Paradigmeskifte i Wales?

Karin Svejgaard.

Det var sidst i september, da jeg landede i Cardiff Airport i Cymru, der er det walisiske navn for Wales. Eftermiddagen var ved at blive til aften, og selvom der ikke er langt fra Danmark til Storbritannien, havde jeg været undervejs i næsten 12 timer. Jeg var træt, men også forventningsfuld, da jeg stod på busholdepladsen uden for lufthavnen.

Anledningen til, at jeg befandt mig i Wales var, at jeg skulle deltage i et studiebesøg i Cardiff. Besøget var arrangeret som en aktivitet under det tværgående program for politikudvikling under EU-programmet for Livslang Læring.

Jeg skulle deltage i en studiegruppe, der bestod af repræsentanter fra Tjekkiet, Ungarn, Italien, Tyrkiet, Frankrig og Island. Ud over vores forskellige nationaliteter var vores faglige udgangspunkter og interesser meget forskellige. Gruppen bestod af embedskvinder, skoleledere, lærere og konsulenter, men vi forsøgte at supplere hinanden i forbindelse med studiebesøget.

Wales på godt og ondt

På vejen til Cardiff fik jeg det første indtryk af Wales, og det jeg skulle opleve de følgende dage. Turen gik gennem et meget smukt landskab og småbyer, herunder Barry, og overalt i byerne sås de karakteristiske og næsten endeløse rækker af små og større, smalle rækkehuse, som er den gennemgående arkitektur i store dele af Wales.

De mindste huse er oprindeligt bygget til kulminearbejderne. Nu bor der ofte kun én familie i husene, tidligere var der to familier i de meget små huse. Kulminearbejderne er som bekendt væk nu, det sørgede Margrethe Thatcher for.

Hvad kulminearbejderne og deres børn laver i dag, ved jeg ikke, men de er formentlig arbejdsløse, for den store arbejdsløshed i Wales er den indirekte anledningen til studiebesøget. Hvert fjerde barn eller ungt menneske i Wales er berørt af fattigdom, og 20 % af alle unge mellem 16 og 24 år har erfaringer med en eller anden form for hjemløshed.

Der er tre gange så mange unge mennesker i Wales som i England, der er overvægtige, og Wales har den højeste andel af piger, der bliver gravide i teenageårene. Endelig er selvmordsraten i Wales fem gange højere end i England.

Disse eksempler indgår blandt andre i grundlaget for den opmærksomhed, der er på forholdet mellem socioøkonomiske faktorer og (manglende) præstationer i uddannelsessystemet i Wales.

The RAISE Programme

Under studiebesøget skulle jeg stifte bekendtskab med The RAISE Programme (Raising Attainment and Individuel Standards of Education). Programmet er rettet mod børn og unge i Wales med henblik på at skabe større lighed og retfærdighed for alle i uddannelsessystemet.

RAISE-Programmet blev igangsat i 2006 og hører ind under den lokale regering (Welsh Asembly Government – WAG), men er finansieret af midler fra Storbritannien. I første omgang skulle programmet løbe over to år med en samlet bevilling på £ 40,3 mil.

Programmet er dog videreført og skal nu løbe frem til 2011, dog med langt mindre bevillinger.  RAISE-programmet svarer omtrent til, hvad vi i Danmark kalder et udviklingsprogram. Inden for en centralt defineret ramme kan aktører i uddannelsessystemet definere projekter, der kan søges støtte til efter nærmere regler.

Programmet kan primært søges af skoler inden for børneskoleområdet, men andre områder kan dog også få del i midlerne, særligt det område waliserne kalder Look After Children.

I RAISE-programmet har man valgt at vurdere graden af nødlidende (deprivation) efter, hvor mange gratis skolemåltider en skole giver. For at få andel i RAISE-programmet skal andelen af nødlidende være på over 20 %.  De skoler, der opfylder disse kriterier, har fået andel i en basisbevilling på mellem £ 125.000-315.000.

Inden for RAISE-programmet er der naturligvis defineret nogle kriterier for, hvad der skal til for at få del i bevillingen, men i øvrigt er programmet med vilje forholdsvist løst formuleret. Fra centralt hold har man nemlig ønsket, at det skal være lederne og lærerne, der skal definere udviklingsprojekternes indhold og form. 

Dette forhold har givet programmet en del vanskeligheder, fordi der ikke har været den store erfaring (professionalitet) blandt aktørerne med at formulere udviklingsprojekterne. Resultatet er dog, at 614 skoler i Wales har nydt gavn af RAISE-programmet.

Projektlederen for RAISE-programmet Poul Morgan og flere af hans udmærkede kolleger var vores værter under studiebesøget. I studieugen besøgte vi udvalgte skoler med tilknytning til RAISE-programmet. Det være sig almindelige primary- og secondary schools, comprehensive schools og skoler for børn med særlige behov (specialskoler). Derudover deltog vi i en national evalueringskonference for RAISE-projektet.

Samlet strategi for kvalitetsløft

På skolebesøgene kunne vi ved selvsyn opleve, at skolernes indsats i forhold til RAISE-projektet var lokalt defineret og forankret. Midlerne er anvendt meget forskelligt. Ejerskabet af projekterne viste sig tydeligt ved vores værters engagement og stolthed over resultaterne.

Borgmesteren I Bettws, Newport præsenterer med stor stolthed to af lærerne fra Monnow Primary School for studiegruppen.

De skoler, vi besøgte, havde tidligere scoret lavt efter de nationale evalueringsstandarder, men lå nu i toppen af skalaen. RAISE-programmet blev fremhævet som den væsentligste årsag, men udviklingen blev også relateret til, at flere af skolelederne var blevet udskiftet.

