Nye muligheder for unge
Unge europæere har nu mulighed for at samarbejde i netværk uden for skoleregi om projekter på tværs af landegrænser. Det sker gennem en ny form for træningskurser under EU-programmet Ungdom.
Formålet med de nye træningskurser er at udvikle de unges interkulturelle kompetencer og samtidig få dem til at føle, at de bidrager til Europas opbygning. Gennem kurserne kan de unge opnå en bedre forståelse for andre kulturer og lære at danne og kommunikere i internationale netværk. Den nye type af kontakt- og træningsseminarer bliver i øjeblikket testet i fire lande – heriblandt Danmark.
Meningen er, at de unge på disse træningskurser skal blive inspireret og rustet til at søge om at deltage i de større netværksprojektsamarbejder under EU-programmet Ungdom.
Alt-i-et kurser
I 2004 introducerede Kommissionen derfor også to-dages træningskurser som et yderligere tilbud for at lære de unge at planlægge og føre et netværksprojekt ud i livet, trin for trin.
I dag er man så nået skridtet videre og afprøver i øjeblikket idéen om at integrere det kvantitative og det kvalitative mål i én type seminar på fire dage – de såkaldte GET IN NET træningskurser. På kurserne bliver deltagerne introduceret til EU-programmet Ungdom og de muligheder det indeholder, samt ansøgningsskemaet til netværksprojekter. Derudover bliver de sporet ind på, hvordan arbejdet med netværksprojekter kan gribes an via diverse kreative øvelser og oplæg, der skal diskuteres i grupper. Filosofien lyder: ”Tell me, and I forget – show me, and I might remember – involve me and I learn”. Idéen er, at de unge skal lære om netværksprojekter på en aktiv måde, som både motiverer og i sidste ende igangsætter arbejdet med konkrete ansøgninger.
Ud over CIRIUS i Danmark medvirker de nationale kontorer i Tyrkiet, Malta og Storbritannien i pilotprojektet. Målet er at udbyde GET IN NET træningskurser med forskellige inspirationstemaer seks gange om året forskellige steder i Europa.
Get in net i København
I starten af april afholdt CIRIUS det første af den nye type GET IN NET træningskurser. Temaet var “youth information & communication and new technologies”, og 23 unge deltog fra i alt 13 europæiske lande: Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Lithauen, Estland, Tyskland, Malta, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Italien og Tyrkiet.
På kurset, der blev afholdt som en kombination af teoretiske oplæg og praktiske øvelser, fik deltagerne mulighed for at udveksle erfaringer, få idéer og møde partnere. For eksempel blev deltagerne fra starten bedt om at beskrive deres forventninger til, hvad de ville få ud af kurset på en papirs-t-shirt, som blev hængt op på en tørresnor, så alle kunne se det. Derved fik de i fællesskab klarlagt og afstemt forventningerne fra første færd. Derefter skulle deltagerne udarbejde nogle plakater, hvor de beskrev deres idéer til et netværksprojekt, hvorefter der var 'markedsplads'. Øvelsen førte til, at de dannede grupper ud fra fælles interesser for de forskellige emner. Derpå arbejdede deltagerne i disse grupper resten af seminaret for til sidst at fremlægge deres idéer til netværksprojekter for hinanden.
GET IN NET træningskurser er et tilbud til unge europæere, der gerne vil have hjælp til at finde samarbejdspartnere og komme godt i gang med et netværksprojekt under Aktion 3 i EU's Ungdomsprogram.
Kurserne arrangeres og finansieres af de nationale kontorer for Ungdomsprogrammet i samarbejde med SALTO, det europæiske rådgivningscenter for ungdomsinitiativer og netværksprojekter.
En gruppe består typisk af 25 unge mellem 15 og 25 år fra mange forskellige europæiske lande.
For at kunne deltage skal de unge have været involveret i et lokalt projekt, som de gerne vil videreudvikle i et netværksprojekt.
Læs mere om de næste GET IN NET træningskurser.
Én af deltagerne, Kadri fra Estland, fortæller begejstret om kurset: ”At få lov til at være del af en gruppe unge med så mange forskellige kulturelle baggrunde, som alle er meget ivrige efter at lære om hinandens kulturer, er ikke noget man oplever særlig tit. Det er dét, seminarer som dette giver unge i Europa mulighed for: At møde jævnaldrene fra andre europæiske lande, lære om deres kulturer og opdage, hvilke ligheder og forskelle der er mellem europæiske borgere.”
Én anden deltager, der også tidligere har deltaget i de andre former for henholdsvis kontakt- og træningsseminarer, var også begejstret for den nye form: ”Det er mere udbytterigt at være af sted én gang i fire sammenhængende dage i stedet for to gange à to dage hver. Det er også bedre, at det er den samme gruppe unge, man er sammen med hele tiden. Det giver mere tid til at lære hinanden at kende og finde mulige samarbejdspartnere til et fremtidigt netværksprojekt”, siger den spanske deltager Carlos.
