Ildsjæle i Belarus

Af Pia Hegner, CIRIUS.

Belarus, tidligere benævnt Hviderusland, ligger klemt inde mellem Letland, Litauen, Polen, Ukraine og Rusland og har ikke forbindelse til havet. Landet kaldes Europas sidste diktatur, og det er ikke helt ved siden af.

Alle organisationer skal være godkendt af styret

Vi indledte vores studietur med et besøg hos Undervisningsministeriet, der forklarede os, at ungdomspolitik er et centralt emne og meget struktureret, fordi 25 % af befolkningen er unge. Der er 160 ungdomsorganisationer i Belarus. De er samlet i en paraplyorganisation, Belarusian Committee of Youth Organisation, der styres centralistisk og kun kan beskæftige sig med sager, som har myndighedernes velsignelse.

Vi mødte formanden for organisationen, der fortalte, at de flere gange har søgt om medlemskab af European Youth Forum, men har fået afslag, i øvrigt i lighed med flere andre tidligere Sovjet-stater.

Hvis man ønsker at starte en NGO, skal man have myndighedernes godkendelse – ellers opererer man illegalt, og det slås der hårdt ned på. Vi mødte derfor kun organisationer, der var såkaldt legale, heriblandt en organisation, der holder styr på bevægelser i alle de andre NGOer i en database, som opdateres med hjælp fra myndighederne. Under dette besøg fortalte de os, at de dog også vidste alt om de illegale organisationer, men de stod selvfølgelig ikke i databasen.

De NGOer, vi mødte, lavede således ikke politiske aktiviteter, men udelukkende fritidsaktiviteter for børn og unge, både helt almindelige og forældreløse, handicappede eller andre marginaliserede grupper.

Deres lokaler var pauvre og møbler og udstyr ligeså, men der var farver på væggene og humøret var højt. Vi blev mødt af så mange entusiastiske frivillige, der brændte for lige netop deres sag, og udrettede små mirakler med de midler, de nu engang havde til rådighed.

I vores gruppe var en polak, som tilhører det polske mindretal i Litauen og arbejder for en mindretalsorganisation i Vilnius. Han ville jo gerne have kontakter til lignende organisationer i Belarus, der har et polsk mindretal på 4 %, men netop den slags NGOer er ikke legale, så officielt kunne han ikke mødes med en stor polsk mindretalsforening med hjemsted i Grodno tæt på den polske og litauiske grænse.

Hverdagen i Belarus

Vi besøgte to byer, hovedstaden Minsk og den gamle kulturby Grodno. Begge byer var i fin stand, Minsk dog, fordi den stort set er bygget efter afslutningen af Den Store Patriotiske Krig (den vi kalder 2. Verdenskrig, men mere om dette emne senere i artiklen).

Minsk havde brede boulevarder, fine huse, masser af monumenter og nærmest helt vildt mange træer. Byen virker lys og luftig, men der er selvfølgelig også mange af de store betonblokke med lejligheder, alle dog med legepladser og mange malet op i lyse pastelfarver.

Vi snakkede om, at man ikke så mange børn på gaderne, men det skyldtes, at boligernes grønne områder ligger lukket af for omverdenen, og der er børnene.

De offentlige transportmidler fungerede upåklageligt, både metro og busser var fyldt godt op. Man så lidt flere Ladaer af ældre model på gaderne end i de fleste andre lande, og mange lastbiler var også virkelig gamle, men ellers virkede bilparken meget moderne.

Det kan være svært at finde forretningerne, da der ikke bruges vinduesudstillinger. Selv et stort varehus skjulte sig godt under en intetsigende facade. Kun mængden af mennesker, der myldrede ind og ud, afslørede, at her måtte foregå et eller andet, og så var der ellers dømt shopping til absolut små priser. Mange af os havde lommelærker med hammer og segl eller træskærerarbejder med hjem.

De unge er klædt meget ”vestligt”, og da en af de østrigske deltagere stolt fremviste en jakke og en kjole, som hun havde købt, var vores unge værter overraskede over, at vi overhovedet kunne finde noget tøj, vi gad købe i Belarus. De kiggede ned af sig selv og konstaterede, at de ikke havde et eneste stykke tøj på, som var købt i deres eget land.

Den sidste aften var vi på en stor danserestaurant med plads til mange hundrede mennesker. Her kommer store grupper af unge og spiser, drikker og danser til orkestermusik til kl. 1. Det er nemlig rimeligt billigt at spise og drikke ude selv for deres pengepung. Der var dørmænd, og alt for fulde folk blev håndfast sat på porten.

Den største oplevelse – og overraskelse

Belarus fejrer Sejrsdagen i den Store Patriotiske Krig den 9. maj.  Det var den dag, hvor Sovjetunionen (som Belarus dengang var en del af) endeligt havde besejret Hitler. Alle sejl (og segl) var sat til, og gaderne var pyntede med flag og balloner. Fra byens største mast vejede det gamle USSR-flag, rødt med hammer og segl og bogstaverne CCCP.

Vi nåede desværre ikke at høre præsident Lukasjenko tale på Sejspladsen med den evige flamme for de tabte soldater. Men aldrig har vi set så mange højt dekorerede militærpersoner, både mænd og kvinder. Og de fik røde nelliker af de almindelige borgere som tak for deres indsats. 9. maj er veteranernes dag, hvor Belarus husker, at næsten en tredjedel af borgerne blev dræbt i krigen.

Flere optog bar rundt på gamle Sovjet-flag, store Lenin-plakater, og et enkelt sted var der sørme også en stor plakat med Stalin! Hele dagen er dedikeret til fejring af sovjetiske symboler, og slagordene for dette års Sejrsdag var: patriotisme, mod og ”Vi vandt!”

Præsident Lukasjenko har siden 1996 forhandlet med Rusland om at danne en stat, der skal hedde Unionen af Rusland og Belarus. Denne forkærlighed for sovjetiske værdier er også grunden til, at der siden 1995, er to officielle sprog, belarussisk og russisk. Kort efter udråbelsen af selvstændigheden signalerede det patriotisme at tale belarussisk, men nu er det mere et tegn på oprør mod statsmagten at gøre det.

Muligheder for samarbejde inden for Aktive Unge programmet

Der blev skabt mange gode kontakter, og de to danske ungdomsskoleledere mener godt, at man kan lave fx ungdomsudvekslinger med partnere fra Belarus. Ligeledes kom jeg selv hjem med partnerforslag til volontørtjenesten.

Det vil dog nok være nemmere at være værter for grupper eller individer fra Belarus, end at sende danskere til Belarus. Det skyldes til dels visumtvangen, der både gør det dyrt og besværligt at besøge landet, og dels at organisationerne ikke må modtage penge fra udlandet uden at betale 25 % i skat til staten af dem, og det er der ikke plads til i de tilskud, der kan opnås i programmet.

Vi fik dog at vide, at organisationerne kan undgå denne skat ved at oprette en konto i Litauen, hvor pengene så hentes med over grænsen i kontanter. Man skal imidlertid påregne en del flere praktiske problemer end ved partnerskab med mange andre lande. Til gengæld vil man få partnere, der er virkelig interesserede i at lære om andre kulturer.