Interkulturel dialog i Riga?

 

Tusinde tak for sidst, det var som altid hyggeligt og givtigt at være sammen med dig. Når du går i gang med at læse mit brev, så vær opmærksom på, at når jeg skriver letter, så betyder det alle de mennesker, der bor i Letland, uanset hvilken national-kultur, de definerer sig selv ud fra.

 

Billede af Letland fra grundskole i Iecava, en by 40 km uden for Riga.

Kulturelt intelligent

Som lovet sender jeg dig et par linjer om min studietur til Riga, som du jo ved, havde overskriften ’Intercultural dialogue in a Multicultural Society’. Spændende, især når man tænker på, hvordan jeg kan bruge netop denne vinkel i mit daglige arbejde på TEC. Som du nok husker, har jeg i TEC’s mentorprojekt blandt andet arbejdet med kulturforandrings-projektet, hvor vi arbejdede mod at gøre TEC mere ’Kulturelt intelligent’ ud fra Elisabeth Plum’s bog. Elisabeth Plum gør begrebet kulturelt intelligent handlingsorienteret ved at skabe tre underkategorier af begrebet:

• Kultur forståelse
• Interkulturelt engagement
• Interkulturel kommunikation

De tre underbegreber kan også anses for at være en ’kende, kunne, anvende’ taksonomi. Du har nok glemt hvad de tre underkategorier betyder, så derfor får du lige en kort beskrivelse af dem:

 

Kultur forståelse betyder, at man som kulturel intelligent har en forståelse for andres kulturelle baggrund, at man har en forståelse for, at vi som kulturelle væsner har forskellige måder at forstå og angribe livet og dets udfordringer på, og at alle kulturer har netop deres ret.

 

Interkulturelt engagement betyder, at den kulturelt intelligente har en vilje og et ønske om at interagere med andre, der bærer en anden kulturbaggrund end ens egen.

 

Interkulturel kommunikation betyder, at man har en vilje og et ønske om at kommunikere, at man er opmærksom på egne barrierer og fordomme i forhold til andre kulturer, og at man har et beredskab til at se ud over disse barrierer og fordomme og derved kan indgå i en fordomsfri kommunikation.

 

Med det i bagagen så jeg naturligvis meget frem til at se, hvordan man håndterer det at skabe interkulturel dialog i Riga, for som os i Danmark, er også Riga et multikulturelt samfund, som skal rumme mange forståelser af og tilgange til verden.

 

Forrest: tolken, Caroline, Iecavas borgmester, Ilma og Valda.  Bagest: Mig, Angela, Les, Gilles og Gerano.

Det første, der slog mig var den venlighed, som mødte mig, da jeg ankom, både fra min lettiske vært Valda men også fra mine ’studiekammerater’: Les fra England, Gerano fra Italien, Gilles og Caroline fra Frankrig, Angela fra Tyskland og Ilma fra Holland. Alle er de nogle pragtfulde mennesker – friske på både et grin og en debat om det, vi oplevede.

 

Nå, men turen har budt på mange oplevelser – oplevelser som bare var dejlige, oplevelser som var smukke, oplevelser der satte mine tanker og idéer på prøve og oplevelser som var skrækindjagende. Faktisk synes jeg, at jeg har fået et fint kendskab til de lettiske forhold samtidig med, at jeg har reflekteret over, hvordan vi gør tingene i Danmark.

 

Her får du lige Letlands historie i pixiudgave, da den er vigtig for forståelsen af mine oplevelser og pointer senere i dette brev.

 

Letland er et land som gennem de sidste over 800 år har været under forskellige landes/fyrsters herredømme. Herunder står Tyskland alene for 700 år som koloniherre. I 1918 fik Letland sin første uafhængighed (fra netop Tyskland), en uafhængighed som blev kort, da Rusland efter Anden Verdenskrig i 1945 indlemmede landet i Sovjetunionen. Dette betød en massiv indvandring i Letland, såvel som i de andre baltiske lande, samt en lige så massiv kulturpåvirkning.

 

I 1991 opnåede letterne efter en dramatisk men ublodig revolution atter den uafhængighed, de i dag værner så meget om. Jeg oplever, at letterne er stolte af det, de har opnået på relativ kort tid – blandt andet demokrati og medlemskab af EU, men jeg oplever også letterne som patriotiske, hvilket meget let kan få en nationalistisk og selvforherligende klang. Især russerne står for skud, hvilket jeg for så vidt godt kan forstå, men når indgangsbønnen til besøget er interkulturel dialog, er det noget jeg noterer mig.

