TV som løftestang for elevdemokrati
Den inspiration Hans Thomas Hjorth fik på et kursus gennem Comenius Efteruddannelse blev den sidste brik, der manglede for at kunne realisere idéen om at bruge medier som virkemiddel til elevdemokrati på Århus Købmandsskole.
Af Gry Dose Jarmer, Styrelsen for International Uddannelse.
”Ved Århus Købmandsskole har vi i nogle år tumlet med tanken om at oprette et elevdrevet TV-studie”, fortæller Hans Thomas Hjorth underviser på hovedforløbet i kontoruddannelsen på Århus Købmandsskole.
Det var derfor lige i skabet, da han så et kursus om brug af medier som virkemiddel til elevdemokrati. Hans Thomas Hjorth kunne deltage i kurset på Malta, fordi han fik tilskud gennem Comenius efteruddannelse til rejsen, opholdet og kursusudgiften.
På kurset var der deltagere fra Rumænien, Polen, Danmark og en række andre europæiske lande. Alle med det til fælles, at de brænder for at få elever til at tage aktivt del i f.eks. at lave TV-udsendelser på og om deres skole.
Ansvaret ligger hos skolens klasser på skift
Med over 30 års erfaring fra Århus Købmandsskole ved Hans Thomas Hjorth en del om, hvad der optager eleverne og ikke mindst, hvad der engagerer dem.
Kurset var inspirerende med dets fokus på demokrati og medier og det gav idéer til, hvordan man konkret inddrager elever i medieproduktion. Hans Thomas Hjorth fortæller stolt: ”Den første udsendelse var elevproduceret. Tanken er, at skolens klasser på skift skal have ansvaret for at lave udsendelser, som de selv synes er sjove og interessante.”
Udsendelsen handlede blandt andet om HG-uddannelsen og om, hvordan den kan blive bedre, hvad elevrådet arbejder med og endelig foregik en kåring af månedens brøler – begået af en af eleverne.
Det handler om elevdemokrati
Det bekymrer ikke Hans Thomas Hjorth at lade eleverne drive TV-stationen. Skolen udstikker en redaktionel linje og så er resten op til eleverne. Det handler jo netop om elevdemokrati. Alligevel har han idéer til, hvad udsendelserne kunne handle om. Eleverne kan bruge udsendelserne til at præsentere sig selv, når de søger efter en praktikplads.
Med et såkaldt video-CV får en elev mulighed for at brænde direkte igennem. Det kan kobles med portræt af en lokal virksomhed, der har og søger elever.
Inspiration fra Malta
Der ligger meget forarbejde i at stable en TV-station på benene. Kurset på Malta var kun et led i forberedelserne, men det gav god inspiration til at komme i gang. Og så er nogen af kollegaerne fra Århus Købmandskole også tiltalt af tanken om faglig efteruddannelse i et andet land i Europa.
AABC Nyheder
Se den første udsendelse fra AABC Nyheder.
Comenius efteruddannelse
Næste ansøgningsfrist til Comenius efteruddannelse er den 14. januar 2011.
Alle, der er beskæftiget med kompetencegivende grundskole og ungdomsuddannelse kan søge om tilskud til rejse, ophold og deltagergebyr.
Kurset, som Hans Thomas Hjorth deltog i, fandt han i Comenius-Grundtvig databasen. Hvilke andre muligheder, du har for Comenius efteruddannelse, kan du læse om her.




