»Jeg kan bare mærke, at det her bliver rigtig, rigtig godt!«

Af Mette Pabst, EVS-volontør.

Grüß Gott!

I perioden 1. december 2011 til 1. februar 2012 befinder jeg mig i Østrig, nærmere betegnet vintersportbyen Innsbruck, hvor jeg skal være frivillig på det første Winther Youth Olympics.

Maria i de høje bjerge - Europa-frivillig ved Vinter Ungdoms OL i Østrig.

To måneder med wienerschnitzel, sne og røde næser

På min blog kan du følge med i mine oplevelser. Det bliver godt, det bliver nyt og det bliver helt sikkert spændende! Vi er i alt 33 heldige unge fra 17 forskellige lande, der via Europæisk Volontørtjeneste (EVS) er kommet med på projektet.

Den første måned skal jeg arbejde hos Infoeck. Vi er seks fra gruppen, der alle kan tale tysk, og vi skal med ud på forskellige skoler i Østrig og fortælle om Youth OL, EVS og hvordan det er at være frivillig i et andet land.

Europæisk Volontørtjeneste er et EU-program, der sender unge ud at arbejde som frivillige i Europa. Hele herligheden bliver betalt af EU, som dækker både udgifter til forberedelse, rejse, forsikring, kost, logi, sprogkursus og lommepenge under opholdet.

Skærmen er for lille til de store oplevelser

Jeg har været her i syv dage. Det føles som om, at jeg har været her i flere måneder. Jeg har oplevet så meget, jeg har mødt så mange fantastiske mennesker, jeg har fået så mange nye indtryk. Jeg har virkelig prøvet at skrive det hele ned. Der er nok at tage fat på. Personlige historier, diskussioner, eventyr.

Alligevel sidder jeg og stirrer på en tom skærm. Jeg har aldrig troet, at ord ikke kunne række. Men denne her gang ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skal kunne beskrive den stemning, der er i huset. Eller de følelser der strømmer igennem mig.

Info-stand om Vinter Ungdoms OL bemandet af frivillig.

Vi er 33 mennesker her, og vi repræsenterer 17 forskellige lande. Vi bor i et Jugendhaus i Mutters, alle 33 mennesker under samme tag. Man skulle tro, vi var forskellige, at vi lige skulle finde hinanden, løse kulturelle forskelligheder, bruge dagene på at lære at være en gruppe. Men nej. Jeg ved ikke hvordan, men vi har sprunget det første trin over, og er gået direkte til at havde det pisse fedt med hinanden.

Her er både finner med mærkelig accent, estlændere, der brænder for at fortælle folk om deres smukke land, italienere, der ikke snakker engelsk og belgiere med navne, der er umulige at udtale. Der er så mange mennesker her, og der er så meget vi kan lære af hinanden.

Her den anden dag var nogle af os ude at spise middag i Innsbruck. Snakken gik lystigt, og aldrig har jeg følt mig så beriget efter en times snak om løst og fast. Der er så mange forskellige aspekter og kulturer. At møde mennesker fra andre lande giver en bredere forståelse af virkeligheden. Man får flyttet sine grænser og opdager ting, som man aldrig ville have opdaget ellers.

Landet med de gode mænd

Både Nadja fra Bosnien og Telle fra Estland fortalte os, hvor svært det er at finde ordentlige mænd i deres lande, fordi alle mændene rejser væk, så snart de kan komme til det. Når man er midt i tyverne, er alle de gode mænd væk eller afsat til anden side, så når man går i byen står pigerne på spring for at forføre mændene. Kartazyna og Magdalena fra Polen fortalte os om social ulighed, hvordan polakker strømmer til andre lande og bagefter kommer hjem og lever som konger med lønnen fra deres sorte arbejde.

Nadja spurgte, hvorfor vi egentlig er så lykkelige i Danmark, og hvordan vi kunne have sådan et fantastisk land med gode mænd, masser af arbejde og en god infrastruktur. Det var svært at forklare dem, at der også findes fattige i Danmark, og at der faktisk er mere end 10 % af den danske ungdom, der står uden arbejde.

Fordomme står for fald

Alle har et fordrejet billede af alle, og det er netop derfor, at det vi gør her er så fandens vigtigt. Vi lærer noget om hinanden. Bosnien er slet ikke i krig, nogle spaniere er ligeglade med fodbold og russere drikker kun vodka ved festlige lejligheder. Til gengæld spiser de altid suppe til frokost.

Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at finde ud af, hvilke værdier der er vigtige for mig. Jeg er allerede begyndt at acceptere ting, som jeg tidligere har grinet hånligt ad. Vi sidder i rundkredse og deler vores følelser med hinanden, vi har en sten, som den, der taler skal holde, og vi lukker øjnene og holder hinanden i hånden. Men jeg kan slet ikke være kynisk, for det virker. Vi føler os som en gruppe, hvor man kan dele alt med alle.

På egne ben

I går tog vores trænere af sted. Der havde været fire trænere den første uge for at få det hele til at køre, men fra nu af skal vi selv styre det hele. Vi sad uden for rundt om bålet, og kiggede på hinandens ansigter igennem røgen og flammerne. Alle holdt i hånd. Mange græd. Vi fik en sten, der symboliserede os hver især. Min sten er meget smuk. Den er fra bjergene i Tyrol.

På mandag begynder vi at arbejde på vores første job. Vi skifter job i starten af januar, hvor vi kommer over at arbejde med det, vi skal arbejde med under OL.

Jeg lover, at bloggen ikke bliver så følelsesladet hver gang. Jeg var bare nødt til at dele alle de her mærkelige store og fantastiske følelser med jer. Jeg kan ikke forklare hvad det er. Jeg kan bare mærke, at det her bliver rigtig rigtig godt.

• Følg Mettes oplevelser på http://blog.udiverden.dk/mettepabst/