En vejleders tur til Europas smørhul

Af Claudia Hoffmann Dose, UU-Sjælsø.

På et kort over Europa optager Luxemburg ikke megen plads, befolkningstallet er knap halvdelen af Københavns, og man kan snildt tage en behagelig togtur fra den ene ende af Luxemburg til den anden i løbet af en formiddag. Set igennem vejledningsfaglige briller åbner det luxemburgske uddannelsessystem, med dets nationale særtræk, dog for nogle iagttagelser, der placerer vejledningen i Luxemburg i en særlig kontekst, og gør en sammenligning med hjemlige forhold interessant.

Deltagerne i besøget fra: Spanien, Slovenien, Estland, Danmark (Claudia i grå frakke), Finland, Frankrig og Belgien foran CPOS’s kontor (Centre de psychologie et d’orientation scolaires) i hovedstaden Luxembourg.

Lille land med store krav til sproglige færdigheder

De uddannelsesmæssige perspektiver i Luxemburg præges helt afgørende af den enkeltes sproglige færdigheder. Faktisk i så høj en grad, at sprogbeherskelse i sig selv bliver et underliggende vurderingskriterium med hensyn til uddannelse.

Hvis man skal kunne begå sig i det luxemburgske uddannelsessystem, skal man som minimum kunne beherske de tre officielle sprog letzeburgsk, tysk og fransk. De tre sprog indgår allerede inden for de første 2 års skolegang som en fast integreret del af undervisningen. Fra 7. skoleår undervises der i engelsk, ligesom der på nogle gymnasiale uddannelser kan suppleres med latin, spansk eller italiensk. Vægtningen på sprogindlæring betyder også, at op mod 50 % af den samlede undervisningstid i alle undervisningssektorer er forbeholdt sprogundervisningen. 

At uddannelsesmulighederne og uddannelsesvalget i så høj grad påvirkes af de sproglige forhold, skaber store udfordringer – ikke mindst for de 42,3 procent af Luxemburgs fastboende udlændinge. Hovedparten er af portugisisk, spansk eller italiensk afstamning, og man behøver ikke megen fantasi for at forestille sig, hvilke problemstillinger der rejser sig, når fx 13-14-årige flytter til Luxemburg med familien og skal honorere skolesystemets krav om tre sprog.

Vejlederne taler om et forprogrammeret nederlag, og systemet forsøger derfor også med små plastre på såret at etablere enkelte skoler, der imødekommer tilflyttere. Dette ændrer dog ikke ved, at sprogkravene i det ordinære system til stadighed kan fremstå som uoverstigelige forhindringer. At lette tilgangen til det luxemburgske uddannelsessystem ved at give køb på et eller flere af de tre sprog ville dog være det samme som at sige farvel til en samlet national bevidsthed, og det kommer derfor slet ikke på tale.

Vejledning i et uddannelsessystem fuld af stopklodser

I denne sammenhæng indgår vejledningen i Luxemburg som et centralt element i elevernes vej igennem det luxemburgske uddannelsessystem. Oprykning i næste klasse er afhængig af karaktergennemsnit, hvor der ikke levnes plads til en skønsmæssig vurdering. Selvom uddannelsesparathed ikke er en anvendt term, er det åbenbart, at der for luxemburgske børn og unge er tidlige og tydelige stopklodser for deres videre færd igennem uddannelsessystemet. 

Ved afslutningen af den fælles grundskole i 6. klasse foregår den nok mest afgørende vurdering og selektion af eleverne. Her afgøres det, om eleven skifter til lycee classique, det almene gymnasiums 7.-9. skoleår, eller til lycee technique, hvor der både udbydes erhvervsgymnasiale- og erhvervsuddannelser. Muligheden for at skifte mellem uddannelserne senere i uddannelsesforløbet fremstår i denne sammenhæng mest som en teoretisk undtagelse. 

Vurderingskriterierne er omfattende og består af samtaler med forældrene, med eleven, af pædagogiske nationale tests og ikke mindst en række kognitive tests. I det hele taget er anvendelsen af psykologiske-, intelligens- og interessetests et meget udbredt fænomen i det luxemburgske uddannelsessystem. 

Lycee classic eller Lycee technique

Den endelige afgørelse træffes af klasselæreren fra grundskolen, en lærer fra henholdsvis lycee classique eller lycee technique, skoleinspektøren i grundskolen og en psykolog. Sidstnævnte har dog ingen stemmeret. Forældrene har ingen indsigelsesmuligheder, men kan sørge for, at barnet kommer til en optagelsesprøve på et lycee classique. Der kan også fremsendes et samlet dossier til en optagelseskommission på lycee technique, der tager stilling til en eventuel optagelse.

Hvis eleven går i lycee classic, skal der efter 9. klasse tages stilling til, hvilken gymnasial overbygning elevens karakterer og evner peger hen imod. Også her findes der adgangsgivende pointtal.

Rundvisning på CNPC, Centre National de Formation Professionelle Continue, hvor vi så et træningscenter, der dels vejleder elever før en evt. erhvervsuddannelse, dels er for elever, der er droppet ud af en erhvervsuddannelse.

