Fik et 3D kick i Seattle
Fire uger på et amerikansk college og virksomhedsbesøg hos tre af producenterne af spil og spillefilm fra PlayStations og til ”Ringenes Herre” løftede elevernes uddannelse på 3D College i Grenaa.
Hvor Las Vegas er for spillefugle, så er Seattle for de spil- og spillefilmsglade. ”Børn”i alle aldre har glæde af at lege og spille på PlayStations verden over. I Seattle ligger spilgiganten Nintendo og omkring det verdenskendte varemærke ligger en underskov af etablerede og nye spiludviklere.
Eleverne på 3D College i Grenaa oplevede den spændende faglige branche, hvor både de store spil som Counter-Strike og små hyggespil bliver til. Og det gav dem et kick af de store.
-De fire uger var prikken over i’et. Faktisk har de fire uger i Seattle, både fagligt og socialt, været 90 % vigtigere end det seneste års skolegang, fortæller Tobias, Peter og Kasper, som alle er ved at afslutte deres uddannelse på 3D College i Grenaa.
3D College Denmark
70 elever fordelt på 3 årgange
Erhvervsuddannelserne: Webintegrator og multimedie animator, Beliggende i Grenaa, Danmark,
www.3dcollegedenmark.dk
Nogle medarbejdere fra Valve havde blandt andet arbejdet på ”Ringenes Herre”. Navnene siger sikkert ikke mange almene danskere noget, men for nogle unge mennesker, hvor animationer, film og spil er ”verden”, så har ugerne i Seattle være ”stort”.
Virksomhederne rummer omkring 100 til 200 medarbejdere. Valve har sammenlagt over 1000 medarbejdere, fordelt over 3 etager, hvor 2 af dem står for support.
3D-byen Seattle
Flere store virksomheder bl.a.: Nintendo, Valve, Monolith, samt utallige mindre spilfirmaer
Spændende arbejdsmiljø
-Det var spændende at se de lokaler, hvor medarbejderne arbejder. Lokalerne indrettet til miljøet, så medarbejderne lever sig ind i den fiktive fortælleverden. Det inspirerer og skaber en særlig stemning. Den kreative proces bobler af liv og af samarbejde, fortæller Kasper, Peter og Tobias om oplevelserne.
De tre studerende besøgte virksomheden Monolith sammen med 17 andre studerende. Der blev de vist rundt og fik lov til at teste delelementer af et spil. Derefter blev de bedt om at give feedback på oplevelsen, ved at udfylde et skema, hvor de skulle forklare hvad der fungerede og hvad der ikke gjorde. Monolith blev så glade for deres feedback at de inviterede dem tilbage igen for at teste det igen.
Vi må ikke fortælle, hvad det er for et spil, de er i gang med at skabe. Det er hemmeligt. De var lidt stressede, fordi de snart skulle præsentere spillet, fortæller de tre studerende.
De 3 studerende, i selskab med to lærere, besøgte også Valve, som blandt andet er kendt for spillet ”Counter-Strike”. Og det var overraskende let at få kontakt til dem.
-Vi mailede til virksomheden hjemmefra og spurgte, om vi måtte komme på besøg. Vi forventede ikke meget, men vi tog chancen. Dagen efter fik vi en mail tilbage med svaret: ”Ja, hvornår kommer I?” Vi blev vist rundt og fik lov til at kæmpe mod Valve i et af deres egne spil, og vi fik høvl.
Der var altså gang i tingene, men der var plads til humør og skæg.
-Selv om der er stress på, så er der orden i galskaben. Det var nogle drengerøve, der drillede hinanden, men de vidste, hvad de havde at gøre med, så hver del af et spil bliver til en helhed. Den oplevelse har givet blod på tanden, siger de tre enstemmigt.
Ligeløn hos Valve
Hos Valve, som altså skabte computerspillet ”Half-Life 2” var der ingen rangorden. Og hvad, der vil komme bag på mange, er, at der er ligeløn.
-Når vi ser rulleteksten på en film vil vi se at folk er delt op; der er en instruktør, en producer, skuespillere, kamerafolk osv. Alle har et fastlagt job.
Sådan fungerer det ikke hos Valve. Der bidrager alle med det de kan, de bliver ikke låst fast til at arbejde på visse dele af spillet. Det kan være interiør, modeller og omgivelser. Men de bliver ikke låst i en del af processen.
De kan skifte alt efter opgave for at udvikle sig og blive inspireret i den konkrete opgave, forklarer Peter, Kasper og Tobias.
Kulturen i den enkelte virksomhed var også forskellig. Hos Valve og Monolith er der ikke megen tid til familieliv. Det er en livsstil, og der er lys døgnet rundt. Medarbejderne er overvejende fra 19- til 30-årige.
-Hos Amaze var der plads til familierne. Der var fester, hvor børnene kunne muntre sig med hoppeborge og børnespil. Og så holdt de for eksempel vinfester, fortæller de tre.
Evner frem for karakterer
De fik også en fornemmelse af, hvad de skal præstere for at blive ansat i branchen.
Det er selvfølgelig vigtigt at man kan sit kram, men de kikker faktisk ikke så meget på ens portfolie eller cv som man skulle tro. Det vigtigste er at man viser sin entusiasme og personlighed frem.
Man skal være en god holdkammerat, en som andre medarbejdere kan have det sjovt og arbejde godt med.
Et godt sted at starte er at arbejde på et ”mod” som er en forkortelse af ”modifikation” .
Det vil sige at du har et spil som du har tænkt dig at eksportere dine 3D modeller til. Det at du kan få dine modeller ind i et spil, få dem til at fungere ordentligt og se godt ud, er meget mere imponerende for et spilfirma. Det viser nemlig at du kan dit kram og du virkelig vil arbejde med det. Counter-Strike blev udviklet på den måde. Valve fik øjnene op for de nørder der havde udviklet det og hyrede dem alle sammen lige på stedet forklarer Peter, Kasper og Tobias.
Turen til Seattle har sat sig spor hos hver enkelt. Tobias er faldet for spiludvikling, Kasper vil arbejde videre med hjemmesider med bl.a. animationer. Han starter faktisk snart egen virksomhed sammen med to kolleger på IT-College i Grenaa. Peter har en drøm om at lave spillefilm.
I folkemunde bliver flokken på 3D College kaldt ”nørder”, fordi der kun er få med deres kompetence, og at virksomheder ikke har fået øjnene op for det nye medie for alvor.
At de faktisk udvikler sig igennem kultur, kunst og musik fortæller nok mere om, hvad uddannelsen kan føre til. I takt med mediet vokser sig stort i erhvervslivet, også i Danmark, vil drengene fra 3D College blive værdsat som designere og kunstnere.
Tobias sluttede meget betegnende en formiddag på 1. sal over Stena Line på Grenaa Havn, hvor 3D College også har til huse, af med at sige:
-3D er meget ligesom at være en digital stenhugger, bare uden begrænsninger.
Så kan læserne selv gøre sig tanker om, hvor svært det er at være en ”dygtig nørd” i 3D.
Den danske stat har ydet tilskud til studieturen.
Tilskuddet er givet via DK-USA programmet som administreres i CIRIUS. www.3dcollegedenmark.dk




