Videre til indhold | Videre til menunavigation

31/03 2009

Brasilien en gros

’A once in a lifetime experience’. Kan savnet af hjemlandet holdes nede, venter der en verden af indtryk og personlig udvikling på en eventyrlysten praktikant. Det slår Jakob fast efter et halvt års praktik i Brasilien.

Jakob Tønder er engroshandelselev i DLH-Group i Høje Taastrup. Firmaet handler med træ over hele verden. Lige nu er han på vej hjem til Danmark efter et halvt års udstationering i Belem i Brasilien – parat til at dele sine erfaringer med andre, der drømmer om et internationalt ophold som en del af deres faglige uddannelse.

Billeder-fra-Brasilien-(1).jpg

 

Jeg spurgte allerførst Jakob, hvad der fik ham sporet ind på idéen om udlandspraktik?

- Da jeg startede som elev hos DLH, vidste jeg allerede på forhånd, at virksomheden gør meget for at udstationere elever uden for landets grænser. Så da jeg havde været ansat i 3 måneder, og min prøveperiode var overstået, sagde jeg til min chef, at jeg var meget interesseret i at blive udstationeret. Han syntes, det var en god ide og begyndte at undersøge, hvor det ville være til fordel for både mig og virksomheden, at jeg tog til.

Der kom tre forslag: Brasilien, USA og Afrika. I USA havde vi allerede en god kontakt og et godt samarbejde kørende, så det ville ikke gavne virksomheden så meget, at jeg tog dertil. Afrika var ikke et optimalt valg for mig. Brasilien, derimod, havde vi kontakt med, men det kunne sagtens blive bedre – og så var det også rigtig interessant for mig. Så Brasilien var et oplagt valg.

Jakob gjorde en del ud af at forberede sig til opholdet i Brasilien. Han satte sig ind i landets grundlæggende forhold om kultur og sprog og fandt ud af, at engelsk ikke er specielt udbredt i Brasilien – slet ikke som i Danmark. Derfor var han nødt til at lære nationalsproget i Brasilien, som er portugisisk.

 - Jeg undersøgte selv, hvilke muligheder der var for at lære portugisisk, og fandt frem til firmaet Lingua Latina, som udbyder intensiv undervisning i en lang række sprog, deriblandt portugisisk. Jeg fik 70 undervisningstimer i portugisisk, inden jeg rejste, og det var en rigtig stor hjælp og støtte for mig i mit ophold.

Billeder-fra-Brasilien-(5).jpg

 

Jakob følte sig godt forberedt og klar til at begynde på praktikken i Brasilien. Jeg spurgte ham, hvordan han klarede den første tid derovre?

- Da jeg kom herover og blev indkvarteret på hotellet de første dage, indtil vi fandt en lejlighed, var jeg selvfølgelig godt og grundigt ødelagt efter den 30 timer lange rejse. Jeg ankom en fredag, og den første weekend kunne jeg ikke rigtig tænke på andet, end at jeg bare ville være derhjemme hos min familie og ikke mindst min kæreste. Det blev heldigvis noget helt andet, da jeg kom på arbejde om mandagen. Alting var jo pludselig så nyt og spændende, og i løbet af den første uge var jeg mere eller mindre faldet til ro og havde affundet mig med at være langt væk hjemmefra.

Der er ingen tvivl om, at det er en udfordring at være væk fra sin kæreste, familie og venner, i så lang til og så langt væk. Hvordan har Jakob klaret det og holdt ud?

- Jeg tror, at det der har gjort, at jeg har kunnet klare det, har været, at jeg har haft så god kontakt til min kæreste. De gange, hvor det har været hårdest, og jeg virkelig har været nede, har det hjulpet mig rigtig meget at snakke med min kæreste, enten over Skype eller pr. sms. På den måde er jeg kommet ud med følelserne, og det tror jeg, har været nøglen til, at jeg har kunnet klare hele forløbet.

En anden ting, der nok har spillet ind, har været, at jeg har været utrolig stædig og bare ville fuldføre det.

Billeder-fra-Brasilien-(3).jpg

 

Der var dog noget, som ikke var med i beregningerne fra starten – den økonomiske krise, som har påvirket handelen.

- På grund af den økonomiske krise, som uheldigvis lige tog fart for alvor, da jeg rejste fra Danmark, har jeg ikke fået helt så meget ud af mit ophold rent arbejdsmæssigt, som jeg havde håbet og forventet, simpelthen fordi der bliver handlet mindre for tiden.

Personlighedsmæssigt, derimod, har det virkelig påvirket mig meget, og jeg er sikker på, at når jeg kommer hjem, har jeg udviklet mig rigtig meget rent menneskeligt. Det er svært at sætte ord på, men når de vante rammer hjemme i Danmark pludselig ikke er der, må man altså bare kaste sig ud i det og klare mange ting på egen hånd.

Kulturen er så forskellig, man har ikke lige sine venner eller familie i nærheden, man skaber nye venskaber, man oplever alverdens ting osv. Der er bare så mange faktorer der spiller ind. På den side føler jeg virkelig, at jeg har fået helt vildt meget ud af det.

Gode råd

Til slut giver Jakob tre gode råd til andre unge om at tage et praktikophold i udlandet.

  • Ha' masser af gå-på-mod og opsøg hele tiden det, du gerne vil – tingene kommer ikke af sig selv.
  • Spørg alt hvad du kan, folk vil hellere end gerne hjælpe og fortælle dig alt muligt, og de ved godt, at du er ny og derfor har brug for gode råd.
  • Til sidst – og helt sikkert det sværeste: Prøv at lade være med at savne det derhjemme alt for meget og nyd i stedet det, der sker i nuet. Den danske hverdag og de derhjemme venter på dig, og du kommer med sikkerhed hjem til det igen. Men det du har, mens du er udstationeret, vil ikke altid være der. Det er en once in a lifetime experience!

Fakta

DLH-Group får tilskud under PIU-ordningen (Praktik i Udlandet) til udgifterne i forbindelse med Jakobs praktikophold i Brasilien.
PIU giver tilskud til praktikophold i udlandet for elever og lærlinge i de grundlæggende erhvervsuddannelser. Både hvis eleven har en dansk uddannelsesaftale, og hvis eleven tager direkte i praktik hos en udenlandsk arbejdsgiver. Læs mere om PIU her www.ciriusonline.dk/piu eller kontakt Ingrid Hornshøj Johansen ij@ciriusmail.dk
Direkte tlf. 33 95 70 82.
Sidst opdateret: 25/06 2009