De forholdsvist hurtige resultater skal formentlig også ses i lyset af, at den lokale walisiske regering har taget initiativ på området før RAISE-projektets opstart. Allerede i 2004 blev strategien Children and Young People: Rights into Action vedtaget. Strategien går ud på, at centrale og lokale myndigheder og aktører skal samarbejde om sikringen af børns rettigheder.

Tankegangen bag strategien er, at når man øger den enkeltes læring, beriger det den enkeltes liv og udvider hans eller hendes muligheder, samtidig med at det giver familierne og det nære samfund tydelige fordele. Det er også en del af tankegangen, at det vil fremme den økonomiske udvikling i Wales.

På vores studiebesøg oplevede eksempelvis denne strategi implementeret i en praksis, hvor børn skal lære at begå sig i uddannelsessystemet gennem respekt og høflig omgang med lærere og andre børn, fokus på gode skoleoplevelser hver dag, fokus på sammenhold og positivt tilhørsforhold til skolen gennem fællessamlinger med sang og musik, undervisning i en skovskole som en central ugentlig aktivitet med henblik på at understøtte børns positive erfaringer med skolegang og undervisningsaktiviteter, inddragelse af lokalsamfundet ved at åbne skolens faglokaler og it-faciliteter for voksne og børn efter skoletid og voksenundervisning i erhvervsrettede områder for forældrene til skolebørnene.

Inddragelse af de lokale myndigheder med henblik på engagement i de lokaler skoler er ligeledes et eksempel, og borgmesteren, som er afbilledet ovenstående, er et godt eksempel. Borgmesteren kommer så ofte, han kan på skolerne, og vi oplevede rent faktisk, at børnene var bekendt med 'The Major'.

Børn i gang med undervisning i en af de walisiske skovskoler.

Wellbeing som uddannelsesmål

Det mest påfaldende og gennemgående forhold under de mange skolebesøg var, at ledere og lærere i højere grad talte om børnenes 'wellbeing' som mål for uddannelses- og læringsaktiviteterne end om andre uddannelsesmål. Dette var også gældende for ministre og embedsmænd.

Der er dog ingen grund til at tro, at uddannelsessystemet i Wales ikke er orienteret mod de kompetencer, der skal til at for klare de udfordringer, som det moderne samfunds- og arbejdsliv menes at fordre.

Wales er jo også underlagt de nationale kvalifikationsstandarder, som det britiske uddannelsessystem er kendt for, men metaforikken var fraværende under hele studiebesøget, og det tolker jeg som, at 'wellbeing' for alvor er den dominerende tankefigur omkring udviklingen af pædagogikken og skolekulturen i Wales.

Opgør med New Puplic Management

Det er ikke kun på indholdet af politikkerne på børn- og ungeområdet, at der udvikles i Wales. Det sker også i forhold til relationerne mellem det politiske niveau, de lokale myndigheder og skoleorganisationerne, hvor der arbejdes med organisationsudvikling – en udvikling, hvor selv klasseværelserne og skolens omgivelser medtænkes. 

I virkeligheden sker der i Wales i disse år et opgør med de modeller for uddannelsestænkning, som er inspireret af New Puplic Management. Jeg vil gå så vidt, at jeg vil kalde det et paradigmeskifte. Inspirationen er hentet hos den canadiske skoleforsker Michael Fullan. Hans forestillinger om samspillet mellem de forskellige niveauer ser sådan ud:

Modellen er hentet fra School Effectiveness Framework, der er udgivet af Department for Children, Education, Lifelong Learning and Skills. Publikationen kan downloades her: http://new.wales.gov.uk/topics/educationandskills/educationskillsnews/schooleffectivenessframework/?lang=en

Her kan læses mere om, hvordan netværkerne udvikles, og hvorledes relationerne er tænkt mellem de forskellige aktører i netværket.

Paradigmeskifte eller kulturel revolution i det walisiske skolesystem

Selvom studiegruppen var fælles om at sukke efter blot en enkelt lille sightseeing-oplevelse i det faglige overflødighedshorn, som vores studiebesøg var, var studiebesøget ikke uden kulturel oplevelse.

Syv nationaliteter på et billede – studiegruppen i Wales.

Wales er jo et lille to-sprogsområde, hvor engelsk og walisisk sprog og kultur lever side om side. Måske er oplevelsen af at tilhøre et lille kulturområde inden for rammerne af Storbritannien en del af den drivkraft, der her er omtalt som et paradigmeskifte, men som på nært holdt nærmest blev oplevet som en kulturel revolution.

Når skolelederne varmt omtalte eleverne som 'my children', og når små børn spillede og sang fællessange om deres skole og deres undervisning blev ikke kun jeg berørt, det blev alle i studiegruppen. Når jeg oplevede skoler med flere hundrede børn, hvor der ikke var hærværk, larm og ballade – gjorde det indtryk på mig, men det skete måske under indtryk af den aktuelle debat om den danske folkeskole. 

Ændringen af relationen mellem aktørerne på uddannelsesområdet og myndighederne i forhold til politikudviklingen som et opgør med den New Puplic Management strategi og kultur, som ellers har præget store dele af det vestlige uddannelsessystem i mere end 20 år, var nok det, der gjorde det største indtryk på mig under studiebesøget. 

Oplevelsen af ejerskab, engagement og fælles ansvar for, at flere børn og unge kunne få positive oplevelser med skolesystemet oplevede jeg som lige intenst og autentisk, hvad enten vi talte med en minister, en embedsmand, en skoleleder, borgmester, præst eller lærer – det gjorde et stort indtryk og vækker vedvarende eftertanker.