Videre til indhold | Videre til menunavigation

21/02 2009

Markedsføring i München

Ugen inden vinterferien drog CIRIUS sammen med en række repræsentanter fra danske universiteter til München for at fortælle bayerske studerende om ph.d.-mulighederne i Danmark og for at fremme samarbejdet mellem danske og bayerske ph.d.-skoler.

Det er dinosaurusskeletter, der byder velkommen, når man træder ind i Paläontologisk Museum i München. Museet er tilknyttet Ludwig-Maximilians-Universitäts Institut for geovidenskaber, og det dannede rammen om et ph.d.-informationsseminar, som det Danske Innovationscenter i München havde organiseret i samarbejde med CIRIUS.

CIRIUS stod i spidsen for markedsføringsfremstødet på det tyske marked.
CIRIUS stod i spidsen for markedsføringsfremstødet på det tyske marked.

Gode ph.d-muligheder i Danmark

Formålet med arrangementet var at gøre naturvidenskabelige og tekniske studerende fra de to bayerske elite-universiteter Ludwig-Maximilians-Universität og Technische Unversität München opmærksomme på de gode ph.d.-studiemuligheder i Danmark.

Desuden var der lagt op til bilaterale møder mellem danske og bayerske ph.d.-skoler, som gerne skulle resultere i diverse former for samarbejdsaftaler, bl.a. øget studenterudveksling på ph.d.-niveau og forskningssamarbejde.

First-hand information

I løbet af arrangementets første dag kunne interesserede bayerske studerende informere sig om muligheder for at tage en hel eller dele af en ph.d. på et af de danske universiteter. Både Københavns Universitet (LIFE), Århus Universitet, DTU og Ålborg Universitet var til stede for at kunne give first-hand information om bl.a. hvilke ph.d.-studiemuligheder der findes på de forskellige områder, hvordan man søger og ikke mindst hvordan det er at være ph.d.-studerende i Danmark.

Især spørgsmål omkring følelsen af at være tysk ph. d.-studerende i Danmark, kunne de fremmødte få værdifuld og troværdig information om. Til stede var nemlig tre tyske studerende, som i øjeblikket er ph.d.-studerende på KU-LIFE hhv. på DTU.

Interesserede tyske studerende ved DTU-standen.
Interesserede tyske studerende ved DTU-standen.

Brændvarm linje til www.studyindenmark.dk

Der blev ydet en massiv indsats for at synliggøre arrangementet over for de tyske studerende ved bl. a. uddeling af postkort, USB-stiks, T-shirts, interview i radioen og diverse annoncer.

Mens tilstrømningen af tyske studerende var behersket, kunne en stor interesse spores på hjemmesiden www.studyindenmark.dk. En analyse viser, at hjemmesiden var særdeles velbesøgt fra interesserede fra München op til og efter arrangementet.

Møder med universiteter og virksomheder

På andendagen blev der afholdt en række møder mellem de danske deltagere og forskere og ansatte ved både Technische Unversität München og Ludwig-Maximilians-Universität. Møderne gav anledning til at pleje eksisterende relationer og indgå nye samarbejdsaftaler bl.a. om studenterudveksling.

Forskermøde i München.
Forskermøde i München.

Desuden blev der holdt enkelte uformelle møder med tyske virksomheder med henblik på muligt fremtidigt samarbejde.

Snæver markedsføring kan give pote på lang sigt

Markedsføringsfremstød rettet mod en meget snæver målgruppe og med en meget begrænset geografisk fokus kan være en god måde at øge kendskab til Danmark som uddannelses- og forskningsland.

Nu er de potentielle naturvidenskabelige og tekniske ph.d.-studerende fra de to sydtyske elite-universiteter blevet opmærksomme på mulighederne, men der skal ydes en langsigtet indsats.

Derfor vil vi allerede i november i år vende tilbage til München, hvor vi deltager i en større uddannelsesmesse, Einstieg Abi München. Desuden overvejer vi at deltage i Ludwig-Maximilians-Universitäts Internationaler Tag, som vi er blevet inviteret til.

Læs mere 

Du kan besøge det Danske Innovationscenter i München på internettet på www.innovationcenterdenmark.de. Her er Søren Stauning tilknyttet som forsknings- og teknologiattaché. Han kan kontaktes på (089) 54 58 54-21 eller på sorsta@um.dk.

I CIRIUS varetages markedsføring af danske uddannelser på det tyske marked af Christiane Mißlbeck-Winberg - 33 95 70 66 eller cmw@ciriusmail.dk.

Du kan læse mere om CIRIUS' markedsføringsaktiviteter i Tyskland i 2009 her.   

 

Sidst opdateret: 17/06 2009