Videre til indhold | Videre til menunavigation

31/10 2005

Samarbejde med Indien

Erhvervsakademiet på Selandia går nye veje i internationaliseringen og retter nu blikket mod Indien.

Mens alle taler om Kina som det sted, hvor tingene sker, har man på Selandia i Slagelse valgt at sende en delegation til Indien for at opdyrke nye internationale relationer. Delegationen er netop vendt hjem fra en udbytterig tur til Bangalore, hvor de forud havde fire mål.

"Vores første mål var at skaffe flere internationale studerende til vores nyoprettede engelsksprogede uddannelser til datamatiker og multimediedesigner. Her blev det til gengæld klart for os, at det er meget svært at få studerende på universitetsniveau, fordi de indiske universiteter ikke vil meritoverføre uddannelsesforløb fra andre universiteter. Derimod fik vi kontakt til en agent, som vil hjælpe os med at rekruttere studerende, som endnu ikke er begyndt på en uddannelse", fortæller Palle Zych, studieleder på Selandia.

Målet er i første omgang at få 3-4 studerende fra Indien til næste studiestart på Selandias engelsksprogede uddannelse i IT og økonomi.

I dag har Selandia i samarbejde med handelsskolecentret 85 internationale studerende på en professionsbacheloruddannelse i IT og økonomi, hvoraf de 90 procent er udenlandske studerende. På denne uddannelse er der endnu ikke nogle indiske studerende.

Aftale om praktik

En af de andre ting, der kom ud af rejsen til Bangalore var, at man fik kontakt til indiske virksomheder, så de studerende på Selandia nu får muligheder for at komme i praktik langt fra Danmarks grænser.

"Ud af flere virksomhedsbesøg, har vi fået en aftale med e-learning virksomheden Ascendum System Pvt. Ltd. Vi mødtes med dem for at diskutere, hvordan det konkret skal foregå. Det skal jo ikke være sådan, at vi blot leverer gratis arbejdskraft. De studerende skal have noget ud af det, og der er mange praktiske ting, som virksomheden skal hjælpe med at tage hånd om".

Desuden har Selandia fået en aftale med et indisk universitet om, at lærere fra Selandia nu kan komme på udvekslingsophold og få internationale erfaringer. Endelig er der også indgået aftale på universitetsniveau om, at studerende fra Selandias uddannelser som multimediedesigner og datamatiker, nu kan læse en overbygning i Indien og få en bachelor. I alt er Palle Zych meget tilfreds med turen.

"Vi har fået nogle rigtig gode aftaler og har i det hele taget haft meget ud af det".

Sammen med de andre deltagere er Palle Zych nu ved at lægge sidste hånd på en rapport om turen. Den bliver færdig en af de allernærmeste dage. Interesserede kan få rapporten ved henvendelse til Palle Zych på pazy@selandia-ceu.dk. CIRIUS har givet økonomisk tilskud til turen til Indien gennem startpuljen.

Sidst opdateret: 22/06 2009