 

Jeg oplever, at Letland gennem sin tilgang til børnenes skolegang, balancerer på et knivsæg i forhold til at blive fastholdt i fortiden og at ønske at bevæge sig ind i fremtiden. Årsagen til, at jeg siger det er, at alle de skoler og kulturinstitutioner vi besøgte, stolt fremviste børn og unge, der sang og dansede for os – sange og danse, som alle uden undtagelse har stærke historiske og nationale rødder.

 

Nu var alle skolerne, vi besøgte det man kalder ’bilingual schools’, altså flersprogede skoler. Vi var blandt andet på skoler med ukrainsk og estisk tilhørsforhold – så eleverne her lærte et hovedsprog, ukrainsk eller estisk, et sekundært sprog, lettisk og så de gængse fremmedsprog. Denne flersprogethed findes i øvrigt kun i grundskolen, og al uddannelse herefter foregår på lettisk.

 

Børn der optræder i traditionelle dragter med traditionel sang og dans.

På skolerne hvor børnene og de unge fremviste dette repertoire af traditionelle sange og folkedanse, blev jeg på den ene side begejstret over vægtningen af traditionerne, da de jo er med til at sikre os en sikker base i en tid, hvor den fælles kultur er på frit valg – men samtidig fik jeg den tanke, at det vel ikke er skolens opgave at fremdyrke disse tilhørsforhold, ligesom det ikke er skolens opgave at dyrke og styrke en nationalitet frem for en anden.

 

Skolen skal vel fordre læring og læringsglæde, give eleverne mulighed for at finde deres egne udtryk, sikre kritisk tilgang til stoffet og lære eleverne at søge og bearbejde viden (især set gennem danske briller).

 

Jeg fik den ide, at hvis en skole definerer sig selv ud fra et nationalt standpunkt, fordrer den ikke nødvendigvis interkulturel dialog, men kan virke ekskluderende for alle dem, som ikke har samme nationale baggrund. Og hvis vi skal tale om samfund, der har interkulturel dialog og er multikulturelle, så må de nødvendigvise have en inkluderende tilgang, ellers kan en kultur og dens skoler meget let komme til at bygge mur om sig selv – og det var jo ikke det, der var hensigten.

 

På en af de skoler vi besøgte, overværede vi en time i lerværkstedet. Netop lerværkstedet har gennem hele min barn- og ungdom været et sted, hvor jeg kunne udfolde mig kreativt og arbejde i alle tre dimensioner. Men her skulle eleverne arbejde med traditionel symbolik, som findes i blandt andet vævede bælter. Det undrede mig meget, men alle læringssituationer vi kom til at opleve, handlede om at reproducere en eller anden form for national symbolik.

 

Jo flere skoler og kulturcentre vi besøgte, jo mere begyndte jeg at reflektere over, om de flersprogede skoler er med til at bevare et skel mellem de forskellige nationaliteter, der bor side om side i Letland. Kan man blive multikulturel i et samfund, der er med til at adskille børn efter deres forældres eller bedsteforældres kulturelle herkomst? Jeg spurgte formanden for en paraplyorganisation for de forskellige nationale foreninger, om han mente, at det gav de unge problemer hele tiden at skulle forholde sig til flere forskellige nationaliteter, men det mente han absolut ikke.

 

Gilles kopierer eleverne. Symbolerne, de skal lave i ler, ligger på hylden.

Den unge generation ønsker at bevare deres nationale tilhørsforhold, de ønsker at dyrke de traditionelle discipliner og at være flersprogede. De føler sig ikke fanget mellem to kulturer. Det undrede mig meget, at unge i Letland er så forskellige fra de unge i Danmark – som for en stor dels vedkommende (dem der har personligt og intellektuelt overskud til det) aktivt til- og fravælger, hvilke dele af den omgivende kultur, der giver mening for dem. Men mange danske unge med minoritetsbaggrund oplever at blive trukket i to retninger – majoritets- og minoritetsretningerne, hvilket giver dem store problemer i deres dagligdag.

