Internationale netværk og kilder til information om vejledning
Der er gode muligheder for at følge med i, hvad der sker på vejledningsområdet i andre lande og de mere generelle tendenser på internationalt plan.
Herunder findes en oversigt over en række internationale netværk, videnscentre m.v., som arbejder med og informerer om vejledning (opstillet i alfabetisk rækkefølge).
Cedefop
Cedefop (the European Centre for the Development of Vocational Training) er EU's videnscenter på erhvervsuddannelsesområdet. Udover at arbejde for at fremme udviklingen af de erhvervsrettede uddannelser i EU, beskæftiger Cedefop sig også med vejledningsområdet. De har bl.a. lavet undersøgelser og arrangeret studiebesøg og konferencer om vejledning. På Cedefops portal European Training Village er der et område med information om vejledning (vælg "Guidance" i venstremenuen). Her findes oversigter over europæiske vejledningsprojekter, links til publikationer og undersøgelser, en temainddelt oversigt over gode eksempler på vejledningsstrategier og -praksis og meget andet.
- Se Cedefops portal European Training Village
ELGPN
The European Lifelong Guidance Policy Network, ELGPN, blev dannet i 2007 og har til formål at repræsentere medlemslandenes interesser i EU på områder, der ligger inden for EU-programmet Livslang Læring. ELGPN sigter mod at støtte medlemslandene og Kommissionen i arbejdet med at videreudvikle det europæiske samarbejde om livslang vejledning inden for både uddannelses- og arbejdsmarkedssektoren.
På ELGPNs hjemmeside kan man læse om baggrunden for oprettelsen af netværket og dets målsætninger. Derudover kan man finde dagsordener og datoer for møder samt informationsmateriale. På hjemmesiden er det også muligt at se, hvilke lande der er en del af netværket, og hvem der deltager fra de respektive lande. For Danmark deltager repræsentanter fra Undervisningsministeriet og Det Nationale Dialogforum for Uddannelses- og Erhvervsvejledning. Euroguidance-netværket fungerer som samarbejdspartner for ELGPN på europæisk niveau.
- Se mere på ELGPNs hjemmeside
EuroDesk
EuroDesk er et netværk med over 400 kontorer i hele Europa. Herfra indsamles og distribueres information om alle programmer og ordninger, der har relevans for unge og alle under uddannelse, både nationale, nordiske og europæiske.
- Find mere information om EuroDesk her
Euroguidance
Den overordnede målsætning for Euroguidance-netværket er at:
- fremme mobilitet i Europa, bl.a. ved at formidle information om uddannelse og erhverv i de europæiske lande så vejledere i Europa får et bedre grundlag for at vejlede om mobilitetsspørgsmål
- formidle information om vejledningsordninger og –systemer samt metoder, best practice og nytænkning indenfor vejledningsområdet
- bidrage til udvikling af netværk og samarbejde blandt vejledere på tværs af landegrænser i Europa.
Euroguidance-netværket består af godt 60 centre i 32 europæiske lande. Af fælles aktiviteter kan nævnes, at netværket er ansvarlig for opdateringen af indholdet på EU-Kommissionens uddannelsesportal, PLOTEUS. De enkelte centre står desuden for en række aktiviteter i deres respektive lande, fx udgivelse af publikationer om vejledning, kurser og konferencer, europæiske vejledningsprojekter, organisering af studiebesøg og formidling af information på internettet.
Netværket hører under det nye Transversal Programme, som er en del af EU-programmet Livslang Læring. Det danske Euroguidance-center er en del af Styrelsen for International Udddannelse. Information om andre landes centre og aktiviteter findes her:
Europass
Europass er fem dokumenter, der hver især beskriver uddannelsesrelaterede kvalifikationer og færdigheder. Europass kan benyttes i forbindelse med uddannelses- og jobmuligheder i udlandet.
- Find mere information om Europass her
FEDORA
Forum Européen de l'Orientation Académique, FEDORA, er et netværk for alle, der arbejder med vejledning for studerende på videregående uddannelser i Europa. FEDORA fokuserer især på den stigende studentermobilitet på tværs af grænser og de udfordringer, som det giver vejlederne. FEDORA bidrager således til videreudvikling af vejledernes kompetencer, så de bedre kan støtte, informere og vejlede de studerende om mobilitetsspørgsmål. Hvert tredje år organiserer FEDORA en europæisk konference, og med mellemrum udbyder de efteruddannelseskurser for deres medlemmer i form af et sommeruniversitet. Fra februar 2010 udgør FEDORA en særskilt interesseforening under the European Association for International Education, EAIE.
- Læs mere om FEDORA: www.fedora.eu.org.
IAC
International Association for Counselling, IAC, arbejder ikke kun med uddannelses- og erhvervsvejledning, men tager udgangspunkt i et bredere vejledningsbegreb, som på nogle områder nærmer sig psykoterapien. IAC ønsker at fremme erfaringsudveksling og tværfaglig forskning på vejledningsområdet. Det sker bl.a. gennem internationale IAC-konferencer og tidsskriftet "International Journal for the Advancement of Counselling".
- Læs mere om IAC: www.iact.org
IAEVG
The International Association for Educational and Vocational Guidance, IAEVG, er en verdensomspændende vejledningsorganisation, som arbejder for at fremme udviklingen af og kvaliteten i uddannelses- og erhvervsvejledningen. IAEVG ønsker desuden at sikre, at alle, som har behov for vejledning, har adgang til det.
IAEVG udgiver et nyhedsbrev og et vejledningsfagligt tidsskrift og organiserer hvert år en international vejlederkonference. I september 2007 foregik IAEVG-konferencen i Italien under overskriften "Guidance and Diversity".
- Læs mere om IAEVG: www.iaevg.org.
ICCDPP
The International Centre for Career Development and Public Policy, ICCDPP, sætter, som navnet antyder, særligt fokus på politikker, strategier og policyudvikling på vejledningsområdet. På centrets hjemmeside kan man bl.a. finde en temainddelt oversigt over relevant forskning og policy-udvikling, information om relevante seminarer og konferencer og links til undersøgelser, artikler og rapporter. ICCDPP er støttet af OECD, EU, Verdensbanken m.fl.
-
Læs mere om ICCDPP: www.iccdpp.org.
Internationalt nyt fra VidensCenter for Vejledning
Er du interesseret i løbende at få oplysninger om internationale kurser og konferencer for vejledere og internationale perspektiver på vejledning, kan du abonnere på internationale nyheder fra Undervisningsministeriets virtuelle VidensCenter for Vejledning.
NFUE
Det Nordiske Forbund for Uddannelses- og Erhvervsvejledning, NFUE, er en sammenslutning af vejlederforeninger i de nordiske lande samt de selvstyrende områder, Færøerne, Grønland og Åland. Formålet med forbundet er at fremme udviklingen af uddannelses- og erhvervsvejledningen i Norden.
- Mere information om NFUE findes på deres hjemmeside: www.nfsy.org.




