"Hvis du keder dig, er det din egen skyld"

Af Lise Fogh, Styrelsen for International Uddannelse.

Ulla søgte via nettet og fandt frem til domstole både i USA, Australien og New Zealand. Hun sendte i alt 58 ansøgninger og valgte domstolen i Christchurch, New Zealand. Til daglig er Ulla kontorelev i Retten i Sønderborg, men i fem uger fik hun en enestående indsigt i det new zealandske retssystem.

Katrine Cordsen Schmidt (tv) og Ulla Hermann er elever i Retten i Sønderborg, og de anbefaler andre elever at tage et praktikophold i udlandet.

"Man arbejder på en helt, helt anden måde. Det er baseret på det engelske retssystem. Derovre er fængslerne mere hårde. Det er ikke sjovt at komme i fængsel, så de gør det nok ikke igen, når de først er kommet ud", mener Ulla. "De har en anden holdning til straf, de er mere konsekvente, mere firkantede."

Speciel ret for unge kriminelle

Til gengæld har de et meget bedre system for unge kriminelle, fortæller Ulla. "Der er en særlig Ungdomsret med specielt uddannede dommere. Når der var en sag med en ung, indkaldte man en fra kommunen, en politibetjent, en fra et behandlingshjem og en advokat. De samme personer mødte op i hele sagsforløbet, og man prøvede at finde måder at hjælpe den unge og på denne måde forebygge fortsat kriminalitet. Der blev også holdt møder med den unges familie."

Ulla var så heldig, at retten i Christchurch var indstillet på, at hun skulle få indsigt i flere forskellige afdelinger af retssystemet. "Jeg var ude med fogeden, når han skulle sætte folk ud eller inddrage regninger, og jeg var også ude på politipatrulje. Det var vildt spændende."

Ikke alene er retssystemet anderledes i New Zealand, indretningen af retssalene er også forskellig fra danske retssale.

Hun prøvede desuden at overvære retsmøder med domsafsigelser. Hun fik endda mulighed for bagefter at gennemgå dommen med dommeren, så hun fik en forståelse for, hvad de dømte på baggrund af, og hvad forskellen var i forhold til det danske retssystem og vores strafferammer. Ulla var positivt overrasket over den interesse, hendes værter viste for forholdene i Danmark, så hun fik god brug for det materiale, hun havde forberedt om det danske retssystem.

Alting på to sprog

Katrine Cordsen Schmidt oplevede en helt anden hverdag, da hun var på praktikophold i Sisimiut i Grønland. Dér bestod domstolen af et lille kontor med tre medarbejdere. Det betød, at Katrine virkelig kunne være til nytte. Mens hun var der, fik kontoret nemlig fogedsager, som de ikke tidligere havde prøvet. Så de sager klarede Katrine – på dansk og grønlandsk. Hun lærte både at snakke og forstå lidt grønlandsk, men har glemt det hele igen. "Deres ord er to km lange, det er helt vildt!" siger hun og griner.

Også arbejdstempoet var anderledes end i Sønderborg. "Det gik langsommere, fordi det hele skulle være på både dansk og grønlandsk", forklarer Katrine.

De ansatte på kontoret og de tilknyttede dommere er ikke juridisk uddannede, så når der var behov for juridisk rådgivning, kom der jurister fra Nuuk.

Begge danske elever undrede sig over, at både i New Zealand og i Grønland bruger man stadig mest papir i sagsbehandlingen. "De er bagefter rent computermæssigt", mener Ulla. Det betød også, at det var sværere for hende at arbejde selvstændigt, for blanketterne skulle udfyldes i hånden. Til gengæld fik hun lov til at sidde i informationen og mundtligt oplyse folk, der kom, om hvor og hvornår, deres møder var.

Ingen hjemve

Hverken Katrine eller Ulla havde hjemve, mens de var væk. Fem uger skulle man nok kunne klare, også hvis de havde haft en kæreste, mener de begge. "Det er sådan en kæmpe oplevelse, så det må man kunne give hinanden", siger de.

Katrine fik heldigvis også tid til at nyde den storslåede natur på Grønland

 "Det sværeste for mig var, hvordan jeg skulle få passet min hest, mens jeg var væk", fortæller Katrine. Heldigvis tilbød hendes far at få det arrangeret, men hun savnede at komme ud at ride hver dag.

