Forsamlingshuset er landsbyens sidste bastion

Af Lars Kolind Jensen, Styrelsen for International Uddannelse.

ENGANG var forsamlingshuset landsbyens omdrejningspunkt. Det var dér, man gik til sangaftener, høstfest og gymnastik, dér man mødte sin kæreste, holdt sit bryllup og dåben for sine børn, og det var også dér at tilrejsende foredragsholdere oplyste om politik, litteratur og verdens gang. Forsamlingshuset var dér, man hørte sammen.

Men så kom krisen i 1970'erne, det vil sige urbaniseringen, individualiseringen, globaliseringen, affolkningen af landdistrikterne, butiksdøden og alle de andre processer, der tilsammen har omdannet de nordligste, vestligste og sydligste dele af landet til Udkantsdanmark.

I dag danner de grå vægge i mange af landets godt tusind tilbageværende forsamlingshuse mest ramme om seniorbridge og gravøl. Hvis man altså kan låne nøglen, for det er ikke en selvfølge, at der er råd til at fyre i vintersæsonen.

Der må gøres noget, mener man i Landsforeningen af Danske Forsamlingshuse.

En værktøjskasse skal vende udviklingen

”Når købmanden lukker, er forsamlingshuset det sidste sociale mødested i landsbyen. Den sidste bastion for fællesskab og identitet. Når forsamlingshuset dør, dør landsbyen!”

Det er Jørgen Krogh Hessellund, der løfter den advarende pegefinger. Han er en af drivkræfterne bag Grundvig-projektet ”Learning Heart”. Sammen med bestyrelsesmedlemmerne i LDF, Tonni Bjerrum og Anders Sørensen, har han vendt blikket mod udlandet i bestræbelsen på at genskabe forsamlingshusene som lokale omdrejningspunkter for kultur og læring.

Deres udenlandske samarbejdspartnere tæller landboforeninger, universiteter og også forsamlingshuse, som minder om de danske. Men de har alle et fælles mål om at udvikle en værktøjskasse med redskaber, som kan være med til at inspirere det frivillige initiativ i landområderne.

Hvordan kan forsamlingshuset gøres til et center for læring? Her udveksles erfaringer med engelske kolleger.

Under Grundtvigs billede

Partnerne har fra begyndelsen skelet interesseret til Grundtvigs hjemland. De danske forsamlingshuse er nemlig kendt i udlandet som en del af den grundtvigianske højskolekultur og folkeoplysning.

”Man bliver lidt duperet”, fortæller Tonni Bjerrum, ”i Ungarn, 150 kilometer fra Budapest i en lille by, der hedder Kövágóörs, ligger der en folkehøjskole. Oppe på tredje sal, op ad en faldefærdig trappe i et meget lille kontor, hvor der kun er plads til to stole, der hænger et billede af Grundtvig på væggen. Det er jo fantastisk!”

Men i Danmark er det gået støt ned af bakke i de seneste årtier. I mange forsamlingshuse er det kun den ældste generation, der sidder tilbage med de sidste rester af landsbyens fællesskab. Også her, er der behov for inspiration udefra.

Forsamlingshuset som center for læring

Inspiration er der rigeligt af i landsbyen Aberystwyth i Wales, hvor det lokale ”community centre” samarbejder med universitetet om at udbyde kompetenceudviklende kurser for lokalområdets alt for mange arbejdsløse.

”På den måde får de fat i de unge ude på landet, som i kraft af deres sociale arv ellers aldrig ville komme i kontakt med et universitet eller få råd til at tage en uddannelse”, fortæller Jørgen Krogh Hessellund.

I Danmark ser han en tendens til, at uddannelsesstederne flyttes ind mod byerne, men måske kan forsamlingshusene gøres til små centre for læring, hvor der kan udbydes efteruddannelse og kurser, der svarer til de lokale virksomheders behov:

”Kompetenceudvikling af den brede befolkning er altafgørende, hvis man vil fastholde virksomheder ude i landdistrikterne. Sådan er det jo også i Danmark”, påpeger Jørgen Krogh Hessellund. Det kan blive en nytænkning af Grundtvig.

Nye generationer kræver nye kulører

I det hele taget skal der nye generationer til, hvis forsamlingshusene igen skal spille en rolle i landsbysamfundene, mener Tonni Bjerrum. Med sine 75 år rejser han landet rundt med gode råd til de aldrende bestyrelser, som han opfordrer til at tænke i flere baner end bridge:

”Jeg siger til dem, at de må gå på loppemarked og købe noget brugt legetøj, og så må de slå dørene op for ungerne to eftermiddage i ugen fra 15-17.30 og lade dem tumle. Det giver børnene ejerskab til forsamlingshuset, fra de er helt små.”

Og så må der bogstaveligt talt nye rammer til, mener han:

”Det kan ikke hjælpe noget, hvis man skal holde bryllup eller fødselsdag, at væggene har sådan en kedelig, grå kulør, som de havde i gamle dage. Få dem malet og få noget lydisolering på loftet, så man kan høre musik, der er til at holde ud at høre på. Det behøver ikke koste det hvide ud af øjnene, hvis man får nogle til at give en hånd med, så kan man nå langt!”

Man skal bygge på det folkelige initiativ, mener Tonni Bjerrum. Her er projektdeltagerne fotograferet foran et forsamlingshus i Norfolk, England. Det er opført i halm af lokale frivillige.

Kultur er noget, der skal læres

Det sidste møde med projektpartnerne skal holdes der, hvor kragerne vender og regnbuerne ender, som de siger i Vind, en 520 indbyggere stærk landsby 13 km syd for Holstebro. Her skal ungarerne, waliserne, englænderne, hollænderne og grækerne besøge det forsamlingshus, som Tonni Bjerrum var hovedmand bag at opføre for fire år siden.

Han fik startet en indsamling og slået kommunen for en million, og EU fik også lov at bidrage, og nu har både musikforsyningen, skiklubben, landsbyfestudvalget, det lokalhistoriske arkiv og alle de andre foreninger fået sig et fælles kulturhus.

Men kultur er noget, der skal læres, og da bestyrelsen blev lidt overmodig og forsøgte sig med opera, så kneb det lige lidt, indrømmer han. Men kun indtil man tog moderne teknologi i brug:

”Det hjælper jo ikke noget at sætte en annonce i lokalavisen, hvis der ikke er nogen, der læser den. Så må man ud og bruge nye ting som mail-lister og sms og Facebook og Twitter.”

Operakompagniet blev mødt af det, der svarer til en femtedel af Vinds befolkning. Så med de rette redskaber kan udviklingen i de europæiske landdistrikter måske vendes fra gravøl til kultur og kompetenceudvikling.

Grundvig-projektet Learning Heart præsenterer deres færdige værktøjskasse til august.

Tonni Bjerrum er tydeligt stolt, når han fortæller om husets mange aktiviteter. Som fx koncerterne med Steffen Brandt og Lis Sørensen som trak fulde huse fra både Vind og nabosognene - det er da navne, man kan være bekendt at præsentere?