Uddannelse i Indien: en kæmpe skude skal vendes, men uden at gå i dok!

Af Inger Bruun, CIRIUS.

Kancellisprog, tal og tabeller er puttet i mølposen, og varm kærlighed til viden lyser ud af rapporten fra den meget omtalte Yash Pal-kommission om ”fornyelse og foryngelse af de videregående uddannelser” i Indien.

Kommissionen blev nedsat af den indiske undervisningsminister i juni 2008 for at se nærmere på styringen af indiske uddannelser, men få måneder efter skrev kommissionens formand, professor Yash Pal, til ministeren og bad om et bredt mandat til at undersøge, hvordan indisk uddannelse kan fornys og være med til atudvikle hele det indiske samfund. Yash Pal fik sit mandat.

Yash Pal (tv.)

Rapporten udkom i juni 2009 og rummer blandt andet forslag om at samle al central ledelse i en ”National Commission for Higher Education and Research”, øge tværfagligheden, lade uddannelse og forskning følges ad samt fremme erhvervsuddannelserne – et stedbarn i indisk uddannelse.

Nu er rapporten til debat i Indien, men langt de fleste fra regering til universiteter er tilfredse med kommissionens forslag.

”The idea of a University: A university is a place where new ideas germinate, strike roots and grow tall and sturdy. It is a unique space, which covers the entire universe of knowledge. It is a place where creative minds converge, interact with each other and construct visions of new realities. Established notions of truth are challenged in the pursuit of knowledge.”

Fra Report of ‘The Committee to Advise on Renovation and Rejuvenation of Higher Education’, Indien, juni 2009.

Kaotiske styreforhold og bachelorundervisning uden forskning

Indiens universiteter har et stort antal tilknyttede colleges. Antallet er astronomisk set med danske øjne. I alt er der mere end 20.000 colleges, så den kvalitetskontrol, som det enkelte universitetet skulle udøve over sine tilknyttede colleges, er ikke alene er en kæmpe byrde, men en illusion. F.eks. administrerer Osmania University, som er et af Indiens største universiteter, mere end 1.000 colleges og har et samlet antal studerende hen mod 340.000.

Som et lille eksempel på ustyrligheden kan nævnes ”Controller of Examinations Office” ved Osmania University, som er den afdeling, der udsteder og berigtiger eksamensbeviser. Afdelingen består af 10 kontorer, der alle benytter egne stempler og underskrifter. Kontorerne berigtiger eksamensbeviser fra mere end 1.000 colleges med omkring 400 forskellige uddannelser, som alle udsteder på egne formater. Gang selv op!

Det er normalt, at bachelorundervisningen foregår på de tilknyttede colleges, mens masteruddannelserne og forskningen foregår ved universiteterne, så den studerende først langt henne i sit studium møder forskningsverdenen.

Yash Pal-kommissionen vil have universiteter til at tilbyde bachelorundervisning og foreslår derudover, at de cirka 1.500 velfungerende colleges bliver opgraderet til universiteter, mens de øvrige colleges bliver opfordret til at finde sammen i større skoler.

De velrenommerede "central universities", Indian Institutes of Technology og Indian Institutes of Management skal danne model for institutionsledelse.

Private skoler som pengemaskiner

Den indiske stat har savnet midler til at udbygge de offentlige uddannelsessteder, og det har skabt plads for private skoler ikke mindst inden for fagene ledelse, regnskab og medicin. En privat skole skal blot være registreret som en forening eller fond med almennyttigt formål, og private skoler er skudt op som paddehatte på en svensk skovbund.

Trods disse ”nonprofit”-bestemmelser kalder kommissionen de private skoler for pengemaskiner, peger på, at de ofte betaler usle lærerlønninger og giver topstillinger til familiemedlemmer.

