Videre til indhold | Videre til menunavigation

01/05 2006

Mere internationale erhvervsuddannelser

Globaliseringsrådet har lagt op til at der skal ske radikale ændringer på erhvervsuddannelsesområdet til gavn for en øget internationalisering. Der er tale om forbedringer, der skal skabe øgede muligheder for, at de unge kan erhverve sig internationale kompetencer og kvalifikationer.

I sin rapport Fremgang, fornyelse og tryghed har Globaliseringsrådet fremlagt en række initiativer, der skal styrke internationaliseringen af erhvervsuddannelserne. Overordnet skal den internationale dimension synliggøres i lovgivningen. Derudover er der krav om indførelse af internationale strategier for de enkelte erhvervsskoler, der er krav om en fornyet sprogpolitik med sprogkompetencekrav til lærere og elever, og så er der krav om, at skolerne i højere grad skal samarbejde med skoler i andre lande og benytte sig af udenlandske gæstelærere.

Fakta om initiativerne
Globaliseringsrådet har fremlagt en række initiativer, der skal styrke internationaliseringen af erhvervsuddannelserne inden for syv overordnede områder:

- Den internationale dimension skal synliggøres (indføres) i lovgivningen
- Undervisningen - navnlig engelsk - skal løftes højere op
- Samarbejdet med skoler i udlandet skal øges
- Skoleundervisningen skal kunne foregå på engelsk eller forlægges til udlandet
- Flere elever skal i udlandspraktik
- Skolerne skal offentliggøre målsætninger og indsats for internationalisering
- Eleverne skal gennemføre mindst ét internationalt projekt i uddannelsen

Læs mere i Globaliseringsrådets rapport Fremgang, fornyelse og tryghed, særligt kapitel 5.

Derudover er der krav om, at flere elever skal i praktik i udlandet – og som led i dette skal den eksisterende ordning om Praktik i Udlandet, der er finansieret af Arbejdsgivernes Elevrefusion udbygges, så den også kommer til at omfatte lande uden for Europa. Endelig er der forslag om, at erhvervsskolerne i højere grad skal opfordres til at udbyde undervisning på engelsk eller forlægge dele af uddannelsen i udlandet inden for den eksisterende lovgivnings rammer.

Med disse anbefalinger har Globaliseringsrådet startet en proces, der skal udbygge grundlaget for internationaliseringen af erhvervsuddannelserne – og initiativerne er allerede blevet godt modtaget af aktører inden for erhvervsuddannelserne. 

Initiativer får positiv modtagelse

Uddannelsessekretær Per Nielsen fra Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark fremhæver, at det er vigtigt for unge mennesker at forstå kulturen i Europa: ”På længere sigt skal europæerne arbejde mere sammen, og derfor er det nødvendigt at få kulturkompetencer og sprogkundskaber ind i erhvervsuddannelserne. I fremtiden vil flere og flere virksomheder være ejet af udlandet inden for alle brancher. Derfor er det særligt vigtigt at kunne engelsk på et godt niveau”. Per Nielsen ser desuden en stor udfordring i at få tilført de nødvendige kvalifikationer til faglærerne på skolerne, hvis det skal lykkes at sikre kvaliteten af internationaliseringen af erhvervsuddannelserne.

Også eleverne finder Globaliseringsrådets overordnede strategi for internationalisering af erhvervsuddannelserne spændende. Rasmus Gudmandsen fra elevorganisationen EEO er glad for, at der nu tilføres erhvervsuddannelserne en længe savnet international dimension. "Mange elever vil blive betydeligt modnet af bedre sprogkundskaber og kulturforståelse – både gennem udlandsophold og projektundervisning på skolen. Alle elever bør derfor have ret til at tage på udlandspraktik. På den måde vil det ikke kun være mester, der bestemmer om eleven kan komme ud og få nye og spændende kompetencer”, siger Rasmus Gudmandsen.

Også blandt virksomhedernes organisationer bifalder man de nye tiltag. ”Vi befinder os i en global verden. Det er derfor afgørende, at vi alle fremover har de nødvendige kulturelle og sproglige kompetencer”, mener direktør Per G. Gotfredsen fra Dansk Handel & Service. Per G. Gotfredsen mener ligeledes, at Globaliseringsrådets initiativer er fine. Hvis Globaliseringsrådets anbefalinger udmøntes forventer han, at vi får omstillingsparate, fleksible og modne unge mennesker, som også vil være parate til at arbejde i udlandet efter uddannelsen.

Fremtidig indsats

Næste skridt er at udmønte anbefalingerne i praksis. Til den opgave har regeringen nedsat et udvalg med repræsentanter fra såvel uddannelsesinstitutioner, arbejdsgivere, fagforeninger og kommunale organisationer. Udvalget om fremtidssikring af erhvervsuddannelserne har til opgave i 2006/2007 at udvikle, tilrettelægge og initiere en række forskellige anbefalinger, der fremmer internationaliseringen af erhvervsuddannelserne. I løbet af 2006 vil udvalget udarbejde mere konkrete forslag til, hvordan opgaverne kan gennemføres i praksis, og i slutningen af 2006 forventes det, at udvalget vil afslutte sit arbejde og fremlægge en samlet rapport for implementeringen af de nye tiltag. 

Der er dog ingen tvivl om, at der nu er sat skub i en proces, der skal sætte gang i internationaliseringen af erhvervsuddannelserne. Det er alle initiativer, der vil få stor betydning for erhvervsuddannelserne i de kommende år. Ved for eksempel at fremme praktikophold i udlandet og det internationale samarbejde øges den nødvendige videnoverførsel i form af hjemtagning af nyskabelser inden for erhvervsuddannelserne. Gennem den øgede internationalisering forstærkes desuden det internationale kendskab til de danske erhvervsuddannelser. 

Enkelte erhvervsskoler indgår allerede i dag partnerskaber med udenlandske erhvervsskoler om udveksling af elever og lærere. Men hovedparten af skolerne har endnu ikke fastlagt en strategi eller indsats for den internationale dimension i uddannelserne. En af årsagerne er, at der ikke er tilstrækkelige incitamenter for skolerne til at anvende ressourcer til udvekslinger og til at tilføre undervisningen en international dimension. Men med det nye krav om dette fra Globaliseringsrådets side er der udsigt til, at skolerne fremover vil prioritere den internationale dimension mere. Der er således god grund til at være optimistisk, når det gælder internationalisering af erhvervsuddannelserne fremover. De første skridt er taget, så nu gælder det om at få konkretiseret strategierne, og få dem ført ud i praksis.

Sidst opdateret: 19/06 2009