiske lande til inspiration for dine kursister, dig selv og din arbejdsplads? Så tilmeld dig nu!
Prof eller nybegynder – det er ligegyldigt
Uanset om du helt uerfaren, og blot ønsker at finde ud af, hvad det drejer sig om, eller om du er erfaren og ønsker at opdatere din viden eller konkret er ved at forberede en ansøgning – så er det på informationsmødet, du skal starte.
Her får du information om mulighederne for tilskud, årets politiske prioriteringer, ansøgningsbetingelserne og det online ansøgningssystem, som du skal bruge, når du vil søge. Du vil også kunne få feed back på den idé til en ansøgning, du måske har.
Endvidere informerer vi om NVL, Netværk for Voksnes Læring, som understøtter faglige netværk, formidler information om aktører og udredninger inden for voksenuddannelsesområdet i Norden.
Hvem er du?
Du arbejder fx på en højskole, i et oplysningsforbund, på et folkeuniversitet eller et VUC-center, eller du arbejder fx med virksomhedsbaseret efter- og videreuddannelse, voksenvejledning eller er involveret i mere uformelle læringsaktiviteter for voksne i regi af fx ngo'er og foreninger.
Eller du og din organisation arbejder med analyser, udredninger og forskning inden for voksenuddannelsesfeltet.
Tid og sted
University College Lillebælt, Asylgade 7-9, 5000 Odense C, kl. 9.30-15.00
Tilmelding
Til Henrik Neiiendam Andersen på mail hna@iu.dk senest fredag d. 29. oktober 2010 – vær venlig at oplyse dit navn og den organisation, du kommer fra.
Arrangementet omfatter frokost - det er gratis at deltage.
Nordplus Voksen er Nordisk Ministerråds program for voksenuddannelse og folkeoplysning. Hvert år er der ca. 8 mio kr til rådighed for fx udveksling af undervisere og kursister, netværksdannelse og forskellige typer projekter. Næste ansøgningsfrist er 1. marts 2011.




