Videre til indhold | Videre til menunavigation

10/01 2012

Lærerstuderende får pris for internationalt undervisningsforløb

Lonnie Warren har udtænkt et undervisningsforløb til Skoleniverden.dk, der skal få elever til at interessere sig for andre kulturer. Nu har hun vundet en førstepræmie for forløbet.

Lonnie Warren og Uddannelsesminister Morten Østergaard
Lærerstuderende Lonnie Warren fik både blomster, en iPad 2 og en god snak om den internationale dimension i uddannelserne med Morten Østergaard.

ET ERASMUS-OPHOLD i Portugal inspirerede lærerstuderende Lonnie Warren til undervisningsforløbet ”Knowing me, knowing you”. Forløbet skal få elever til at sætte sig ind i andre landes kultur og samfundsforhold ved at arbejde med dem i forskellige fag. Nu har Lonnie Warren vundet en landdækkende konkurrence for lærerstuderende for sit undervisningsforløb.

Konkurrencen handlede om at udvikle internationale undervisningsforløb til skolen-i-verden.dk og er udskrevet af Uddannelsesministeriet.

Uddannelsesminister Morten Østergaard inviterede Lonnie Warren ind i ministeriet den 10. januar, hvor hun fik overrakt blomster og et gavekort til en iPad 2 som præmie.

 

Inspiration i udlandet

Lonnie Warrens undervisningsforløb vinder blandt andet, fordi det både kan anvendes i den daglige undervisning og som led i et internationalt skolesamarbejde. Desuden er det enkelt og godt udformet. Hun fik idéen til vinderforløbet på et Erasmus-ophold i Portugal.

- Vi var lærerstuderende fra syv lande, der skulle lave et undervisningsprojekt sammen, og vi lærte rigtig meget om hinandens måder at tænke på. Vi er jo både ens og forskellige på én gang. Da jeg hørte om konkurrencen, var jeg sikker på, at det måtte kunne bruges i grundskolen, siger Lonnie Warren, der læser på UC Lillebælt.

 

Eleverne arbejder med kultur

Forløbet tager udgangspunkt i et miks af den tværfaglige, praktiske musiske og den internationale dimension og er rettet mod 7. klasse.

 Eleverne skal først og fremmest skabe en bedre forståelse for deres egen kultur. Efterfølgende skal de arbejde med et af fem andre lande for at få kendskab til dette lands kultur.

Eleverne filmer arbejdet og interviewer hinanden på engelsk. Videoen sendes videre til en klasse i et af de andre fem lande i aftalt rækkefølge, så der opstår en kæde. Den danske 7. klasse modtager således også en video fra en klasse i et andet land, som har gennemgået samme forløb.

 

Idé på Erasmus-ophold i Portugal

Uddannelsesministeren håber, at flere danske lærerstuderende vil følge Lonnie Warrens eksempel og tage på studieophold i udlandet.

- Lonnie Warrens projekt kan bruges i mange forskellige fag og til at samarbejde med skoleklasser i udlandet. Dette og de andre studerendes internationale forløb kan inspirere lærere og studerende til at give deres undervisning en international dimension. Den dimension kan give en oplevelse af, at den danske grundskole muligvis er verdens bedste, men at der findes andre måder at tilrettelægge undervisningen på.

- Derfor glæder det mig, når lærerstuderende vælger at tage på Erasmus-ophold på et udenlandsk universitet eller underviser på en udenlandsk skole,” siger Morten Østergaard.

Vinderforløbet og de andre bidrag til konkurrencen findes på hjemmesiden www.skoleniverden.dk, hvor lærere også kan finde hjælp til internationale projekter med skoler i udlandet.

Sidst opdateret: 10/01 2012