Videre til indhold | Videre til menunavigation

Undersøgelser blandt erhvervsakademier og professionshøjskoler

Antallet af studerende på professionshøjskoler og erhvervsakademier, der tager på udlandsophold, er lavt sammenlignet med studerende fra universiteterne. Styrelsen for International Uddannelse har undersøgt disse studerendes motiver og barrierer for at tage på udlandsophold.

Styrelsen for International Uddannelse (CIRIUS) gennemførte i samarbejde med Undervisningsministeriet i 2009 en række undersøgelser om udbyttet ved udlandsophold for studerende på landets professionshøjskoler og erhvervsakademier. Resultaterne er nu offentliggjort i rapporterne ”Danske professionshøjskole- og erhvervsakademistuderendes udlandsophold” og ”Internationalisering på professionshøjskoler og erhvervsakademier”.

Hent undersøgelserne

Spørgeskemaundersøgelsen på professionshøjskoler og erhvervsakademier blev besvaret af godt 1800 studerende på sidste år af deres uddannelse.

Studerendes motivation for at tage på udlandsophold
Studerende på professionshøjskoler og erhvervsakademier udtrykker samme motivation som universitetsstuderende for at rejse ud: Det er ønsket om en personlig og kulturel oplevelse, der står i centrum:

• 92 % af de studerende angav ønsket om at studere eller arbejde i et udenlandsk miljø som årsag til at de valgte at tage på udlandsophold. 84 % svarede desuden, at de ønskede at leve eller bo i en anden kultur.
• For 76 % var et behov for afveksling i uddannelsen en del af motivationen.
• For 57 % var motivationen en forventning om, at udlandsopholdet ville give dem bedre karrieremuligheder i Danmark. 51 % mente desuden, at udlandsopholdet ville forbedre deres karrieremuligheder i udlandet.
• 49 % angav ønsket om at forbedre sprogkundskaber som en motivation for at tage på udlandsophold.

Et uddannelsesophold i udlandet giver indsigt i andre arbejds- og studiemiljøer
Halvdelen af respondenterne nævnte, at forståelse for andre kulturer, samt erfaring med at studere eller arbejde i et andet miljø, var de vigtigste udbytter af et udlandsophold. Knap 40 % nævnte desuden praktisk erfaring indenfor deres uddannelsesfelt som det vigtigste udbytte.

Hvad er årsagerne til at så få tager af sted?
Der er flere grunde til, at mange studerende ikke tager på studieophold. I alt 69 % af de respondenter, der ikke havde været af sted, svarede, at personlige forhold som familie, kæreste eller venner afgjorde, at de ikke tog på udlandsophold, mens 56 % angav økonomi som en faktor, der afholdt dem fra at tage på udlandsophold. (Der kunne afgives flere svar.) En tredjedel af de studerende var ikke blevet informeret om muligheden for at tage på et meritgivende praktikophold i udlandet, mens mere end halvdelen ikke var blevet informeret om muligheden for et tilsvarende studieophold.

Undervisernes perspektiv har betydning
Ud over undersøgelserne med studerende har CIRIUS (nu: Styrelsen for International Uddannelse) gennemført en spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af mere end 1500 undervisere, ledere og rektorer fra de danske professionshøjskoler og erhvervsakademier. Her blev de ansattes syn på internationalisering og studerendes udlandsophold belyst. Resultaterne synliggør betydningen af undervisernes egne erfaringer med studie- eller arbejdsrelaterede udlandsophold. Undervisere med sådanne internationale erfaringer inddrager således i langt højere grad end andre undervisere internationale perspektiver og hjemvendte studerendes erfaringer i undervisningen. Samtidig vurderede respondenterne, at den væsentligste barriere for at styrke den udgående mobilitet blandt de studerende, var undervisernes manglende internationale erfaringer.

Læs mere

Læs mere om resultaterne fra de tre undersøgelser i rapporterne, der kan hentes nedenfor:


"Internationalisering på professionshøjskoler og erhvervsakademier" (institutionsundersøgelse)


"Danske professionshøjskole- og erhvervsakademistuderendes udlandsophold" (kvantitativ rapport)


"Danske professionshøjskole- og erhvervsakademistuderendes udlandsophold - Udbytte og fravalg" (kvalitativ interviewrapport)

 

 

 

Perspektiv
De gennemførte undersøgelser indgår i Undervisningsministeriets strategi for en styrkelse af udgående mobilitet blandt studerende på landets professionshøjskoler og erhvervsakademier. Læs mere på Undervisningsministeriets hjemmeside.

Sidst opdateret: 04/08 2010