Videre til indhold | Videre til menunavigation

DK-Skills

DK-Skills sikrer Danmarks deltagelse i Verdensmesterskaberne for unge håndværkere.

DK-Skills er en dansk organisation som sørger for at Danmark kan deltage i verdensmesterskaberne WorldSkills Competition der afholdes hvert andet år. Her dyster unge håndværkere fra hele verden i 40 forskellige faglige discipliner.

Det sidst afholdte VM foregik i maj 2005 i Helsinki, Finland, og Danmark deltog med 10 unge håndværkere. Læs om den danske delegation på DK-Skills' hjemmeside.

I Helsinki kom Danmark på medaljeskamlen for første gang, endda i to fag. Det var Henrik Hansen der løb med sølvmedaljen i VVS, og Mikael Bendiksen Hansen og Kenneth Poulsen der tog sølvet hjem i transportteknik. Udover de tre medaljer var der diplomer til Lars Kielsen, autolakerer, Marianne Madsen, frisør, og René Henriksen, murer. Et diplom uddeles, når man er blevet placeret i bedste halvdel af verdenseliten.

Danmark deltog også i VM i Montreal, Canada i 1999, i Seoul, Sydkorea i 2001 og i Sct. Gallen, Schweiz i 2003. Næste konkurrence er i 2007 i Shizuoka, Japan. 

DK-Skills har som overordnet formål at fremme de danske erhvervsuddannelsers samfundsmæssige anseelse og status ved at tilskynde unge mennesker, deres undervisere og arbejdsgivere til at opnå den højeste erhvervskompetence inden for deres faglige område.

De opgaver som er blevet brugt ved mesterskaberne, stilles til rådighed for de faglige udvalg med henblik på at fagene får mulighed for international benchmarking.

Medlemmerne i DK-Skills er faglige udvalg, og FS - Foreningen af Skoleledere ved de tekniske skoler fungerer som sekretariat for DK-Skills. Foreningen kan kontaktes på anne@fs-ts.dk.

DK-Skills har sin egen hjemmeside, www.dk-skills.dk

Sidst opdateret: 01/05 2009