Videre til indhold | Videre til menunavigation

02/03 2007

Nye EU-programmer er løftestang for internationalisering

To nye EU-programmer, Livslang Læring og Aktive Unge, skal være med til at øge internationaliseringen af de danske uddannelser. Programmerne åbner op for en række muligheder for internationalt samarbejde og kvalitetsudvikling i de danske uddannelser. Ikke mindst giver de nye programmer flere elever, studerende og undervisere mulighed for at komme ud i verden.

De nye EU-programmer Livslang Læring og Aktive Unge indgår som et led i ambitionerne om at gøre de danske uddannelser mere internationale – sådan som regeringen formulerede det i deres globaliseringsstrategi. Ved en CIRIUS-konference den 2. marts blev de nye programmer præsenteret.

festsal
Festsalen på Nationalmuseet var fyldt til sidste stol.

En række talere fra både undervisningsverdenen og erhvervslivet kom med hver deres syn og perspektiver på internationalisering af uddannelserne i Danmark.

Undervisningsminister Bertel Haarder opfordrede alle til at overveje, hvordan de nye EU-programmer kunne bruges, til gavn for både elever, lærere og studerende på alle niveauer.

”Internationalisering er vigtig for dansk konkurrence men også for personlig udvikling. Det er dejligt i dag at være med til at præsentere to nye programmer, som bliver gode værktøjer til at gøre vores uddannelser mere internationale. Vi burde være godt rustede til den kamp, vi nu skal kæmpe”, sagde Bertel Haarder.

Blandt de andre talere var Anne Scobie fra EU-Kommissionen, der gav et overblik over mulighederne i de nye programmer. Hans Peter Jensen, institutleder på RUC og formand for Rådet for internationalisering af uddannelserne, pegede i sit indlæg blandt andet på, hvordan programmerne kan hjælpe til med at opfylde målsætningen om 95 procent af de unge skal have en kompetencegivende uddannelse og 50 procent en videregående uddannelse.

Poul Ulsøe, formand for Håndværksrådet, bidrog med synspunkter og erfaringer fra et virksomhedsperspektiv og pointerede: ”For få unge tager en del af deres uddannelse i udlandet. Vi bør indarbejde den internationale dimension i alle uddannelser”, sagde Poul Ulsøe.

Nye muligheder for alle uddannelsessektorer

Athene Kvartetten
Athene Kvartetten fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium underholdt med indslag af W.A.Mozart.

Med de to nye programmer Livslang Læring og Aktive Unge er der nu kommet nogle værktøjer, der kan gøre de europæiske uddannelser endnu mere internationale. Universiteterne får eksempelvis mulighed for at få tilskud til at sende studerende i praktik i udlandet.

EU-programmerne omfatter alle områder inden for uddannelse og læring, lige fra grundskole og ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser og videregående uddannelser til voksenuddannelse og folkeoplysning samt frivilligt arbejde. 

Argumenterne står i kø

De to nye EU-programmers formål er at gavne internationaliseringen af de danske uddannelser. De skal være med til at nedbryde de barrierer, der i dag forhindrer mange unge i at tage til udlandet, og de skal være med til at fremme solidaritet og forståelse for andre kulturer. 

”Programmerne kan styrke det aktive medborgerskab – bare ved at blive brugt. Vi skal ikke være bange for at tage ud. Vi kan få noget ud af at møde andre kulturer”, fortæller Christel Schaldemose, medlem af Europaparlamentet for Socialdemokraterne, og fortsætter: ”Det er vigtigt at komme ud, når man er ung – men også når man er voksen. Og det giver de nye programmer mulighed for”. ”Det styrker vores demokrati, det giver livslang Læring – ja, argumenterne står i kø”.

Men for at programmerne kan blive en succes, er det nødvendigt at udbrede kendskabet til de nye programmer. Det slog Torben Klein fra CIRIUS fast, da han takkede af fra talerstolen og han fortsatte: ”Programmerne skal blive en fast del af de politiker og den praksis, som er ude på uddannelsesinstitutionerne”.

Fakta om Livslang Læring og Aktive Unge

Livslang Læring

Målene for Livslang Læring er at fremme europæisk samarbejde inden for alle uddannelsesområder, fremme innovation, kvalitet og gennemsigtighed i uddannelsessystemerne og at støtte elever, studerende og voksne i at tilegne sig kompetencer og kvalifikationer og sikre aktiv deltagelse i samfundet og i arbejdslivet.

Målene for programmerne peger tilbage på Lissabon-målsætningen fra 2000 om, at EU skal være den mest konkurrencedygtige økonomi i verden. Denne målsætning skal understøttes på uddannelsesfronten.

Det nye program om livslang læring består af fire søjler – en for hver uddannelsessektor:

  • Comenius, der dækker grundskoler og gymnasiale uddannelser. Som noget nyt får eleverne fra 2008 mulighed for individuelle længerevarende ophold, hvor der hidtil kun er givet støtte til grupperejser. Desuden udvides sprogassistentordningen til at gælde for alle lærerstuderende og ikke som nu kun for sproglærerne.
  • Erasmus dækker de videregående uddannelser. I det nye program bliver praktikophold ligestillet med studieophold. Det betyder at studerende får mulighed for at tage i praktik gennem Erasmus. En anden nyskabelse er, at virksomheder kan få støtte til at medarbejdere kan tage på korte studieophold ved et udenlandsk universitet.
  • Leonardo – erhvervsuddannelser. Det nye program giver støtte til at formidle resultater fra de enkelte projekter. På den måde kan man sprede viden mellem landene.
  • Grundtvig – almen voksenuddannelse. Fra 2008 bliver det muligt at deltage i arrangerede europæiske læringsforløb. Er man under uddannelse kan man komme ud på en assistentordning, hvor man fungerer som føl eller trainee på en institution i udlandet.
  • Derudover er der planlagt to tværgående programmer: Transversal programme og Jean Monnet-programmet.

Aktive Unge

Aktive Unge er et program, der skal stimulere unge mellem 13 og 30 år til at blive mere aktive medborgere i EU. Solidaritet, tolerance og gensidig forståelse skal udvikles på tværs af EU’s landegrænser.

Det nye program er en fortsættelse af det tidligere program Ungdom. Tidligere har udveksling og volontøraktiviteter været mest udbredt – nu satser man også på demokratiprojekter, der skal opdrage unge til at være en del af repræsentative demokratier. Projekterne skal vise de unge de politiske spilleregler og demonstrere, at hvis man engagerer sig, kan man opnå resultater.

Ansøgning

Der er ansøgningsfrister fem gange om året. Den næste er den 1. april 2007. Institutioner og organisationer står for ansøgningerne – ikke de unge selv. Der ansøges direkte i CIRIUS.

Læs mere om de nye EU-programmer på EU-Kommissionens hjemmeside eller på Ciriusonline.dk.

Sidst opdateret: 25/06 2009