Han er især begejstret over arbejdsformens intensivitet og seriøsitet, som samtidig er holdt på et uformelt niveau. Han fortsætter: ”Det har været nogle meget intensive dage, med nye opgaver og nye indtryk hele tiden. Hér taler man ikke bare om, hvad man skal gøre – man gør det rent faktisk! Der har hele tiden været knyttet praktiske øvelser til de teoretiske oplæg, så vi har haft masser af mulighed for at reflektere over vores egne projektidéer, og hvordan vi kan føre dem ud i livet. Mange af øvelserne har desuden også haft en social indgangsvinkel, så vi har kunnet se hinanden an og i sidste ende danne mulige partnerskaber. Alle er aktive og har meget på hjerte – det er utrolig motiverende. Det er nærmest ligesom at få et skud ' interkulturel energi'”, siger han og smiler.
Første skridt på vejen
Kurset gav således deltagerne rig mulighed for at lære om hinandens kulturer og reflektere over, hvad gode interkulturelle kompetencer er.
”Det er helt bestemt evnen til at kunne tale og forstå andre sprog end ens modersmål, men det er også at have et åbent sind og være tolerant over for andres måder at være og leve på”, siger Kadri fra Estland, mens hendes to nye samarbejdspartnere, tyrkiske Kazim og polske Matheus, sidder ved siden af og nikker.
”At have gode interkulturelle kompetencer handler om at kunne kommunikere og samarbejde på trods af de forskelligheder, der er mellem folk fra forskellige lande og kulturer. Man skal helt afgjort være i stand til at kunne se og udnytte mulighederne i de forskellige livssyn, værdier, erfaringer og måder at arbejde på, som medlemmerne i en international og -kulturel gruppe har. At få udviklet sådanne kompetencer er i hvert fald ét af mine mål med at være med i et internationalt samarbejdsprojekt”, supplerer Kadri.
Om hun kommer til at lære mere om dette, vides endnu ikke. Men i hvert fald har Kadri sammen med sine to nye samarbejdspartnere, tyrkiske Kazim og polske Matheus planlagt, at de skal søge om at få tilskud til at gennemføre et netværksprojekt, de kalder 'Be inspired'.
Idéen med det projekt er at lære andre unge at arbejde med journalistik og lave websites. Derfor vil de hver især oprette et website med information til unge om deres lokale område, bl.a. med generel information om kulturen, lokale ngo'er og aktiviteter for unge. Derudover vil de afholde workshops, hvor interesserede unge kan komme og lære at skrive artikler, tage billeder, lære at lave websites etc.
Fakta
Netværksprojekter er en del af Aktion 3 under Ungdom, som er et EU-program for ungdomsaktiviteter uden for det formelle uddannelsessystem.
Et netværksprojekt er et projekt, der er skabt og gennemføres af en gruppe unge sammen med en eller flere partnergrupper fra andre europæiske lande (min. fire personer fra hvert land).
Unge med særlige problemer er den vigtigste målgruppe.
Der er ansøgningsfrist fem gange om året, næste gang er 1. september.
Læs mere om unges muligheder for tilskud til frivilligt projektarbejde under Ungdomsprogrammets Aktion 3.
Idéen er, at det internationale samarbejde på tværs af de tre lande skal tage form af løbende erfaringsudvekslinger via internettet, samt en workshop for koordinatorerne fra hvert land, hvor projektets udformning og forløb skal diskuteres. Efter et år skal koordinatorerne så mødes igen for at evaluere projektet og tale om mulighederne for at køre projektet videre.
De tre gruppemedlemmers forventninger til samarbejdet er således klare: ”Vi forventer, at især erfaringsudvekslingen vil være til stor gavn. Vi arbejder jo på forskellige måder i de enkelte lande, så jeg er sikker på, at vi kan få masser af idéer fra hinanden til at arbejde på andre måder, end vi måske selv havde tænkt på”, siger polske Matheus. ”Vi håber selvfølgelig også, at vi kan lære en masse om andre kulturer i Europa og forhåbentlig få bragt den europæiske dimension ind i vores lokalområder. Og så er det jo også en god måde at skabe sig et internationalt netværk på”, slutter han.
Om de kan få tilskud til at gennemføre deres projekt er endnu uvist, men det er i hvert fald helt sikkert, at de på træningskurset både er blevet inspirerede og godt rustet til at give sig i kast med en ansøgning til et netværksprojekt under EU-programmet Ungdoms Aktion 3.
Gruppen planlægger at søge om projektstøtte fra EU's Ungdomsprogram til efteråret og er alle meget ivrige efter at komme i gang.
De nye træningskurser er imidlertid ikke en helt ny opfindelse, men snarere en kombination af to tidligere opfindelser. En undersøgelse af udbyttet af Ungdomsprogrammets netværksprojekter viste for knap tre år siden, at der i perioden 2000-02 kun var blevet igangsat fem projekter. Fra 2003 blev det derfor en integreret del af programmet Ungdom at arrangere to-dages kontaktseminarer for at gøre det lettere for unge europæere at mødes og etablere partnerskaber til fremtidige netværksprojekter. Disse kontaktseminarer gav hurtigt gode resultater – og i den efterfølgende periode fra 2002-04 ansøgte ikke mindre end 274 grupper af unge europæere om tilskud til netværksprojekter.




