Ny efteruddannelse til internationale skolekoordinatorer
Ballerup Kommune uddanner nu internationale koordinatorer på alle kommunens skoler. Det sker i samarbejde med UC Syddanmark, og om kort tid vil uddannelsen kunne tilbydes flere steder i landet.
BALLERUP: Den internationale dimension på Ballerups skoler skal udvikles, og det kræver viden om teori og praksis. Derfor har kommunen sendt otte lærere og et par bibliotekarer på en efteruddannelse, der skal klæde dem på til at løfte opgaven som internationale koordinatorer.
Første del af efteruddannelsen har varet syv uger på fuld tid. Her har kursisterne studeret forskellige teorier om globalisering og spejlet deres danske skolesyn i blandt andet franske, engelske og kinesiske traditioner.
Den store finale har været en studietur til Ballerups kinesiske venskabsby, Wuxi, hvor deltagerne fik syn for sagn og mulighed for at samle empiri til opgaver om danske og kinesiske forhold.
- ”Jeg synes, det internationale er utrolig spændende. Det gør noget ved mit lærerliv rent fagligt, og det er også med til at udvikle mig som person.”
Nadia Ladischensky har afsluttet første del af uddannelsen til international koordinator med en opgave om, hvordan ny-uddannede lærere modtages i kinesiske skoler. De får både tildelt en pædagogisk og en faglig tutor, som støtter dem i de første år. Herhjemme får man typisk kun få timers faglig sparring efter ansættelsen, fortæller hun.
Både teori og konkrete redskaber
Susse Bøtefyhr, som er international chefkonsulent i Ballerup, forklarer kommunens hensigt med uddannelsen:
”Vi må give lærerne redskaber til at løfte den internationale dimension, så vi kan følge op på regeringens og vores egne målsætninger. De skal gøres så konkrete, at lærerne allerede i 0. klasse ved, hvad de skal gøre i deres undervisning”.
Med det næste modul vil koordinatorerne lære at fungere som igangsættere af internationale aktiviteter og at inspirere deres kolleger til at give undervisningen en international dimension.
Den viden skal de bruge til at sætte internationale mål for alle klassetrin og til at udarbejde et inspirationskatalog, som deres kolleger kan trække på i dagligdagen.
Snart flere steder i landet
De internationale uddannelsesmoduler er udviklet i nært samarbejde mellem Ballerup kommune og UC Syddanmark, men ifølge projektets leder, Tove Heidemann, vil de nok snart blive udbudt flere steder i landet. Der er nemlig søgt akkreditering hos Undervisningsministeriet.
Hun fortæller også, at både professionshøjskolerne i Esbjerg og i København regner med at kunne udbyde en international efteruddannelse for skoleledere efter sommerferien. Den vil få titlen ”Skoleledelse med internationalt perspektiv”.
- Læs om international koordinator Jesper Sørensens erfaringer fra efteruddannelsen og studieturen til Kina.
- Uddannelsen er udviklet i samarbejde
mellem international Skolekonsulent i Ballerup Kommune, Marianne Lykkeby, og Tove
Heidemann fra UC Syd.
- Efteruddannelsen har ikke medført
udgifter for skolerne. Lærerne har nemlig fået orlov i syv uger, hvilket udløser
voksenuddannelsesstøtte (SVU). SVU'en er blevet brugt til at betale for vikardækningen,
mens Ballerup Kommune har betalt for kursusafgiften til UC Syddanmark.
- Se Ballerup Kommunes internationale strategi for de 0 - 18 årige (pdf)
- Se Ballerup Kommunes website om den internationale dimension




