Flere danske lærere dater på eTwinning
Den europæiske eTwinning-portal er blevet et populært værktøj til at starte et hurtigt klassesamarbejde over nettet. Halvdelen af alle danske skoler har nu afprøvet portalens muligheder.
Af Lars Kolind Jensen, Styrelsen for Universiteter og Internationalisering.
EN PÆDAGOGISK DATING-PORTAL for lærere, der gerne vil lave internationale klassesamarbejder uden for meget besvær. Sådan beskriver chefkonsulent Claus Berg eTwinning, der er blevet et kendt fænomen på i hvert fald halvdelen af alle danske skoler:
- Over 1100 danske skoler har brugt eTwinning indtil nu, og der kommer hele tiden nye til. Alene i dette skoleår har vi kunnet byde yderligere 200 velkommen, og det synes jeg viser, at portalen har masser af potentiale, siger han.
Claus Berg er den ene af to koordinatorer i styrelsen UNI-C, der har ansvaret for den danske del af eTwinning. Portalen findes i 30 europæiske lande og er oversat til 20 sprog.
En hurtig måde at komme i gang på
eTwinning kan både bruges til at finde lærere i udlandet, der interesserer sig for det samme som én selv, og til at lade eleverne udveksle tekst, billeder, videoer, og hvad man ellers synes er relevant.
Men hemmeligheden bag succesen er nok, at det er nemt at komme i gang, mener Claus Berg:
- Der skal ikke sendes lange ansøgninger eller afrapporteringer. Det er rimelig let at finde en partner, og samarbejdet varer kun så længe man har lyst til at fortsætte det.
Og ifølge Claus Berg er der masser af belæg for, at eleverne får interkulturel kompetence af at mødes og samarbejde over internetet.
Børne- og undervisningsministeren bakker op
Det er der mange, der har fået øjnene op for. I forbindelse med åbningen af Uddannelsesforum i november opfordrede børne- og undervisningsminister Christine Antorini landets lærere til at lave flere internationale klassesamarbejder over internettet:
- Når eleverne skal arbejde med sprog, kultur, samfundsforhold og globalisering, så er det jo oplagt at have en venskabsklasse i Finland, Singapore og USA, som man kan have dialog med på tværs af tid og rum, sagde ministeren.
Fællessang på 2300 kilometers afstand
Niels Askholm, der er lærer på Selsmoseskolen ved Taastrupgaard, har fundet en fast partner via eTwinning, nemlig en skole i Tyrkiet. Det er musik, der er det fælles omdrejningspunkt, og danske og tyrkiske elever lærer hinandens sange og danse over internettet.
Samarbejdet har foreløbigt stået på i et år, og eleverne har nærmest adopteret hinanden, fortæller han:
- Det kan godt være, at der er 2300 kilometer mellem os, men vi har allesammen lært hinanden at kende, og både elever og os lærere skriver sammen på Facebook hele tiden.
Internationalisering, IT og interesserede elever
Niels Askholm opfordrer sine kolleger til at kaste et blik på portalen og overveje, hvad et hurtigt internationalt samarbejde kan tilføre deres fag:
- Hvis man kan gøre det, der står i de fælles mål, at man skal gøre, altså få en international dimension på plus en tredje dimension i form af IT og samtidig motivere eleverne, hvorfor så ikke gøre det?
Læs mere
- Læs mere om mulighederne i eTwinning på EMU
- Se Christine Antorinis tale i forbindelse med Uddannelsesforum
- Se Niels Askholms eTwinning-projekt.
Flere fakta om eTwinning
- eTwinning henvender sig både til grundskoler og ungdomsuddannelser.
- I indskolingen kan et projekt handle om nære ting som ”mit værelse”, ”mit kæledyr” eller om at sende en bamse rundt mellem flere lande og lade den sende breve hjem om sine oplevelser.
- I udskolingen har et projekt mellem Danmark og Grækenland fokuseret på konfirmationsforberedelse, og eleverne har sammenlignet deres syn på religion, traditioner og ungdomsliv i det hele taget.