"Selvfølgelig var der dage, hvor man tænkte: Nå, så blev det søndag”, fortæller Ulla, "for det bliver jo også hverdag og dårlige dage. Men hvis du keder dig, er det din egen skyld", fastholder hun.

Begge elever blev rigtig godt modtaget af deres kolleger. "Vi spiste sammen og gik i byen, og de inviterede mig med til udflugter. Fx var jeg med på hundeslæde", fortæller Katrine. Til gengæld var den grønlandske mad ikke noget for hende. Hun synes, det lugtede slemt.

Arrangerede selv opholdet

Katrine og Ulla har arrangeret deres udstationeringer selv. "Da jeg blev ansat, fik jeg et brev, hvor der stod om muligheden for at komme til udlandet", fortæller Katrine, som straks fik lyst til at prøve det. Da en af kollegaerne havde arbejdet i Grønland, fik Katrine en mailadresse og skrev dertil. Efter lidt tid fik hun svar om, at det hele var arrangeret, inklusiv en lejlighed, hvor hun kunne bo.

Ulla tyede, som nævnt, til internettet for at finde et praktiksted, som ville modtage hende.

Det eneste krav fra arbejdspladsen i Sønderborg var sproget. Byretspræsident Karen Thegen siger: "De skal kunne forstå sproget, ellers bliver udbyttet for lille."

Opholdene blev finansieret gennem PIU-ordningen, så rejserne og lønrefusion blev betalt af AER, Arbejdsgivernes Elevrefusion. Den del af det stod domstolens elevansvarlige, Tove Struck, for. Og det var der ingen ben i. "Jeg sendte bilagene ind og fik beløbet refunderet. Det var nemt nok", siger hun.

Der var ikke tale om en særlig forberedelse af de to elever. "Jeg vurderede hver gang, om den unge kunne klare at være væk i fem uger", fortæller Tove Struck, "og det mente jeg godt, de kunne hver især. Og det har jo også vist sig, at de har lært at begå sig og været ude for mange ting."

Tove Struck bad om at få en mail om ugen, der fortalte, hvordan det gik. Det kunne Katrine ikke opfylde fra Sisimiut, fordi netforbindelserne var for dårlige, men Ulla sendte mange mails hjem om sine oplevelser. De blev delt blandt kollegerne i Sønderborg.

Retten i Sønderborg har til stadighed fire elever, to nye hvert år, og de er helt indstillet på at støtte nye elever, som får lyst til at rejse ud. "Det kan også være en rekrutteringsfaktor", mener Karen Thegen. Da uddannelsesforløbet kun er på to år, kan det ikke lade sig gøre med ophold af flere måneder; 5-6 uger er det maksimale.

Domstolsstyrelsen anbefaler udlandsophold

Lars Wiitanen-Hansen har udarbejdet informationsmateriale om udstationering og PIU-ordningen på domstolsstyrelsens intranet. Du er velkommen til at kontakte ham for gode råd.

"Vi nævner mulighederne for praktikophold i udlandet, hver gang vi har seminar for de elevansvarlige medarbejdere", fortæller Lars Wiitanen-Hansen, som er formand for Elevudvalget under Domstolsstyrelsen, "og de er alle sammen positive over for ideen. Desuden fortæller vi om det, når vi samler eleverne til et introduktionsseminar. Her svarer ca. halvdelen af eleverne, at de er interesserede", fortsætter Lars Wiitanen-Hansen.

"Siden vi startede for et par år siden, har vi sendt 10-12 elever til udlandet ud af ca. 50 pr. årgang. Vores politik er, at eleverne selv skal arrangere opholdet. Selv at stå for det meste af planlægningen giver eleverne en personlig udvikling, og samtidig er det så også kun de elever, der ønsker at lægge et stort arbejde i at arrangere opholdet, der kommer af sted. De skal virkelig ville det", understreger han.

Domstolsstyrelsen vil i fremtiden forsøge at opbygge en bank af mulige praktiksteder, som eleverne kan benytte, men de skal stadig selv tage kontakt og arrangere det praktiske.