Dansk-amerikansk uddannelsesaftale forlænges med tre år
Den danske regering vil udarbejde et forslag til, hvordan det såkaldte DK-USA program kan sikres en ny bevilling frem til 2009.
DK-USA programmet hører under den oprindelige uddannelsesaftale, der løber frem til 2006. Siden 2000 har aftalen resulteret i tilskud til samarbejdsprojekter og studie- og praktikophold for ca. 6 mio. kr.
Om uddannelsesaftalen mellem Danmark og USA:
I kommende tre år vil det dansk-amerikanske uddannelsessamarbejde blandt andet fokusere på:
-At understøtte strategiske partnerskaber mellem danske erhvervsskoler og amerikanske community colleges. Dette arbejde skal sigte på at skabe et mere internationalt uddannelsesmiljø på institutionerne og danne fundamentet for udarbejdelse af egentlige handlingsplaner for internationalisering.
-At professionalisere og internationalisere lærer- og ledelsesarbejdet på institutionerne gennem udveksling og samarbejde.
-At styrke indsatsen for at fremme kvaliteten og anseelsen af de erhvervsrettede ungdomsuddannelser ved at fremme udviklingsmulighederne i uddannelserne og tilbyde flere elever muligheder for studie- og praktikophold.
- At styrke innovation og iværksætteri i uddannelserne.
- At modvirke frafald fra uddannelserne, bl.a. gennem forbedret vejledning.
- At udvikle metoder og redskaber til at vurdere og anerkende realkompetencer.
Da den nye uddannelsesaftale blev indgået i efteråret 2006, tilkendegav undervisningsminister Bertel Haarder overfor sin amerikanske kollega Raymond Simon, at den danske regering vil fremsætte et forslag til, hvordan programmet kan sikres en fornyet bevilling frem til 2009.
300 danskere på ophold i USA
Det er CIRIUS, som administrerer DK-USA programmet, der nu har udsigt til at fortsætte. Programmet giver tilskud til fx udvikling af nye uddannelsesmetoder, benchmarking af uddannelsesstandarder, undervisningsforløb og udveksling af elever, lærere og ledere.
Mere end 300 elever, studerende, lærere og ledere har siden 2000 været på ophold i USA med tilskud fra programmet. For eksempel var 20 danske elever fra syv forskellige handelsskoler i år på fire ugers studieophold på Bunker Community i Boston sammen med fire danske lærere.
Både elever og lærere boede hos amerikanske familier og lærte blandt andet om teambuilding, branding og marketingstrategier. I en evaluering skrev en af eleverne: ”Du lærer en anden kultur at kende, andre mennesker og ikke mindst bliver du bedre til engelsk. En superfed tur”.
Se flere projekteksempler og læs mere om DK-USA programmet på ciriusonline.dk.




