Videre til indhold | Videre til menunavigation

07/09 2010

Portræt af den nytiltrådte studieadministrative medarbejder

Hvordan informerer man de udenlandske ansøgere tilstrækkeligt? Hvordan sikrer man, at de studerende, som optages, er kvalificerede? Det er udfordringerne for en studieadministrativ medarbejder, som arbejder med optagelse.

Af Lise Fogh, Styrelsen for International Uddannelse

Maria Nørby Nielsen, ny studieadministrativ medarbejder på Professionshøjskolen Metropol, arbejder med den uddannelse, som Metropol, tidligere Suhrs Seminarium, udbyder under navnet Bachelor's Degreee in Global Nutrition and Health, og hun er ansvarlig for at vejlede og informere ansøgere til uddannelsen, hvoraf mange er udlændinge.

Begyndte helt forfra

- Da jeg startede på Metropol, måtte jeg begynde helt forfra og sætte mig ind i reglerne, f.eks. adgangsbekendtgørelsen, fortæller Maria, som er uddannet cand.mag. i engelsk.

Adgangsbekendtgørelsen er de regler, som Undervisningsministeriet har fastsat for optagelse af studerende på bacheloruddannelserne. Bekendtgørelsen omfatter bl.a. kravene til adgangsgivende eksamener.

- Jeg kunne bruge mine egne erfaringer. Hvis jeg ikke selv forstod en vejledning, så ville ansøgerne heller ikke kunne forstå den. Altså måtte den skrives om.

Maria Nørby Nielsen

Maria Nørby Nielsen blev ansat som studieadministrativ medarbejder på Metropol sidste år, så 2010 er det første år, hvor hun har gennemført en hel optagelsesproces. Hun er cand.mag. i engelsk, og allerede i sin studietid arbejdede hun med internationale studerende på DTU. Også i sit første job i en it-virksomhed havde hun ansvar for internationale medarbejderes forhold.

Svært at dokumentere de specifikke adgangskrav

En af vanskelighederne var at formulere, hvordan ansøgerne skal dokumentere, at deres uddannelser opfylder de specifikke adgangskrav. Til Global Nutrition and Health er der krav om kemi på C-niveau og engelsk på B-niveau samt enten matematik, biologi eller samfundsfag på C-niveau.

Det er let nok, hvis der er tale om en dansk adgangsgivende eksamen, f.eks. en studentereksamen, men hvordan finder man ud af, om en nepalesisk studentereksamen indeholder tilstrækkelig kemiundervisning? Ansøgerne skal derfor indlevere både en fagbeskrivelse med angivelse af timeantal og information om forudgående undervisning i faget i grundskolen og en egentlig fagplan.

- Jeg har først og fremmest brugt baggrundsoplysningerne i Eksamenshåndbogen (på www.iu.dk/ehb). Den har været en kæmpe hjælp, siger Maria. Dernæst har jeg set på timeantallet og fagplaner og prøvet at vurdere niveauet. Hvis jeg stadig er i tvivl, taler jeg med studiets uddannelsesleder. Nogle ansøgere bliver afvist, fordi der mangler dokumentation for, at adgangskravene er opfyldt.

- Det ville være en stor hjælp, hvis Eksamenshåndbogen også omfattede vurderinger af de specifikke adgangskrav, selv om jeg ved, at det er en næsten umulig opgave, fordi uddannelserne er så mangfoldige, bare inden for EU.

- Desuden er det et problem, forklarer Maria, at herboende udlændinge, som ikke taler dansk, ikke kan supplere deres eksamen med et GS-kursus eller et enkeltfag i kemi. Vi har ikke kunnet finde kurser på engelsk.

Gode råd

På baggrund af sine erfaringer har Maria disse råd til andre studieadministrative medarbejdere:

  • Saml al vigtig information ét sted på hjemmesiden
  • Gør vejledningen så detaljeret, at det tydeligt fremgår, hvilke dokumenter ansøgerne skal indsende
  • Få bedre garanti for engelskkundskaber gennem krav om international test
  • Brug undervisernes erfaringer fra klasseværelset i arbejdet med optagelsen.

- Og så skal man hele tiden være bevidst om kulturforskelle, understreger Maria. Selv om noget giver mening i en dansk kontekst, gør det det ikke nødvendigvis et andet sted.

EU og ikke-EU

Maria arbejder med to ansøgergrupper, EU og ikke-EU ansøgere. Der gælder nemlig forskellige regler for de to grupper. Hvor EU-borgere blot skal have en adgangsgivende gymnasial uddannelse svarende til den danske, skal mange ikke-EU-borgere desuden have læst ét år på universitetsniveau eller have tilsvarende supplering.

