Praktik og frokost i Hell’s Kitchen
Praktiktiden hos Firstborn Multimedia i New York var fuld af oplevelser og ny viden. Opholdet har samtidig bekræftet mig i, at min fremtid ligger i den digitale branche.
Af Jakob Nauerby Kristensen, Multimediedesigner, Erhvervsakademiet Lillebælt.
1. juli 2009 landede jeg i John F. Kennedy lufthavnen i New York City, USA. En uge forinden havde jeg netop færdiggjort mit 3. semester på Multimediedesigneruddannelsen og dermed var eksamenslæsning og den der tilhørende nervøsitet stadig i frisk erindring.
Praktik frem for ferie
I stedet for at nyde den danske sommer og holde ferie begav jeg mig nu ud på et fire måneders ophold i New York. Jeg havde været så heldig at få arrangeret et praktikophold med Firstborn Multimedia, som skulle indgå i en del af mit 4. semester.
Et halvt år før afgang havde jeg selv kontaktet firmaet og udtrykt min interesse for et praktikophold. Efter adskillelige e-mails og telefonisk samtale med deres ’Director of Operations’ kom praktikopholdet i stand. Dernæst kom en masse arbejde i forbindelse med visumansøgningen, da man ikke bare sådan slår sig ned i ’Guds eget land’.
Mødet med ’The Big Apple’
Det var mit første besøg i ’The Big Apple’, og jeg havde arrangeret det således, at jeg havde fem dage på egen hånd, før jeg skulle starte min praktik. Disse første dage var meget spændende, da det her for alvor gik op for mig, hvad jeg var gået ind til. I takt med at jeg fik oplevet byen og gjort en del sightseeing, voksede spændingen omkring mit praktikophold.
Mandagen efter mødte jeg op på 630 Ninth Avenue, Suite 930 og blev introduceret til firmaet og de forskellige ansatte. Firstborn Multimedie er et ’kreativt interaktivt bureau’, der producerer hjemmesider. Bureauet har ca. 50 ansatte og anses for at være blandt de førende firmaer inden for den digitale industri. Til dagligt arbejder de med klienter som Kodak, Ford, M&M’s, Puma, AT&T, General Electric og Porsche. Dette er blot et lille udpluk fra deres portefølje.
På arbejde hos Firstborn
Jeg var i firmaet som strategy/producer-praktikant og mine arbejdsopgaver gik hovedsageligt ud på at ”skygge” bureauets producerer på forskellige projekter. I min tid i firmaet nåede jeg at lave mange forskellige ting og arbejde sammen med mange forskellige mennesker.
Mine opgaver var alt fra at assistere deres ’new-business’-afdeling med research, være assistent til videoshoots, hjælpe med indhold til hjemmesider, være med til brainstorm- og klientmøder og derudover give en hånd med, hvor der nu var brug for det.
Arbejdsmiljøet
Jeg havde på forhånd forsøgt at danne mig nogle tanker om arbejdsmiljøet i firmaet. Dette viste sig dog ikke at holde stik. Selv arbejdede jeg mandag til fredag fra kl. 10-19. Dette var inkl. en times frokostpause, som jeg brugte på at udforske de mange spisesteder, som Hell’s Kitchen byder på. Frokostpauserne var ofte en god måde at komme i kontakt med medarbejderne på, da folk her i flokke går ud for at finde frokost.
Internationalt miljø
Firstborn Multimedia har ansatte fra alle dele af verden. Her var både medarbejdere fra Tyskland, Frankrig, Norge, Danmark, Brasilien og Korea repræsenteret. Dette skaber et unikt arbejdsmiljø, da folk har så mange forskellige kulturelle og arbejdsmæssige baggrunde.
Samtidigt er der en utrolig forståelse iblandt udlændingene, da man alle er flyttet til New York med en drøm om at opnå noget. Desuden har firmaet normalt over fem praktikanter ansat, hvilket gør, at man har nogle at dele sine erfaringer med.
At arbejde er at leve
Det var en yderst interessant oplevelse at stifte bekendtskab med det amerikanske arbejdsmarked – og især forholdene i underholdningsbranchen. Det er ikke uhørt at arbejde 10 timer hver dag. Dette betyder, at ens job bliver ens liv og en del af ens identitet.
Jeg oplevede i den grad, at folk følte sig meget hjemme i Firstborns lokaler. Derfor var det ganske normalt og accepteret at tage sin hund med på arbejde, pynte sit skrivebord med personlige genstande, gå barfodet og køre rundt på sit skateboard på kontoret.
”How are you doing?”
Man vænner sig hurtigt til den amerikanske facon at være på. Når de spørger en ”How are you doing?”, betyder det ikke nødvendigvis, at de er interesserede i at høre om ens livshistorie. Samtidigt er det sjovt, hvordan de kaster omkring sig med rosende adjektiver. Selv den mindste opgave jeg lavede, blev stemplet som ’amazing’ eller ’awesome’. Som dansker kan det virke lidt sjovt, da vi måske ikke er det mest ”rosende” folkefærd.
Dette betyder dog, at man engang imellem godt kan være lidt i tvivl om, hvor godt det produkt, man har lavet, egentligt er.
Personlige erfaringer
Udover at høste en masse faglige erfaringer lærte jeg utrolig meget rent personligt. Jeg lærte hurtigt, at man i rollen som praktikant skal være utrolig proaktiv. Dette erfarede jeg på den hårde måde, da tendensen var, at jeg fik lov til at passe mig selv de første par uger.
Her fandt jeg dog ud af, at det er vigtigt at gøre opmærksom på sig selv og tilbyde hjælp. Da jeg først fik gjort opmærksom på mig selv, kom opgaverne så småt. Samtidigt lærte jeg for alvor at stå på egne ben, da jeg flyttede til byen uden at kende en sjæl.
Afklaret med fremtiden
Rent fagligt er jeg som multimediedesigner-studerende blevet afklaret med, at jeg gerne vil arbejde i denne industri i fremtiden. Jeg finder den digitale industri yderst interessant og har virkelig erfaret på egen hånd, hvor meget arbejde, der ligger bag en hjemmesideproduktion.
Derfor er min næste mål efter en bestået multimediedesigneruddannelse at begynde at læse medievidenskab på Syddansk Universitet. Dette skal gerne resultere i, at jeg i fremtiden kan komme til at arbejde strategisk med medieproduktioner. Denne afklarethed havde jeg ikke opnået uden dette praktikophold. I denne forbindelse går jeg allerede og leger med tanken om endnu et praktikophold – måske i New York igen?
The land of opportunity
“Concrete jungle where dreams are made of/ There's nothing you can’t do/ Now you're in New York”. Sådan synger Alicia Keys i sangen ‘Empire State of Mind’ på New York-rapperen Jay-Z’s nyeste album.
Denne følelse kan jeg efter mit ophold sagtens relatere til. Det er ikke for sjov, man kalder USA mulighedernes land. Jeg er stadig meget benovet over, at jeg fik muligheden for at skifte min adresse i Odense ud med East Village, New York.
Samtidigt fik jeg lov til at arbejde sammen med nogle af de dygtigste folk i den digitale industri. Dette har klart givet mig blod på tanden og resulteret i, at jeg i dag er mere målrettet angående min fremtidige karriere.