 

Og igen kommer knivsægget ind i mit brev, for hvad skal vi bruge traditioner og vores historie til, hvis vi ikke kan bruge dem til at være innovative i vores tilgang til fremtiden? Hvad hvis den unge generation oplever, at fremtiden er noget, de ikke har indflydelse på? Hvad hvis de unge føler, at fremtiden bare bliver en reproduktion af deres forældres og bedsteforældres historie? Hvad hvis de unge ikke bliver kulturelt intelligente af at vokse op i et multikulturelt samfund?

 

Jeg oplever, at letterne har alle brikkerne til at blive kulturelt intelligente, men at der mangler klister til at få brikkerne til at hænge sammen. Letterne har et stort beredskab og viden i forhold til den nationale kultur, de hver især vokser ind i, og derfor har de også muligheden for at indtage en innovativ og nyskabende tilgang til netop deres kultur. Jeg kan dog blive mere usikker på, hvilket kendskab de har til ’de andres’ nationale kulturer, og det er jo netop dette kulturforståelsen bygger på.

 

I forhold til om letterne har interkulturelt engagement, bliver jeg usikker. Jeg oplevede, at de forskellige kulturelle grupper levede ved siden af hinanden, og at der kun var sparsom dialog mellem dem. Denne adskillelse er egentligt forståelig set i lyset af den lettiske historie – man har behov for at dyrke den kultur, som under Sovjet-tiden i høj grad blev undertrykt.

 

Flere letter jeg talte med, udtrykte villighed til at gå i dialog med andre kulturgrupper, men det skulle være med respekt for den lettiske måde at gøre tingene på. Samtidig har man et skolesystem, der i sin umiddelbare respekt for behovet for at definere sig selv i forhold til nationale kulturer, kan være med til at styrke det kulturelle uengagement.

 

I forhold til interkulturel dialog har letterne et sprogligt beredskab, der giver mange andre lande baghjul. De fleste letter mestrer fire sprog, men om de har lyst til at indgå i dialog med folk fra andre kulturbaggrunde, skal jeg blive svar skyldig (Her gælder det vel som alle andre steder, at vi som mennesker er forskellige, og at vores tilgange til det anderledes og ukendte både kan være præget af nysgerrighed, had eller angst).

 

Hvad kan binde letterne sammen i en ny definition af hvad det er at være lettisk? Jeg ved det ikke, men ved dog så meget, at patriotisme og i yderste konsekvens nationalisme ikke er løsningen. Måske kan det være en italesættelse af de problemfelter, man står med – ikke en tavs afstandtagen til, at der er problemer.

 

Studiebesøgets sidste dag gav dog et muligt svar. Valda havde arrangeret et lille foredrag om symbolikken i de traditionelle vævede bælter – et foredrag jeg, hånden på hjertet, ikke rigtig orkede, da jeg havde fået nok af den traditionelle og nationalforherligende tilgang til multikulturalitet.

 

Men hvor blev jeg overrasket, for foredraget blev et eksempel på, hvordan man kan bruge traditionelt håndværk innovativt og sende det lige lukt ind i fremtiden. I et projekt havde man sat mønstrene på en matematisk formel, således, at man ved at indtaste forskellige oplysninger ind i en computer kunne få skabt sit personlige mønster. Man kan indtaste alt lige fra digte, fødselsdatoer til madopskrifter; computeren gør, hvad computere nu gør og vupti – her får du din helt unikke udgave af bæltet.

 

Faktisk kan man gå ind på www.zime.lv og blive en del af et kilometerlangt virtuelt bælte. Netop dette oplæg var det, jeg havde brug for som afslutning på et spændende besøg – et kig ind i fremtiden, en innovativ fremtid.

 

Jeg glæder mig til at vi ses igen.

 

Kærlig hilsen

Charlotte

 

 

PS: Faktisk har Gilles, Gerano og jeg talt om at lave et projekt på tværs af landegrænser omkring midler og metoder på auto-uddannelserne – det kunne være rigtig spændende at få en international vinkel på, hvordan vi pædagogisk kan håndtere frafaldsproblematikkerne, som de desværre også har problemer med i både Italien og Frankrig.

 

 

 

I CIRIUS er det Ingrid Hornshøj Johansen, der varetager EU-programmet Studiebesøg for uddannelseseksperter.

Tlf. 33 95 70 82 , e-mail ij@iu.dk.

Læs mere om programmet www.ciriusonline.dk/studiebesoeg