Går eleven til gengæld på lycee technique, differentieres der mellem fire mulige uddannelser af forskellig varighed. En gymnasial overbygning i retning af htx elle hhx, en EUD-vej, der fra begyndelsen peger på noget, der svarer til en akademiuddannelse med adgang til fagligt begrænsede universitetsuddannelser, en EUD-uddannelse, der sluttes med erhvervskompetence og en EUD-uddannelse på grundniveau.

På trods af denne differentiering har det tekniske område ikke høj status, heller ikke den tekniske studentereksamen. Hvis en elev ikke kan honorere kravene til nogen af ovenstående uddannelsesretninger, tilbydes et modulaire forløb i ”lower ability stream”. Omkring halvdelen af unge med udenlandsk baggrund er under uddannelse på dette niveau.

Vejledningen i Luxemburg … og i Danmark

Fra et dansk perspektiv vil det luxemburgske system nok ses som en meget rigid og ikke mindst tidlig uddannelsesmæssig sorteringsmekanisme. Omvendt synes de danske vurderingsbegreber som faglige, personlige og sociale kompetencer i luxemburgske øjne at være så elastiske, at vurderingen af uddannelsesparathed eller indstilling til optagelsesprøve i værste fald kan komme til at bero på tilfældigheder, subjektive skøn og et relationelt fokus på bekostning af faglige kompetencer. 

Det er dog ikke alene i den metodiske praksis, at det danske og luxemburgske vejledersystem adskiller sig fra hinanden. Vejen til at blive vejleder i de to lande fremstår også ganske forskellige. En luxemburgsk vejledningssøgende kan således være ret sikker på, at vejlederen på den anden side af bordet er gået den lige uddannelsesvej. Efter en skarp statslig udvælgelsesproces, en såkaldt concour, en 1-3 års prøvetid og en afsluttende eksamen har man som vejleder sikret sig et livslangt embede som tjenestemand. Det giver sikkerhed, men manglende incitament til erhvervsmæssig mobilitet. Den danske rekrutterings- og ansættelsesmåde kan i den sammenhæng lyde næsten skræmmende eksotisk.

På trods af disse forskelle er strukturen i de danske og luxemburgske vejledningssektorer sammenlignelig. Begge landes størrelse bidrager til, at vejledningsverdenen opleves som overskuelig – hvor problemstillinger kan løses professionelt via personlige eller faglige relationer. Vejledning dels som rådgivning, dels som psykologisk støtte, fremstår i den forstand heller ikke kun som noget, der beskæftiger danske vejledere.

Virker vejledning, og kan vejledning kompensere for skolesystemet?

Vejledningsverdenens evigt tilbagevendende spørgsmål, om effekten af vejledningen, bliver for Luxemburgs vedkommende søgt besvaret igennem tilfredshedsundersøgelser blandt forældre, elever og lærere. Aktuelle undersøgelser viser udbredt tilfredshed med den luxemburgske vejledning, og en afbrudt uddannelse lægges ikke vejledningen til last. Dette er en interessant iagttagelse, ikke mindst fordi kombinationen af den tidlige indplacering på et uddannelsesspor og vejlederens indvirkning på dette sætter vejlederen i en meget magtfuld position.

De luxemburgske vejledere giver dog udtryk for, at vejledningen mangler råderum, der kan forhindre forprogrammerede nederlag blandt de unge, og de betegner det luxemburgske skolesystem som et af de mest selektive i Europa.De tilskrive det dog især den særlige sproglige situation og ikke det tidlige valg af uddannelsesspor.

Det altafgørende spørgsmål må dog være, om de unge i Luxemburg holder fast i den valgte uddannelse? Her tegner der sig et tankevækkende billede. I aldersgruppen 16-18 år falder 51,1 procent midlertidigt fra, hvoraf 37,1 procent igen kommer i gang med en uddannelse. Erhvervsuddannelserne står for den allerstørste del af frafaldet på trods af, at der her altså kan vælges flere niveauer af erhvervsuddannelse. Ligesom tilfældet er i Danmark, er det også i Luxemburg drengene og unge med udenlandsk baggrund, der har højst frafald, mens frafaldsprocenten er relativt faldende i takt med stigende akademisk uddannelsesniveau. Luxemburg formår altså ikke med deres vejledningsmodel at forhindre et højt frafald.

Når alt dette er sagt, fremstår den kæmpemæssige indsats, som Luxemburg gør med hensyn til tidlig sprogindlæring og systematisk sproglig indsats, som forbilledlig. Der hersker på alle niveauer konsensus om, at et lille lands borgere kun kan klare sig rigtig godt i et globaliseret videnssamfund ved at beherske en vifte af sprog i stedet for at nøjes med modersmålet og engelsk. De unge, der er så heldige at vokse op i et af Europas smørhuller, er således også bevidste om deres multikulturelle ekspertise og den globale bevidsthed, de har tilegnet sig.