My mother would have killed me!

Den tidligere amerikanske undervisningsminister Lauro Cavazos besøgte som undervisningsminister en skole i Maine, som praktisk talt var ved at gå i opløsning på grund af bl.a. sociale problemer. Eleverne udeblev fra undervisningen i stor mængde og alt var kaos, da han besøgte skolen en dejlig solskinsdag. De fleste af eleverne pjækkede for at nyde det gode vejr, og ministeren spurgte den lille dreng, hvorfor han ikke gjorde det samme. Svaret faldt prompte: ”My mother would have killed me!”

Ministeren reflekterede over svaret og var kommet til den erkendelse, at der lå dyb visdom og nøglen til at bryde social arv i dette enkle svar. Skal vi bryde social arv gennem uddannelse, gøres det primært gennem forældreopbakning. Han var selv et eksempel derpå. Som hispanic (af latinamerikansk oprindelse) var det ikke givet, at han ville få en uddannelse. I hjembyen i Texas var der to hvide skoler, en sort og en hispanic. Forældrene transporterede hver dag deres fire børn den lange vej til den bedste hvide skole, for at de kunne få den eftertragtede uddannelse. Han er den første hispanic, der er nået så langt i det amerikanske samfund, der for tiden kæmper hårdt med virkningen af masseindvandring af netop hispanics. Èn af hans hovedteser var, at det vigtigste i de første skoleår er ”reading, reading and reading – jf. vores danske debat om pisaresultater og læsekompetencer”.

Også hos os – de to eneste danske deltagere fra henholdsvis CPH WEST og Odense Tekniske Skole – satte foredraget gang i refleksionerne over det at bryde social arv gennem uddannelse og integration.

Konferencen er et led i et stort samarbejde mellem amerikanske Community Colleges, det nærmeste man i USA kommer på danske erhvervsskoler. Ved aktiv indsats og intensiv brug af data søger man på alle måder at minimere frafaldet fra uddannelserne, som også på de breddegrader er stort. Eller som en foredragsholder formulerede det: ”Vi har at gøre med første generation af amerikanere, som ikke uddannelsesmæssigt og økonomisk vil overgå deres forældre. Det er en katastrofe.”

Vi var begge med, da det danske samarbejde med amerikanerne blev indledt ved konferencen i Tampa i 2005, og i mellemtiden har vi kørt et dansk parallelprojekt om forældreinddragelse til at forebygge frafald.

Atlanta var denne gang værtsby, og for begge os danskere satte også stedet konferencens emne i perspektiv. Inden åbningen havde vi tid til at besøge barndomshjem, museum og gravmindesmærke for Martin Luther King. Gennem udstillinger og plancher blev det, som vi begge husker fra TV og film, ganske levende, nemlig at raceadskillelse og undertrykkelse af de sorte ikke er en meget fjern fortid, men var rå virkelighed for nogle årtier siden, huskes af mange og har masser af aktuelle eftervirkninger. Selv kunne vi begge huske TV-billeder af sorte børn, som blev eskorteret af politi ind på ellers rent hvide skoler. De børn, der skal have uddannelse nu, har bedsteforældre, som kan fortælle om forbud mod at køre i bestemte busser, besøge hvide restauranter, gå i hvide skoler mv.

Som nævnt satte disse omgivelser et klart perspektiv på konferencens tema: fastholdelse i uddannelse. Eller som en skoleleder formulerede det: De unge, sorte drenge, jeg har på min skole, har som udgangspunkt en større chance for at ende i fængsel end at få en uddannelse.

Så mørke er udsigterne heldigvis ikke for vores unge i Danmark. Alligevel gav konferencen megen inspiration til arbejdet på vores danske skoler. Især med tosprogede. Udfordringerne hos os er i princippet ikke så forskellige fra de amerikanske.

Netværket af skoler har fungeret siden 2004 og har opnået fantastiske resultater ved et intensivt arbejde med at fastholde unge og voksne i uddannelse. Mange nye skoler og stater er kommet til, siden vi var i Tampa. Konferencen skulle primært dele erfaringer i det store netværk af skoler, og der var masser at øse af. Præsidenten for Achieving the Dream sammenfattede erfaringerne i følgende:

Det drejer sig om, at fokus på gennemførelse er integreret i hele institutionens strategi, politik og alle aktiviteter. Planlægning og økonomi skal understøtte agendaen, og ledelsen skal holde konstant fokus og engagement. Endelig skal hele personalet integreres i processen, også det teknisk- administrative personale. Ellers når man ikke at reducere ”the gap”, som er betegnelsen for forskellen mellem primært afroamerikanske studerende og hvides performence. I virkelighedens verden halter hispanics også alvorligt bagud i statistikkerne og udgør en tilsvarende udfordring.

En særlig indsats gøres af en gruppe afroamerikanske lærere og studerende, kaldet SAAB, the Students African American Brotherhood. De prøver at bearbejde den vrede, mange unge, afroamerikanske mænd nærer mod samfundet, noget der jo har stærke paralleller i Danmark i kølvandet på genoptrykningen af karikaturtegningerne. Midlerne er at vise de unge engagement og rollemodeller, at udfordre de unge, sætte høje forventninger, sætte nye standarder, få dem til at klæde sig ordentligt, møde til tiden og ”compete in the classroom”. Også dette kunne vi nok lade os inspirere af i Danmark.

Det var en tur, der gav nye vinkler på kendte udfordringer og anledning til refleksion over egen praksis i forhold til integration og frafald/fastholdelse. Vi kan lære ganske meget af amerikanerne – ligesom de gav udtryk for, at de også kan lære en del af os.