Der er heller ikke roser til de private erhvervsskoler, som tilbyder de fattigste i Indien erhvervsuddannelser af elendig kvalitet. Kommissionen underspiller sin kritik, når den skriver, at det er dens indtryk, at private skoler ikke kommer særlig godt fra det, på trods af at de kræver store summer for indskrivning på deres uddannelser.

26 private uddannelsessteder blev i årene 2000 til 2005 opgraderet til deemed university, dvs. til institutioner med universitetslignende status. Siden 2005 er antallet steget til 108. Oprindelig blev titlen givet på grund af de private uddannelsessteders akademiske kvaliteter. En række uddannelsessteder får i dag tildelt titlen uden at leve op til disse kriterier, mener kommissionen, som ønsker, at de indiske myndigheder stopper tildelingen af titlen ”deemed university” indtil videre.

Tøvende velkomst til udenlandske universiteter

Det kan være af interesse i en dansk sammenhæng, at kommissionen åbner en dør for at etablere udenlandske universiteter i Indien. I dag kan et udenlandsk universitet ikke etablere sig som et selvstændigt uddannelsessted i Indien, men kan dog tilbyde kurser under forskellige samarbejdsformer med indiske uddannelsessteder.

Kommissionen ønsker først og fremmest at tiltrække udenlandske undervisere og forskere til Indien, men byder om end lidt tøvende også de bedste 200 udenlandske universiteter velkomne, hvis de skulle ønske at slå dørene op i Indien.

De udenlandske universiteter skal tilbyde indiske grader og være underlagt de samme regler som et indisk universitet. Kommissionen bekymrer sig således ikke mindst om kvaliteten af de udenlandske universiteter, som opererer løsrevet fra en national kontekst.

Et centralt organ skal afløse fragmenteret ledelse

Blandt sine mange forslag fremhæver kommissionen forslaget om at lade et centralt styrende organ – en ”National Commission for Higher Education and Research” – afløse de nuværende organer som University Grants Commission (UGC) og All India Council of Technical Education (AICTE). Formålet er at undgå den nuværende fragmenterede ledelse af indiske videregående uddannelser.

Osmania University

Med et sådant organ sigter kommissionen på at skabe en sammenhængende udvikling af indiske universiteter. Kommissionen vil også sikre universiteternes selvstændighed, fremme tværfaglighed og tværinstitutionelt samarbejde samt mindske indflydelsen fra erhvervsråd som f.eks. Medical Council of India. Regeringen og de indiske universiteter har været begejstrede for forslaget, mens de organer, som foreslås nedlagt, naturligt er mere kritiske.

Kommissionen foreslår i samme ånd, at universiteterne fremover skal måles på tre ydelseskriterier:

1. Evnen til at skabe social sammenhængskraft i det indiske samfund, så køns-, klasse- og kasteforskelle formindskes.
2. Akademisk udmærkelse og bidrag til det omgivende samfund.
3. Evnen til at forny sig selv.

At kommissionen fremhæver universiteternes sociale kompetence og demokratiske formåen som en førsteprioritet, kan synes at være en god idé i et Indien, hvor avisoverskrifter om slagsmål og dødsfald i kampen mellem rivaliserende grupper på de indiske campusser ikke er sjældne.

Men er der råd?

Ifølge de indiske aviser lovede den nyudnævnte indiske undervisningsminister, Kapil Sibal, i juni at gennemføre Yash Pal-kommissionens forslag inden for de første 100 dage af sin ministertid.

Kommissionens forslag kan imidlertid løbe ind i manglen på penge. Kommissionen foreslår blandt andet, at uddannelse skal være økonomisk mulig for alle, og at alle studerende skal kunne få studielån. Udgiften hertil vil fordoble det indiske uddannelsesbudget.

Deepak Pental, rektor ved Delhi University, udtaler, at det er en praktisk og lovende rapport. Hvor pengene skal komme fra, ved han ikke, men han konkluderer alligevel, at indiske uddannelser bevæger sig i den rigtige retning.