I North Carolina har de kørekort!
På Bakkeskolen i Kolding kan eleverne nu tage et særligt valgfag ”International IT”. Her forenes samfundsfag, sprogfag, IT og interkulturel læring, og det er blevet noget af et tilløbsstykke blandt skolens elever.
KOLDING: Der er både latter og undrende udbrud blandt Bakkeskolens elever denne onsdag eftermiddag, da de første gang møder deres amerikanske modparter fra Richland High school. Det foregår over internet med webkamera, og selvom mørket allerede har sænket sig i Kolding, og det er lys morgen i North Carolina, spores der hverken søvnighed i Danmark eller USA.
Heller ikke hos Camilla. Alle hoveder vendes da hun udbryder ”Hvad!” og begejstret peger på sin skærm: ”De må køre i bil som 16 årige derovre!” Det er en oplysning, som til de to læreres slet skjulte tilfredshed vækker en del opmærksomhed og opfølgende spørgsmål i lokalet.
Den danske undren overgås dog næsten af den amerikanske, da det kommer frem, at danske teenagere skam drikker øl til deres fester, og vi forstår, at det ville være helt og aldeles utænkeligt på Richland High.
- Erik Damgaard Pedersen er sous chef på Bakkeskolen og drivkraft bag det nye valgfag "International IT", som omfatter et internetbaseret samarbejde med en high school i North Carolina.
To timers undren om ugen
Den transatlantiske dialog går i første omgang på helt dagligdags foreteelser, om hvornår eleverne står op, møder i skole og hvad de må og ikke må i fritiden. Det varer en times tid inden der siges good bye og computerne lukkes ned, men appetitten på mere er stor, og det er også meningen.
Chat-seancen er første led i et længere didaktisk forløb, som Erik Damgaard Pedersen har tilrettelagt sammen med sin amerikanske kollega. Eleverne kommer fra 8., 9. og 10. klasse, og de har meldt sig til valgfaget ”International IT”, som de har to timer om ugen.
De indledende præsentationsøvelser skal stimulere elevernes undren og interesse og gøre dem klar til at tage fat på tungere emner. Det, der venter, er sundhedssystemer og global opvarmning, fortæller Erik Damgaard Pedersen.
Semi-socialisme eller sygesikring
”Vi har valgt nogle temaer, som er meget dagsaktuelle i både Danmark og USA, og som vi regner med vil provokere vores elever til at interessere sig både for det faglige og hinanden”.
Han fortsætter: ”Amerikanerne har nok forestillinger om, at Danmark er sådan et semi-socialistisk regime, hvor staten dikterer standardbehandlinger for alle, og vi danskere har nok fordomme om, at de fattige derovre ikke har adgang til lægebehandling overhovedet – det skal vi undersøge nærmere og debattere med hinanden”.
Mange læringspotentialer på én gang
Eleverne skal først arbejde med temaerne i fagene og dernæst forberede et undervisningsforløb for hinanden ved hjælp af Word, Excel, PowerPoint og andre IT-værktøjer. Det er nemlig målet med dette valgfag, at de skal lære så meget som muligt fra så mange felter som muligt.
”De lærer at bruge IT-redskaber til kommunikation og formidling, de lærer en masse fagligt i samfundsfag og kulturfagene og de får brugt deres mundtlige engelsk som kommunikationsredskab”, forklarer Erik Damgaard Petersen.
- Lærere, ledere og elever fra Bakkeskolen og Sct. Hans Skole havde en udbytterig studietur til North Carolina i november 2009. Deres fælles rapport kan ses i faktaboksen. Her er det elever fra Richland Primary, der byder velkommen.
Og så er der lige det store ekstra: Eleverne får et kvalificeret grundlag for at afprøve og diskutere deres fordomme om de andre, og de andres fordomme om dem selv. Og det er, ifølge ham, næsten ligeså vigtigt som alt det andet.
IT er ikke længere målet
Det er andet år, at Bakkeskolen udbyder ”International IT”, og man fornemmer på Erik Damgaard Pedersen, at lærernes ambitioner med faget er vokset betydeligt siden begyndelsen.
”Egentlig satte vi det hele i gang med det formål, at eleverne skulle lære at bruge IT-redskaber, men undervejs blev IT et middel snarere end et mål. Vi har opfundet en masse dybe tallerkener undervejs, og én af dem er at bruge elevernes kulturelle undren som afsæt for læring.”
Man får dog ikke Erik Damgaard Pedersen til at sige, at samtaler over internet-programmet Skype kan erstatte rigtige rejser til udlandet med privat indkvartering. Dertil er hans mangeårige entusiasme omkring elevudvekslinger for stor, og i november var eleverne derfor også på besøg I North Carolina.
- Det kan også lade sig gøre uden computere.
Da Bakkeskolen besøgte Richland High i november 2009 fandt danske og amerikanske elever hurtigt hinanden.
”Når vores elever bor hos amerikanske familier og ser, hvordan de ser ud, når de spiser morgenmad, vasker bil, handler ind osv., så kommer de helt tæt på en fremmed dagligdag. Og så lærer de ting, de ikke er forberedt på at lære”, forklarer han.
Til efteråret kommer amerikanerne den anden vej, og det glæder man sig til på Bakkeskolen. Men det er ikke tilrettelagt sådan, at ”International IT” nødvendigvis skal munde ud i udvekslingsophold.
”Der er masser af faglige og interkulturelle gevinster at hente i det rent internet-baserede forløb. Uanset om vi vælger at tage til USA til næste år eller ej”, understreger Erik Damgaard Pedersen.
- Bakkeskolen har på baggrund af arbejdet med ”International IT” søgt Undervisningsministeriet om forsøgs- og udviklingsmidler til at etablere et særligt klasselokale med videokonferencefaciliteter.
- Erik Damgaard Pedersen er sous chef på Bakkeskolen og underviser selv i valgfaget.
- Samarbejdet med Richland High School blev til på baggrund af en partnerskabsaftale mellem NCIU og Styrelsen for International Uddannelse. Læs mere om samarbejdet her.
- Elever, lærere og ledere fra Bakkeskolen og Sct. Hans Skole har skrevet en fælles rapport om deres oplevelser på udvekslingen til North Carolina.
- Skoleniverden.dk's IT-Guide indeholder en mængde IT-redskaber til internationale samarbejder.




