Videre til indhold | Videre til menunavigation

02/03 2007

Dansk på fire uger i Aabenraa

Som forberedelse til at studere i Danmark kan Erasmus-studerende få et lynkursus i dansk sprog og kultur. Det er cool ferie med netværk og dansk til husbehov.

Det danske sprog og kultur går åbenbart direkte i blodet på 18 europæiske Erasmusstuderende - i hvert fald at dømme ud fra den begejstring, der møder CIRIUS, da vi spørger til de studerendes tilfredshed og udbytte af et 4 ugers sprog- og kulturkursus på Højskolen Østersøen i Aabenraa. Kurset er arrangeret af CVU Sønderjylland, og er en del af den intropakke, som Erasmus-programmet tilbyder studerende, der tager på udvekslingsophold i et land, hvor modersmålet ikke er engelsk, tysk, fransk eller spansk.

Gianviti
Gianviti Lefemine fra Italien skal efter sprogkurset starte på Vitus Bering i Horsens.

De 16 studerende, der i januars mørke har fundet vej til Højskolen Østersøen kommer fra 12 forskellige europæiske lande. Fælles for dem alle er, at de i foråret 2007 skal studere ved en dansk videregående uddannelsesinstitution. Nico fra Tyskland skal læse jura i København, Isabelle fra Belgien skal på lærerseminariet i Haderslev og en lille håndfuld skal i gang med ingeniørstudier i Horsens.

Men inden de når så langt, kæmper de alle en brav kamp med at få styr på gloserne i det danske sprog. Det er absolut ikke nemt, er alle enige om. Ord og udtryk som ”meget koldt” og ”hvordan har du det?” kræver et mundtøj i verdensklasse. Alligevel snubler de studerende næsten over hinanden, da vi beder om eksempler på deres kunnen. ”Ja, for fanden” er et fedt udtryk siger Christine fra Frankrig. ”Det vil jeg bruge rigtig meget, når jeg kommer til København.”

Fælles for de fleste er, at ingen af dem har været i Danmark tidligere. Det er jo ikke en oplagt feriedestination, siger en af de polske studerende, men tilføjer at Danmark er et veludviklet samfund; hvor alle taler engelsk, og det smukke design, gør det til en æstetisk oplevelse at være her.

Cool ferie

Det er fristende at spørge, om man overhovedet kan lære dansk på fire uger, og hvilket indtryk er det, man får af dansk kultur?

”Professor i dansk bliver jeg ikke; men jeg synes rammerne for kurset er velvalgte. Man får undervisning i det danske sprog og historie og befinder sig samtidig midt i et stykke dansk kultur. Det er ret cool med sådan en slags intellektuel ferie”, siger Isabelle fra Belgien.

International koordinator på CVU Sønderjylland, Tove Heidemann supplerer ”Vi er ret imponerede over de studerendes interesse og arbejdsiver. De har tre timers intensiv sprogtræning hver dag og foredrag om dansk kultur om eftermiddagen. Og alligevel efterlyser flere af dem mere undervisning. Men det er en generel erfaring, at de studerende, der er mobile, har både fagligt og personligt overskud. Ellers var de slet ikke taget af sted”.

For alle de studerende gælder, at engelsk bliver undervisningssprog på den uddannelsesinstitution, de skal læse på efter kurset. Men man skal af den grund ikke underkende værdien af at kunne tale og forstå dansk til husbehov – slet ikke når man skal til at bo sammen med danske studerende på et kollegium. Derfor har Isabelle bevidst valgt at indtage sine måltider ved ”det danske bord” i spisesalen på Højskolen Østersøen.

Fra sekt til familiært

Introduktionen til dansk kultur omfatter selvsagt mødet med danskerne, og her falder talen igen på højskolen som ideelt kursussted. ”Her møder man danske højskoleelever og får sat tænderne i masser af dansk mad”, fortæller Isabelle.

Alle var dog ikke lige begejstrede i starten. ”Til at begynde med var jeg meget skeptisk og forvirret, når vi sammen med højskoleeleverne skulle synge sange fra Højskolesangbogen. ”Jeg troede, jeg var landet hos en sekt?” siger Marcin fra Polen. Christine fra Frankrig nikker og tilføjer: ”Men efter en lille uges tid blev sangmøderne helt naturlige for mig, og nu er det faktisk sådan, at vi alle sammen glæder os til dem og leder efter sange, vi kan synge”, siger hun.

Den tillid, der vises de studerende på højskolen, får også en bemærkning med på vejen ”Det er helt fantastisk med det her self-service ølsystem” siger Nico, og henviser til den æske der står ved baren, som de studerende skal lægge en 10’er i hver gang, de tager en kold fra kassen.

En ting har alle de studerende bemærket under kurset på højskolen - man diskuterer meget i Danmark! Flere kommenterer dialogformen i undervisningen, og det viser sig, at flere af de studerende bevidst har valgt Danmark på grund af den interaktive undervisningsform, og fordi vi har ry for høj kvalitet i de uddannelsesforløb, der udbydes på engelsk.

Kurset giver et netværk

Der er bred enighed om, at deltagelsen i kurset har stor betydning for, hvordan selve studieperioden kommer i gang bagefter. De studerende har allerede vænnet sig til Danmark og fået et netværk af andre udenlandske studerende, som de kan holde kontakten med. Fordelen er, at de andre ofte læser i en anden by, så man er stadig tvunget til at møde andre studerende – helst danske. Men som Gianvito fra Italien, der skal studere i Horsens siger: ”Jeg skal helt sikkert også besøge mine nye venner i København, og nu skal jeg jo ikke tænke på et sted at bo. Nico eller Christine klarer madrassen”.

Med de studerendes glade udsagn i bagagen forlader vi Sønderjylland og kører tilbage til CIRIUS’ kontor i København. At Danmark ikke kommer ind på Top 10 som et oplagt feriested for europæiske studerende, skal vi i åbenbart ikke være kede af. De studerende, der vælger at studere hos os, kan tydeligvis godt vente på sol og sommer i syden, så længe de får drømmestudier og debatkultur i Danmark. Og her skal vi være glade for at de danske studiesteder og vores tilgang til læring ses som både udfordrende og spændende. At de studerende på januarkurset så kickstarter med et ophold på en dansk højskole er en ekstra fjer i hatten for både dem og os.

Fakta om sprog- og kulturkurset

Sprog- og kulturkurset - i daglig tale kaldet EILC – Erasmus Intensive Language Course - afholdes i 20 europæiske lande, hvor modersmålet hverken er engelsk, tysk, fransk eller spansk. EILC-kurserne er med til at sikre, at de mindre europæiske lande forbliver attraktive studiedestinationer på trods af, at man som studerende ikke på forhånd er fortrolig med det talte sprog.

I studieåret 2005/06 var i alt 153 Erasmus-studerende fra 19 lande på Erasmus sprog- og kulturkursus i Danmark. Udover CVU Sønderjylland, har Aarhus Universitet, Roskilde Universitetscenter og CVU Vitus Bering i Horsens afholdt kurser. 25 danske Erasmus-studerende valgte at deltage i et EILC-kursus i udlandet før studiestart.

Læs mere om EILC, muligheder og tilskud.

Sidst opdateret: 18/06 2009