Videre til indhold | Videre til menunavigation

09/09 2005

Stigende interesse for udvekslingsophold

De seneste tal for mobilitet på de videregående uddannelser viser, at antallet af udenlandske studerende, der kommer til Danmark på et udvekslingsophold, er steget markant. Ligeledes er antallet af udrejsende danskere, der tager på udvekslingsophold, fortsat stigende.

For tredje år i træk har CIRIUS indsamlet de tilgængelige statistiske oplysninger om danske studerende i udlandet og udenlandske studerende i Danmark fra Undervisningsministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Kulturministeriet, SU-styrelsen og EU. 

Disse oplysninger er nu samlet i tre mobilitetsstatistikker:

  • Mobilitetsstatistik for de videregående uddannelser – Danske studerende i udlandet og udenlandske studerende i Danmar
  • Den internationale mobilitetsstatistik for Erasmus-programmet
  • Erasmus-programmet i detaljer – statistik for lærer- og studentermobilitet

Derudover er der udarbejdet et resumé af mobilitetsstatistikkerne. Dette er alt sammen tilgængeligt på Ciriusonline.

Flere udvekslingsstuderende

Det fremgår af den nyeste statistik, at interessen for at tage på udvekslingsophold i udlandet er stigende. Et udvekslingsophold skal forstås som et udlandsophold af minimum tre måneders varighed, der godkendes som en del af studiet. Dette inkluderer meritgivende praktikophold.

I studieåret 2003/04 tog 5.361 udenlandske studerende til Danmark på et udvekslingsophold. I forhold til studieåret 2002/2003 er det en stigning på 656 studerende. Går man længere tilbage, er der tale om mere end en fordobling siden studieåret 1995/96, hvor antallet af udenlandske studerende på udvekslingsophold udgjorde 2.284.

Tilsvarende er antallet af danske studerende, der tager på udvekslingsophold i udlandet steget gennem de sidste ti år. I 1995/96 tog 3.384 danskere på udvekslingsophold i udlandet, mens det i 2003/04 var på hele 4.625. Stigningen har i de senere år ikke været stor, til gengæld er der tale om en kontinuerlig stigning. 

Udvekslingsstuderende med Erasmus

Ser vi på den del af de udvekslingsstuderende, der har benyttet sig af Erasmus-programmet, som er finansieret af EU, bliver det tydeligt, at stigningen i det generelle antal udvekslingsstuderende, der kommer til Danmark, primært skyldes stigningen i antallet af indrejsende Erasmus-studerende.

Erasmus-programmet har eksisteret siden 1987. I de første år frem til 1995/96 steg antallet af såvel indrejsende som udrejsende studerende. Siden er antallet af indrejsende udenlandske studerende fortsat med at stige, mens antallet af danske udrejsende studerende omvendt er stagneret. Dette hænger i høj grad sammen med de danske studerendes prioriteringer og ønsker, når de vælger studieland.

Valg af studielande

Overordnet set kommer de fleste af de udenlandske udvekslingsstuderende i Danmark fra Europa, mens de danske udvekslingsstuderende i stigende grad vælger at rejse uden for Europas grænser.

78% af de udenlandske universitetsstuderende, der kommer hertil via en udvekslingsaftale, kommer fra Europa. I de senere år har der især været en stigning i antallet af studerende fra de øst- og centraleuropæiske lande. Kun 22% af de udenlandske udvekslingsstuderende, der læser på universitetet, kommer fra lande uden for Europa.

Ser vi derefter på de danske udvekslingsstuderendes foretrukne studielande, så vælger omkring 60% at tage til et andet land i Europa – og hele 40% at tage til et land uden for Europa. Favoritlandene inden for Europa er Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Spanien, mens det uden for Europa er USA, Canada, Australien og New Zealand.

Reel mobilitet er højere

De tal, der er opgivet her, dækker kun udvekslingsmobilitet over tre måneders varighed. Den reelle mobilitet på de videregående uddannelsesinstitutioner er derfor noget højere, end denne statistik angiver.

Man kan læse mere om fordelingen af mobilitet på de forskellige sektorer og fordeling på fagområder i de tre mobilitetsstatistikker om de videregående uddannelser. Her kan man også læse om mobiliteten for de studerende, der vælger at tage deres SU med til udlandet for at gennemføre en hel uddannelse. Endvidere er der som noget nyt også tal for det antal udenlandske studerende, der gennemfører en hel uddannelse i Danmark.

Sidst opdateret: 22/06 2009