Tarup Ungdomsskole: "Mama Jangwani"
Billedet er taget i august i år i HIV/AIDS-organisationen Pepo La Tumaini Jangwani (Wind of Hope in the Desert) i byen Isiolo i Kenya. Tarup Ungdomsskole har samarbejdet med Wind of Hope siden 2000. Det er ikke en turistforestilling på billedet, men derimod nogle af de mennesker, vi arbejder sammen med i projektet. Jo, den hvide person under parykken og det afrikanske outfit til højre i billedet er en af mine elever, Benedicte på 16 år, som var med på turen. I forgrunden til venstre synger Mama Jangwani (~ "Ørkenens Moder"). Hun er plejemor i organisationen for 8 forældreløse børn og unge. Benedicte boede hos hende i huset i baggrunden under årets projektbesøg. Sang og dans er et uhyre vigtigt kommunikationsmiddel for disse mennesker, da mange er analfabeter, så budskaberne om hvordan HIV/AIDS undgås spredes bedst med sangen og dansen, som mine elever også deltager i. - Allan Hejnfelt, viceskoleinspektør




