Europæiske elever udveksler meninger om menneskerettigheder

HVILKEN MENNESKERETTIGHED er vigtigst: religionsfrihed eller retten til uddannelse? Ytringsfrihed eller ansvaret for ikke at krænke mindretal? Retten til at blive undervist på sit eget sprog eller…

Hvis du gik og troede, at menneskerettigheder er enkle, uproblematiske og universelle, så tro om igen. I de lande, der har tilsluttet sig Menneskerettighedskonventionen, er der store forskelle på, hvordan de bliver forstået.

Det gælder også i EU. Synet på ytringsfrihed i Rumænien og i Tyrkiet kan være forskelligt fra det, der er fremherskende i Estland og i Danmark.

Helt andre syn på mindretal

Men de potentielle konflikter kan faktisk gøres til drivmiddel for internationalt samarbejde. Med støtte fra EU's Comenius-program har en gruppe lærere fra fire europæiske skoler udviklet et fælles undervisningsforløb med fokus på menneskerettigheder.

”Vi ville udvikle forløbet med nogle lande, som kunne bringe en anden vinkel ind, og i Tyrkiet og Rumænien har de et lidt andet syn på menneskerettigheder og helt andre syn på fx mindretal”, siger Heidi Graversen, som til daglig underviser i matematik og kemi på Egaa Gymnasium i udkanten af Århus.

35 lektioner online

Resultatet er blevet et undervisningsmateriale med grundige lektionsbeskrivelser, powerpoints, videoer og evalueringsmaterialer, som nu er lagt ud på projektets hjemmeside til inspiration og fri afbenyttelse for lærere i resten af Europa.

Heidi Graversen forklarer, at der er tale om et forløb på 35 lektioner som belyser menneskerettighederne ved hjælp af forskellige pædagogiske metoder og ud fra en række forskellige faglige synsvinkler, bl.a. historie, fysik, billedkunst, religion og matematik. 

Fra matematik til menneskeret

I begyndelsen skal eleverne reflektere over balancen mellem individets rettigheder og dets pligter, sådan som de er defineret i forskellige religioner. Senere får de sat begreberne i spil i forbindelse med både historiske og aktuelle temaer som fx forbrugerisme, bæredygtig udvikling og borgerrettigheder.

Matematik har ikke så meget med menneskerettigheder at gøre, indrømmer Heidi Graversen, men hendes fag har fået en naturlig plads, fordi der er indlagt undersøgelser af elevernes holdninger i starten og i slutningen af forløbet.

På den måde får de lejlighed til at diskutere, hvordan og hvorfor deres holdninger er forskellige i klassen og i de forskellige lande. Og om holdninger flytter sig, efterhånden som man bliver klogere.

Rumænske elever fremlægger en collage fra deres gruppearbejde.

Afprøvet som AT-forløb

Undervisningsforløbet blev afprøvet på Egaa Gymnasium. Det skete ved et ugelangt AT-forløb, hvor elever fra alle fire lande deltog. Og der blev eleverne, og faktisk også lærerne, udfordret på deres opfattelser af fx minoriteters rettigheder:

”Tyrkerne har svært ved at se, at det kurdiske mindretal bliver behandlet dårligt, for ifølge tyrkerne har kurderne jo samme ret til at blive undervist på tyrkisk, som almindelige tyrkere har”, siger Heidi Graversen.

I slipstrømmen af Muhammed-krisen

Omvendt gav eleverne fra Egaa generelt udtryk for et mere entydigt syn på ytringsfrihed end de udenlandske elever:

”Vi er jo i slipstrømmen af Muhammed-krisen, og der er forskel i den måde, eleverne ser ytringsfrihed og ansvar på. De danske elever var mest optaget af den personlige frihed. De udenlandske elever fokuserede nok mere på, at man også har et ansvar.”

Men der var nu ikke så store holdningsforskelle, som man måske kunne have forventet. Temaet global opvarmning gav fx ikke anledning til de store konflikter.

”Det var ikke sådan, at én gruppe hældte til solpletteori og en anden til drivhuseffekt”, smiler hun.

Der blev flyttet hegnspæle undervejs

Comenius-projektet er foregået over to år, hvor hver skole har udviklet et tema til forløbet, som de udenlandske kolleger så har givet sparring på. På den måde har lærerne fra Egaa arbejdet sammen med tyrkerne om religionsdelen, rumænerne har givet feedback på esternes forløb om kunst osv.

Det har været en proces præget af mange interessante pædagogiske og faglige diskussioner, fortæller Heidi Graversen. Men de største kontraster mellem de europæiske lærerkolleger var de pædagogiske. Gruppearbejde var fx noget eksotisk i de andre lande:

”De var faktisk meget ophidsede, nogle af lærerne fra Rumænien. De mente, at det var lærernes job at undervise, det kunne man ikke lade elever om at gøre. Der blev virkelig flyttet nogle hegnspæle.”

Man skal ikke være alt for ens

En del af formålet med projektet var også at introducere de udenlandske lærere for den type tværfaglige undervisning, som siden gymnasiereformen er blevet en selvfølgelighed i den danske gymnasieskole. Det var en udfordring, og det lykkedes kun til dels.

Undervisningsforløbet har ifølge Heidi Graversen fået "et præg, hvor, der fokuseres på det særlige i faget, og hvor de enkelte lektioner i høj grad er skåret ud i pap”. Hun mener derfor, at det nok bedst egner sig til undervisningen i 1.g og måske i folkeskolens ældste klasser. 

Men skal det ikke indgå i en international sammenhæng, hvor eleverne får udfordret deres holdninger af udenlandske elever, må læreren spille en mere aktiv rolle, mener hun:

”Hvis man er alt for ens, så giver det jo ikke det samme udbytte.”