Maria tager ofte kontakt til de involverede uddannelsesinstitutioner i udlandet for at indhente den nødvendige dokumentation, og det er meget arbejdskrævende. – Derfor er det meget vigtigt, at vi på vores hjemmeside nøjagtigt angiver, hvilke dokumenter de studerende skal indsende. Fx skal vi have både eksamensbevis plus karakterudskrift. Mange sender kun karakterudskriften, fordi beviset ikke indeholder særlig megen information.

- Hvis vi ser et mønster i de fejl og mangler i de indsendte materialer, skynder vi os at rette på hjemmesiden, forklarer Maria. - Jeg henviser også mange til den engelske del af iu.dk, hvor de kan se adgangskravene fordelt på lande.

Professionshøjskolen Metropol
Professionshøjskolen Metropol ligger i centrum af København - med udsigt til Rundetårn

Skærpede krav til engelsk

I 2010 har Metropol skærpet kravene til engelsk.  Det er sket på baggrund af, at man tidligere har oplevet, at nogle af de internationale studerende måtte ophøre med uddannelsen som følge af manglende engelsksproglige kompetencer. Tidligere var det tilstrækkeligt, hvis ansøgerne kunne dokumentere, at de havde læst et år på en videregående uddannelse, hvor der blev undervist på engelsk. Men det gælder ikke længere.

Fra 2010 skal de have bestået en engelsk-test inden for de sidste to år, og kravene er endda blevet hævet, så man skal opnå 6,5 i en IELTS-test.

- Jeg anbefaler især IELTS-testen, blandt andet fordi jeg kan verificere resultatet, forklarer Maria.

Metropol er oprettet som institution på IELTS, og så kan Maria få adgang til systemet og kontrollere, om en studerende rent faktisk har bestået prøven med de angivne resultater. Ved TOEFL-testen er der ikke samme mulighed, men ansøgerne kan bede TOEFL om, at deres resultat sendes direkte til Metropol.

- Det er ærgerligt, at man må have mistillid, men vi har i år afsløret tre falske beviser, fortæller Maria. Først bliver jeg forarget, når jeg opdager, at nogen har snydt.  Men så tænker jeg på den desperation, der kan ligge bag ønsket om at studere i Danmark.

Maria Nørby Nielsen

Dramatisk fald i ansøgere

I 2010 har Global Nutrition and Health oplevet et dramatisk fald i ansøgninger fra ikke-EU-ansøgere. I 2009 var der 150, mens der i 2010 kun var 50 af denne type ansøgere. Til gengæld var der 180 ansøgere til de 36 pladser for EU-borgere, og de pladser blev hurtigt fyldt op - i øvrigt med 50 % danskere og 50 % andre nationaliteter.

En af årsagerne til det store fald blandt ikke-EU-ansøgere er, at Metropol i år besluttede, at man ikke længere ville bruge agenter. Man har indtil i år benyttet agenter til at rekruttere kinesiske, nepalesiske og indiske studerende til uddannelsen. Men erfaringerne viste, at flere af de anviste ansøgere ikke kunne honorere de krav, der stilles til professionsbachelorstuderende.

De skærpede krav og dokumentkontrol har desuden betydet, at kun meget få ikke-EU ansøgere kom gennem nåleøjet.

Hent hjælp hos styrelsen

Styrelsen for International Uddannelse hjælper uddannelsesinstitutionerne med at vurdere udenlandske eksamensdokumenter ved optagelse på videregående uddannelser:

• Mail, skriv eller ring til styrelsen, hvis du har brug for hjælp til at vurdere, om et eksamensbevis er adgangsgivende til videregående uddannelse, og om der er behov for ægthedskontrol.

• Benyt Eksamenshåndbogen på www.iu.dk/ebh, som beskriver adgangsgivende eksaminer fra cirka 125 lande.

• Tag del i det årlige seminar for studieadministrative medarbejdere, som optager internationale studerende på grunduddannelserne, eller benyt den årlige workshop, hvor alle kan få hjælp til at få vurderet konkrete uddannelsesdokumenter.

• Få sparring ved andre spørgsmål om vurdering af udenlandske adgangsgivende eksaminer i forbindelse med optagelse af internationale studerende.

• Direkte telefon til styrelsens hotline er 33 92 62 24 og 33 95 70 21.

Sidst opdateret: 22/09 2010