Stor begejstring for kajkager og det danske gymnasium
I forbindelse med CIRIUS’s årlige informationsmøde for nyankomne Comenius-assistenter talte redaktionen med tre af deltagerne om deres oplevelser med det danske undervisningssystem og om deres erfaringer som Comenius-assistenter i Danmark.

- Sophie Ferron (Frankrig), Anne Pörschke (Tyskland) og Ameli Holloh (England).
Fredag d. 17/10 lagde CIRIUS hus til, da nyankomne Comenius-assistenter fra rundt omkring i Europa mødte op til informationsmøde. Assistenterne, som for alles vedkommende er enten studerende eller nyuddannede lærer, har siden skoleårets start fungeret som hjælpelærer ved enten en grundskole eller et gymnasium. Opholdet i Danmark strækker sig over en periode fra 3–10 måneder og har som formål, dels at give kommende lærere mulighed for at stifte bekendtskab med andre landes uddannelsessystemer, dels at bidrage til at give værtsskolernes elever internationalt input og mulighed for at lære om assistentens sprog, land og kultur.
Informationsmødet blev indledt med en generel orientering om opbygningen af det danske undervisningssystem samt om præmisserne for assistenternes ophold i Danmark. Dernæst holdt en tidligere Comenius-assistent et oplæg om hendes erfaringer som assistent. Dagen afsluttedes med en workshop, hvor assistenterne fik mulighed for at netværke og udveksle erfaringer.
I forbindelse med workshoppen fik vi lejlighed til at tale nærmere med tre af de fremmødte Comenius-assistenter – Sophie Ferron fra Frankrig, Anne Pörsckhe fra Tyskland og Ameli Holloh fra England – om deres ophold som assistenter i Danmark.
Comenius-assistent i den danske gymnasieskole
De tre assistenter er under deres ophold alle engageret i gymnasieskolen. De fremhæver i denne sammenhæng, at assistentordningen er alle tiders mulighed for at forbedre ens sproglige kompetencer og for at tilegne sig praktisk undervisningserfaring inden man for alvor tager fat på lærergerningen, ligesom det kulturelle møde med et anderledes undervisningssystem er meget inspirerende.
At valget er faldet på Danmark som værtsland har i denne sammenhæng da heller ikke været nogen tilfældighed. Det har for, alle de tre assistenters vedkommende hængt sammen med et stort ønske om at stifte nærmere bekendtskab med den skandinaviske undervisningsmodel, som de finder meget inspirerende. Ikke mindst ligeværdigheden og den uformelle omgangstone mellem lærer og elever bliver fremhævet som et meget positivt kendetegn ved den danske gymnasieskole.
Alene det at kunne være på fornavn med sin underviser fremstår, ifølge Sophie Ferron, som noget nær revolutionerende i relation til hvad hun selv har oplevet igennem sin skolegang. I Frankrig er kommunikationsformen meget mere formel og distancen mellem lærer og elev meget større, fortæller hun. Generelt er det de tre assistenters oplevelse, at netop den uformelle tone i klasseværelset fungerer som et effektivt redskab til at nedbryde barrierer mellem elev og lærer i relation til indlæringsprocessen og gør det lettere at håndtere konflikter. Dette er således også et af de forhold, som de vil forsøge at overføre til deres egen undervisning, når de vender hjem til deres respektive skoler.
Også integrationen af IT i undervisningen fremhæver de tre assistenter som et af de forhold, hvor det danske undervisningssystem udmærker sig. Ameli Holloh er imponeret over, hvor hurtige de danske elever er til at indhente information på Internettet og omsætte den nye viden konstruktivt i undervisningen. Ifølge Ameli Holloh skaber integreringen af i IT en meget dynamisk undervisning, som indeholder pædagogisk redskaber, som hun ikke tidligere har stiftet bekendtskab med.

