Videre til indhold | Videre til menunavigation

02/06 2010

Randers Kommune tager globalt ansvar

Dannelsen af Randers Millennium i januar 2009 er Randers Kommunes konkrete bud på at tage et globalt ansvar og arbejde aktivt med FN's 2015-mål.

Af Pia Hegner, Styrelsen for International Uddannelse.

Randers Millennium arbejder på at øge kendskabet til 2015-målene ved at igangsætte og understøtte projekter fra både virksomheder, borgere, foreninger og organisationer. Indtil videre er Randers den eneste Millennium-kommune i Danmark, men der findes allerede mange Millennium-kommuner i Holland, Sverige og Irland.

Læs mere om FNs 2015-mål

Hvad gør Randers Millennium?

Kommunens Millennium Sekretariat hjælper ildsjæle, organisationer og virksomheder i gang med konkrete samarbejdsprojekter med Uganda, men initierer som udgangspunkt ikke egne projekter.
Sekretariatet kan hjælpe med at finde de rette kontakter og måske også støttemuligheder til forskellige typer projekter.

To gange om året arrangerer de en delegationsrejse til Uganda for at føre samarbejdspartnere sammen.

Du kan se mere om den sidste delegationsrejse i januar på hjemmesiden for Randers Millenium.

Berner Nielsen sammen med Mbales borgmesterPartnerkommune i Uganda

Arbejdet er centreret omkring en partnerskabsaftale mellem kommunen og den ugandiske kommune Mbale. De to kommuner arbejder i fællesskab på at styrke blandt andet kultur- og erhvervslivet i Randers og Mbale.

Samarbejdet er delt op i tre spor

Business to business: Her handler det om at få virksomheder i Region Midtjylland til at engagere sig i Uganda. Der er bl.a. etableret et godt samarbejde med Danida, den danske ambassade i Kampala og Væksthus Midtjylland.

Lars Bendix, en lokal forretningsmand, driver nu virksomhederne Farm Mountain Coffee og One Café, hvor han samarbejder med 120 kaffefarmere i Uganda. Han siger: ”Det er flot, at Randers Kommune tør tænke ud af boksen med sådant et udviklingsprogram, der får virksomhederne til at vende blikket mod Afrika.”

People to people: handler om at fremme mellemfolkelige relationer med henblik på at få skabt udvikling. Indtil videre har der været projekter fra både individuelle ildsjæle, foreninger og organisationer. Randers Millennium arbejder med oplysning, undervisning og foredrag, men kunne også tænke sig at få gang i mere konkrete møder mellem grupper af unge fra de to lande.

Randers Business Breakfast Rotary Klub arrangerede fx i april et støttearrangement, hvor overskuddet gik til ofrene for jordskreddene i Mont Elgon området i Uganda. Brian Knudsen, Præsident for RBB, er stolt af sin kommune: "Vi bakker op om det gode kommunale initiativ. Det viser, at vi også kan tage globalt ansvar i tider, hvor det nemmeste måske var at tænke på sig selv."

City to city: Dette er det forvaltningsmæssige samarbejde, der skal understøtte alle de andre projekter, men også bidrage til læring i de kommunale forvaltninger. Man kan fx studere vandforsyning og affaldsindsamling og -sortering, skoler og andre initiativer for unge såvel som for ældre.

Aktive Unge kan måske bruges i Randers

EU-programmet Aktive Unge giver faktisk mulighed for at samarbejde med lande i Afrika. Man kan bl.a. sende eller være volontører og lave kapacitetsopbyggende projekter på ungdomsområdet. Projekterne skal søges direkte i Bruxelles.Randers Millenium billedeDerudover overvejer Randers, efter et møde med Styrelsen for International Uddannelse, om der er grobund for at samle unge fra forskellige Millennium-kommuner på europæisk plan. Man kunne bl.a. gå sammen om Demokratiprojekter, eller lade de unge selv udvikle projekter gennem Ungdomsinitiativer.

Endelig kunne man også lave Ungdomsudvekslinger, hvor grupper af unge på tværs af Millennium-kommunerne kunne formulere deres visioner eller lave konkrete støtteaktiviteter til fordel for ugandiske unge. Disse forskellige aktiviteter kan dog ikke give støtte til deltagelse af unge fra Uganda.    

Mere information

Mere information om Randers Millennium kan man se på hjemmesiden www.randersmillennium.dk eller henvende sig til projektleder Villy Jacobsen, tlf: 8915 1125, mail: villy.jacobsen@randers.dk 

Sidst opdateret: 17/09 2010