Videre til indhold | Videre til menunavigation

02/12 2009

Læreplads åbner mulighed for praktikophold i London

Det har aldrig ligget i kortene, at Helene Høier skulle være møbelpolstrer – for hende var det vigtigt at arbejde med et kreativt fag, og det var lidt tilfældigt, at det blev møbelpolstring. I dag kunne hun ikke forestille sig at arbejde med andet. Det gamle håndværksfag fascinerer hende.

Af Tanja Lauridsen, CIRIUS

Det lå dog mere i kortene, at Helene Høier gerne ville bruge noget af sin læretid i udlandet. Hun havde allerede været i Australien i ni måneder, og det tiltalte hende meget at kombinere udlandsophold med uddannelsen, og valget faldt hurtigt på London. Skive Tekniske Skole, hvor Helene er elev, havde kontakt til et værksted i London og opnåede tilskud fra Leonardo mobilitetsprogram. Også Helenes læremester, Bruno Nedell, opfordrede hende til at tage af sted. Bruno Nedell har selv rejst meget og har boet i udlandet, så for ham var det nærliggende at inspirere Helene til at rejse ud i den store verden.

Vil gerne tilbage til London

I dag fortryder Helene på ingen måde, at hun tog i fem ugers praktik hos Anne Bruce’s møbelpolstervirksomhed i den sydvestlige del af London – og glæden er gengældt: ”Anne sagde faktisk, at hun gerne ville have beholdt mig, hvis ikke jeg havde haft min læreplads i Danmark, så hun må have været tilfreds med mig i de fem uger”, siger Helene.
Helene kunne godt tænke sig at tage tilbage til London igen efter hun er færdigudlært i 2011. Hun blev meget inspireret af den engelske kultur, og hun fik meget ud af praktikken både fagligt og personligt. ”Fx har de hos Anne Bruce en anden teknik for at flette et sæde på en stol, som jeg lærte derovre. Det tog dog ret lang tid at lære flettemetoden, så jeg brugte 30 timer på at flette selve sædet”. Omvendt lærte Helene sine engelske kolleger en dansk teknik ved brug af lynlåse – så læringen gik begge veje.

Kendte skal også have repareret møbler

Blandt Anne Bruces kunder kommer der ofte kendte ansigter, som får repareret deres dyre designermøbler, eksempelvis skuespilleren Jude Law og guitaristen Mark Knofler – men Helene nåede desværre ikke selv at møde nogen af de kendte.
Hos Anne Bruce reparerer de alt lige fra antikviteter til nye og moderne designermøbler. Også danske designermøbler såsom Arne Jacobsen bliver repareret hos Anne Bruce, så her har Helene fået en masse ny viden, som hun kan bruge på sin læreplads hos Bruno Nedell.
Det hændte også, at der ind imellem var lidt anderledes opgaver, som især indretningsarkitekter bestilte. ”Fx skulle der laves en sengegavl i blå velour med diamanter. Og en anden ville have læder på møblerne, der matchede hendes lyserøde sko – lige meget hvad det kostede”.

Helene Høier og møbelpolstrer Bruno Nedell
Helene Høier og møbelpolstrer Bruno Nedell modtager præmien for at være blandt de tre nominerede til Årets Læreplads 2009

Blandt de bedste lærepladser i Danmark

Helene Høier er meget glad for at være elev hos Bruno Nedell – endda så glad, at hun har indstillet Nedell Møbelpolstring til Årets Læreplads 2009. De bedste lærepladser findes først lokalt på landets tekniske skoler, og til sidst blev de tre bedste udvalgt til landsfinalen. I år var de tre nominerede Odense Zoo, Det Kongelige Teaters dameskræddersal og Nedell Møbelpolstring, og vinderen blev Odense Zoo. Alle tre nominerede modtog et værk af Peter Skovgaard som præmie.
Bruno Nedell blev meget overrasket og beæret over, at Helene havde nomineret hans firma til Årets Læreplads. Han har allerede fundet et sted til litografien – den skal hænge i værkstedet, så den kan inspirere dem til dagligt.

Skive tekniske skole og møbelpolstrerne
Skive tekniske skole og møbelpolstrerne modtager præmie som en af Årets Lærepladser 2009

Vægt på praktik i udlandet

Undervisningsminister Bertel Haarder overrakte prisen til vinderen. I sin tale lagde han stor vægt på, at der skal værnes om de gode og rigtige lærepladser - specielt nu hvor der er mangel på lære- og praktikpladser.
Undervisningsministeren lagde desuden meget vægt på at kombinere uddannelse med det internationale – og han efterlyste mere! Udover Helene Høier og Nedell Møbelpolstring har de to andre lærepladser også fokus på det internationale. Signe Kusk, vinderen fra Odense Zoo, har været tre måneder i Vancouver Aquarium i Canada i forbindelse med praktikken, og Det Kongelige Teater har også tidligere benyttet sig af at sende elever i praktik i udlandet.
Det er Danske Erhvervsskoler, der står bag kåringen af Årets Lærepladser, og den uddeles for tiende gang i år.

Sidst opdateret: 11/12 2009