- Comenius-assistenter til mødet.
Det gode assistentophold

På trods af de tre assistenters umiddelbare begejstring ved det danske undervisningssystem har de dog også malurt at drysse i bægret. De er enige om, at undervisningen i Danmark til tider kan virke noget uorganiseret og at lidt mere disciplin i klasseværelset formentlig ville kunne hæve det faglige niveau yderligere.
Som assistenter tilknyttet et gymnasium er de tre assistenter del af en meget hektisk hverdag, hvilket ifølge Anne Pörschke har været utroligt spændende. Samtidig fortæller hun dog også, at det kan være svært som assistent i gymnasieskolen, at få afsat tid til at etablere sammenhængende undervisningsforløb. Det skyldes oftest, at eleverne i bred udstrækning har været optaget af Almen studieforberedelse og eksamensforberedelser. Et forhold som de to øvrige assistenter kan nikke genkendende til.
De tre assistenter fremhæver derfor også, at grundlaget for et succesfuldt og produktivt assistentophold i høj grad hviler på, at værtsskolerne er velforberedte på assistenternes ankomst og er afklaret om målsætningen med at søge en assistent. Ligeledes er det vigtigt, at lærerkollegiet er informeret om assistenternes tilstedeværelse og at man tidligt i assistentforløbet får koordineret, hvilken rolle og hvilke arbejdsopgaver assistenten skal påtage sig. Dette skal sammen føre til, at deres ressourcer som Comenius-assistenter bruges mest hensigtsmæssigt.
De tre assistenter understreger dog at de alle haft en oplevelse af at blive inddraget aktivt i undervisningen, og har ikke mindst i kraft af deres sproglige kompetencer kunne indgå som en stor kapacitet i sprogundervisningen.
Kulturmødet
Afslutningsvis fortalte de tre assistenter om kulturmødet med det danske samfund – om det svært definerbare begreb hygge, om danskernes brug af sarkasme og ironi (som til tider kan være svær for en udlænding at få styr på) og endelig om dansk bagværk – ikke mindst ”kajkagen” – som har vagt stor begejstring blandt de tre assistenter.
Anne Pörschke beretter eksempelvis om hendes første danske middagsselskab, hvor hun blev forundret over danskernes hang til ustandseligt at skåle. Ligeledes er danskernes konsumering af kaffe kommet som en overraskelse for Sophie Ferron : ”I Frankrig plejer vi at drikke to-tre kopper om dagen, det er jo hvad de fleste danskere drikker inden frokost”. På trods af danskernes ”besynderlige vaner” har de dog alle fået et meget positivt indtryk af Danmark og danskerne og udtrykker stor tilfredshed med deres ophold som Comenius-assitenter.
Anne, Ameli og Sophie forsætter som assistenter frem til jul, men har allerede nu fået oplevelser, inspiration og redskaber, som vil styrke dem i deres fremtidige arbejdsliv. Fra dem lyder en stor opfordring til lærerstuderende og ikke mindst skoler rundt om i Europa om at tage den internationale udfordring til sig og gøre brug af de ressourcer der ligger i mødet mellem skole og en udenlandsk Comenius-assistent.
Generelt om Comenius assistentordningen
- En Comenius-assistent er en studerende eller nyuddannet lærer, der fungerer som hjælpelærer på en udenlandsk skole i 3-10 måneder.
- Formålet med assistentordningen er dels at give kommende lærere indsigt i andre landes undervisningssystemer, dels at bidrage til at give værtsskolen en europæisk dimension.
- Assistenten modtager et månedligt stipendium fra Comenius-programmet, mens ordningen er gratis for værtsskolen.
- Assistentordningen omfatter de 31 lande der deltager i Comenius-programmet.
- Alle grundskoler og institutioner, der udbyder formel uddannelse, kan bliver vært for en assistent.
- Ansøgningsfristen for både skoler som ønsker at søge Comenius-assistenter og studerende som ønsker at søge værtsskoler er 30/1 – 2009.




