Videre til indhold | Videre til menunavigation

06/12 2006

Nye praktikmuligheder for studerende

Fra næste studieår kan alle videregående uddannelsesinstitutioner sende deres studerende på praktikophold i udlandet via Erasmus-programmet. På Aalborg Universitet sender de allerede i dag mange studerende til udlandet hvert år – og erfaringerne er gode.

Inden for Europa får studerende på videregående uddannelser fremover mulighed for at prøve drømmejobbet af i praksis. Hvad enten de vil snuse til ledelsesopgaver på direktørgangen i en stor virksomhed, arbejde for at løse miljøopgaver i en ngo eller prøve kræfter med at skabe ny viden på et forskningscenter. Der er utallige muligheder – og så får de endda et Erasmus-stipendium med på vejen.

stoevle
Erasmus-programmet bliver nu udvidet til også at omfatte praktik i udlandet.

Baggrunden for at introducere den nye praktikmulighed inden for Erasmus-programmet er et ønske om at give flere studerende mulighed for at få noget praktisk erfaring undervejs i deres studieforløb koblet med ønsket om at fremme den europæiske mobilitet. Derudover er det en overordnet målsætning med det nye Erasmus-program at styrke samarbejdet mellem videregående uddannelse og erhvervslivet.

Fra næste år bliver det derfor muligt for studerende på videregående uddannelsesinstitutioner med et Erasmus University Charter at tage på praktikophold i et andet europæisk land. De studerende vil få et tilskud med sig på linje med de studerende, der tager på studieophold via Erasmus-programmet.

I Danmark er det CIRIUS, der administrerer Erasmus-programmet, og videregående uddannelsesinstitutioner vil kunne ansøge om tilskud til praktikophold for deres studerende én gang årligt (se faktaboks).

Allerede i dag er der dog flere uddannelsesinstitutioner i Danmark, der har erfaring med at sende deres studerende på praktik i udlandet, men det er få, der sender så mange af sted som Aalborg Universitet.

Udlandspraktik på Aalborg Universitet

Igennem de sidste 16 år har Aalborg Universitet sendt studerende i praktik i udlandet. Antallet er øget gradvist, og i dag sender de lige så mange ud på praktikophold som på studieophold; i alt tager lidt over 200 af sted i praktik om året.

Louise Bredgaard, praktikkoordinator på Internationalt Kontor på Aalborg Universitet, fortæller: ”Det har været en bevidst strategi fra universitets side, at satse på praktik – hvad enten det er i Danmark eller i udlandet. Vi betragter det som en naturlig del af uddannelsen, at de studerende skal ud at snuse til den virkelighed, der begynder efter studierne. Det er en vigtig form for kompetenceafklaring, hvor de studerende finder ud af, hvad det er, de gerne vil arbejde med fremover”.

Udlandspraktik på AAU
Læs mere om praktik i udlandet på AAU.

På Aalborg Universitet er der syv internationale studieretninger, hvor praktik i udlandet er obligatorisk – og derudover er der en række studieretninger med valgfri udlandspraktik. I alt er der ansat to praktikkoordinatorer på Internationalt Kontor, som afholder informationsmøder for de studerende og inviterer hver enkelt til en personlig samtale. Her bliver praktikønsker, ansøgning og CV gennemgået. Dernæst bliver de studerende personligt vejledt under ansøgningsprocessen og ved indgåelse af praktikkontrakt.

”Under samtalerne gør vi meget ud af, at tale med den studerende om, hvad det er, de har lyst til. De skal naturligvis søge ud fra deres faglige kompetencer og interesser, men de skal også være klar over, at det kræver en hel del research at skrive en god ansøgning. Endeligt skal vi sikre den studerende den bedst mulige praktikkontrakt, så det faglige udbytte er i orden”, siger Louise Bredgaard.

Faglighed i teori og praksis

Udover gode råd til ansøgningsprocessen og indgåelse af praktikkontrakt, får de studerende fra Aalborg Universitet også tilknyttet en faglig praktikvejleder. Det er nemlig et krav, at de studerende udover at gennemføre praktikopholdet også skal skrive en teoretisk funderet rapport med udgangspunkt i deres praktikopgaver. En praktikrapport er typisk på 50-70 sider, og den skal forsvares efterfølgende ved en mundtlig eksamen med ekstern censor.

”Den faglige vejleder godkender praktikstedet og arbejdsopgaverne – og i sidste ende den skriftlige rapport”, forklarer Louise Bredgaard og fortsætter: ”Ved at skrive et teoretisk funderet projekt, tvinges de studerende til at reflektere over det arbejde, de har udført under praktikopholdet - og dermed får de koblet teori og praksis”.
Langt de fleste studerende, der tager på praktikophold fra Aalborg Universitet er på niende semester, og mangler kun specialet for at afslutte deres uddannelse. De bruger derfor praktikopholdet til at afprøve sig selv, og det de har lært under studierne – og der er ingen tvivl om, at det rykker.

Kæmpe tilfredsstillelse

”Når de kommer tilbage igen, er de simpelthen så glade for, at de tog af sted. Det er en stor udfordring for mange at arbejde i udlandet fordi meget foregår anderledes end herhjemme. Men det er også en kæmpe tilfredsstillelse for dem, at de selv har valgt, hvor de ville hen, og at de selv har forhandlet en kontrakt på plads. De lærer meget af det både fagligt og personligt”, fortæller Louise Bredgaard.

De studerende fra Aalborg tager i praktik over hele verden, og arbejder både i større og mindre virksomheder, organisationer og NGO’er. Der er stor forskel på de økonomiske vilkår, de får, men langt de fleste modtager ikke løn under opholdet. Til gengæld kan de tage deres SU med – og så kan de søge Ålborg Universitets internationaliseringspulje og andre legater. Fra næste studieår bliver det nu også muligt for de studerende, der tager på praktikophold i Europa at søge om at få et stipendium fra Erasmus.

”Set fra vores side er det rigtig positivt, at Erasmus-programmet nu bliver udvidet til også at omfatte praktik i udlandet. Det giver de studerende nye muligheder – også økonomisk – og det vil vi da helt sikkert gøre brug af”, slutter Louise Bredgaard.

Fakta om de nye praktikmuligheder med Erasmus

Fra næste studieår 2007/08 kan alle videregående uddannelsesinstitutioner, der har et Erasmus University Charter, søge om tilskud til praktikophold for deres studerende. Dermed får studerende på de videregående uddannelsesinstitutioner nu mulighed for at komme i praktik i en periode på 3-12 måneder. Der skal gives merit for opholdet, og den studerende skal have afsluttet 1. år af sit studium. 

Forud for et praktikophold skal der indgås en aftale mellem uddannelsesinstitutionen, praktikstedet og den studerende om indholdet af praktikken.

Læs mere om de nye praktikmuligheder under Erasmus-programmet.

Sidst opdateret: 18/06 2009