Videre til indhold | Videre til menunavigation

16/10 2008

Tag udgangspunkt i forskelligheden

Susanne Berg er skoleleder på en af Danmarks mest etnisk mangfoldige folkeskoler. For hende har skolepartnerskabet givet anledning til at sætte forskelligheden øverst på dagsordenen og bryde med gammeldags måder at tænke på.

Susanne Berg
Susanne Berg

I 2006 afsluttede Sødalskolen et to-årigt samarbejde mellem Spanien, Tyskland og Danmark, ”Join the Culture Club!”. Som titlen signalerer, drejede samarbejdet sig om interkulturel dialog i klassen og partnerskolerne i mellem.

Eleverne undersøgte skolebørns vilkår gennem tiden og på tværs af kulturer og gennemførte interviews med forældre og bedsteforældre om traditioner. Derudover arbejdede eleverne med deres land, by og skole og udvekslede viden med partnerskolerne. 

Enkelte elever, som blev udvalgt som særlige gode repræsentanter for Danmark, besøgte også de andre partnerskoler.

Mod til forskellighed

Hvor de fleste skoler betragter en overvægt af tosprogede elever som en hindring for at indgå i et internationalt samarbejde, valgte Sødalskolen at gøre den etniske mangfoldighed til omdrejningspunktet for deres skolepartnerskab.

”Vi vendte bøtten på hovedet”, siger Susanne Berg. Hun har erfaret, at det etniske islæt på skolen tidligere nemt kunne blive forbigået af lærerne. Måske pga. en angst for at forstærke det: ”Det flerkulturelle i det nære miljø sætter man ikke altid fokus på, fordi man ikke vil fremhæve forskelligheden. Det opfatter mange lærere nemlig som diskriminerende.”

Susanne Berg erkender, at det krævede mod at tage fat i den enkelte elevs kulturelle og historiske baggrund. Men netop dette afsæt for skolepartnerskabet skabte en fælles forståelse af samhørighed og lighed hos eleverne:

”Vores fokus var netop at styrke bevidsthed og viden om de universelle vilkår i vores liv, som henholdsvis indvandrere, flygtninge og på samme tid “almindelige” borgere.”

Vi er ikke så underlige endda

”Tænk, at der i en skole i Frankfurt er en klasse, der ligner os.” Det var elevernes første reaktion, da de så billeder af eleverne fra partnerskolerne og opdagede, at de var ligeså brogede, som dem selv.

Men Susanne Berg peger på, at aha-oplevelsen var ligeså stor blandt de involverede lærere og ledere. ”Det har krævet en del mod af lærerne på skolen at kaste sig ud i samarbejdet, for de frygtede, at deres elever måske ikke ville være rustede til et projektarbejde.”

På ansøgningstidspunktet var det på tale at sammenlægge Sødalskolen og en naboskole. Det affødte en hård debat om, hvorvidt dette ville medføre en sænkning af niveauet på grund af Sødalskolens mange tosprogede elever.

I denne periode var skolens elever meget bevidste om, at de skilte sig ud, og at deres skole blev fravalgt af andre børns forældre. Erkendelsen af, at de slet ikke var så anderledes, som de ofte følte sig, var en øjenåbner for eleverne. Det gav dem en ny, positiv selvopfattelse, mener Susanne Berg.

Stolte elever

Partnerskabet var kilde til flere nye erkendelser, ikke mindst en skærpet bevidsthed og stor stolthed over at være dansk.

”Eksempelvis når eleverne, som de eneste turde, at fremlægge mundtligt foran de andre klasser, og når de oplevede, at de havde nogle gode kompetencer med i bagagen.”

Det var især, når det kom til indstilling, disciplin og arbejdsformer, at eleverne blev stolte over den danske undervisningsmodel, fortæller Susanne Berg, der mener, at partnerskabet har bidraget væsentligt til elevernes motivation for skolearbejde.

Integrationen fik et skub fremad

”Eleverne har opdaget, at de på tværs af grænser ligner hinanden – at deres vilkår er ens. Samtidig er deres bevidsthed blevet skærpet om værdierne i Danmark”, fortæller Susanne Berg.

I et interkulturelt samarbejde, som skolepartnerskabet, opstår en særlig læringssituation, hvor os-dem modsætningerne kan ophæves, mener Susanne Berg. Her oplever eleverne det forskellige og det genkendelige. De identificerer sig både som en del af et fællesskab og som noget særligt.

Det er vejen til integration, mener Susanne Berg. Hun peger på, at forudsætningen for integration netop er kendskab og oplysning: ”Jo større kendskab, jo større viden om hinanden, desto flere myter og fordomme bliver aflivet. Det er med til at fremme integrationen generelt.”

Bryd rammerne

”Bryd med vanetænkningen og sørg for at have ledelsens og kollegernes opbakning!” Det er de vigtigste erfaringer, Susanne Berg har taget med sig fra de to års skolepartnerskab. Det kræver gåpåmod og en ny indstilling at tage kampen op mod en skolekultur, der traditionelt set tænker i helheder frem for enkelte elevers kompetencer.

Vi har overvundet vores egen tidligere skepsis og har valgt at have fokus på den gode elevadfærd. Vi tør belønne den nu, og det har også været banebrydende i forhold til de resultater, vi har oplevet i partnerskabet.”

Susanne Berg fastslår, at det har været det hele værd, men hun mener kun, at det er lykkedes i kraft af en bred opbakning på skolen. Skolepartnerskaber kræver ressourcer og tålmodighed. Derfor anbefaler Susanne Berg, at projektet indgår i skolens samlede vision, så resultaterne kan udnyttes på alle skolens niveauer.

Om Sødalskolen

Sødalskolen er en folkeskole beliggende i Braband i Århus Vest. Skolen er nabo til et af Danmarks fattigste og mest børnerige områder, Gjellerup parken.

Skolen har 275 børn, hvoraf 80% har minoritetsbaggrund. 116 elever kommer fra arabisktalende lande. Herudover er følgende sprog også repræsenteret på skolen: tyrkisk, somalisk, vietnamesisk, kurdisk, polsk, singhalesisk, spansk, farsi, islandsk, færøsk, grønlandsk, thailandsk samt tamilsk.

Det internationale islæt afspejles ikke kun i skolens multikulturelle elevsammensætning, men også i skolens faglige profil, hvor man bl.a. har oprettet engelsk som specialiseringsfag med undervisning allerede fra 0. klasse.


Sødalskolen
Louisevej 29
8220 Braband
86253666
sda@aaks.aarhus.dk
www.soedalskolen.dk

Sidst opdateret: 30/07 2009