Videre til indhold | Videre til menunavigation

08/02 2010

Du kan klage over en meritafgørelse truffet af din uddannelsesinstitution

Læs denne artikel, hvis du har søgt merit for dansk eller udenlandsk uddannelse og er utilfreds med din uddannelsesinstitutions meritafgørelse. For så kan du måske klage til Kvalifikationsnævnet.

Af Anne Larsen, Kvalifikationsnævnets sekretariat.

Hvad er Kvalifikationsnævnet?

Kvalifikationsnævnet er en uafhængig klageinstans. Sekretariatet er placeret i Styrelsen for International Uddannelse.

Kvalifikationsnævnet behandler klager over visse typer af afgørelser truffet af danske uddannelsesinstitutioner i sager om merit og forhåndsmerit for dansk og udenlandsk uddannelse samt klager over visse typer af afgørelser om anerkendelse af realkompetence.

På denne side kan du finde information om, hvorvidt der kan klages over din afgørelse: iu.dk/kvalifikationsnaevn.

Hvordan klager du?

Hvis du vil klage over en afgørelse, skal du stile klagen til Kvalifikationsnævnet, men sende den til den uddannelsesinstitution, som har truffet meritafgørelsen, således at den får mulighed for at vurdere sagen på ny. Hvis institutionen fastholder afgørelsen, sender den klagen videre til Kvalifikationsnævnet med en udtalelse. Kvalifikationsnævnet vurderer derefter din klage og sender dig snarest muligt et svar.

Der er en klagefrist på 4 uger. Din uddannelsesinstitution er forpligtet til at give dig vejledning i klageproceduren. Kvalifikationsnævnet kan se bort fra klagefristen, hvis du ikke har fået korrekt klagevejledning.

Kvalifikationsnævnet tager kun stilling til selve afgørelsen, dvs. spørgsmålet om, hvor meget eller lidt merit der kan gives på uddannelsen. Kvalifikationsnævnet behandler altså ikke klager over retlige forhold.

Hvem består Kvalifikationsnævnet af?

Nævnet består af en formand, som er jurist, samt en række sagkyndige medlemmer, som tilsammen har sagkundskab inden for alle de uddannelsesområder, som Kvalifikationsnævnet behandler sager inden for.

Tidligere afgørelser

Kvalifikationsnævnets hjemmeside på iu.dk kan du se de klager, nævnet har modtaget, og de afgørelser, der er truffet siden 2007.

Yderligere information

Du kan finde mere information om Kvalifikationsnævnet og dine klagemuligheder ved at klikke på linket eller skrive til Kvalifikationsnævnets sekretariat på kval-naevn@iu.dk – telefon: 33 95 70 26.

Sidst opdateret: 08/02 2010