Virtuel fællessang for fuld udblæsning

Af Lars Kolind Jensen, Styrelsen for Universiteter og Internationalisering.

TÅSTRUPGÅRD, KØBENHAVNS VESTEGN. Bordene og de røde drejestole er trukket til side og den grå linoleum i 5. AB's klasseværelse forvandlet til dansegulv. Ungerne er klar, og Niels tænder Cd-afspilleren:

WWIIIIIIIIuuuuuu……UUUUuuuuIIIIIIIIII!

Tolvtonet tyrkisk fløjte-folkemusik brager ud af de for små højtalere og må kunne høres på det meste af Selsmoseskolen og i store dele af Tåstrupgård-bebyggelsen.

Guleperi, Shabana, Merita, Nura, Kevser og Melisa tager hinanden i hånden og har koncentreret styr på det. Deres hvide gummisko tripper prøvende to trin til højre, et trin frem og et tilbage. To trin til højre, et trin frem. Og så videre. 

iiiiiiiUUUUUUUUUuuuuIIIIIII!

Niels kredser langsomt om de dansende med sin iPhone højt hævet over det grå hår og transmitterer det hele live til Tyrkiet, mens han kommer med opmuntrende tilråb til de dansende piger. Han forsøger også at overtale de mere generte omkringsiddende til at deltage:

- Kom nu Merita, DU kan da også godt?!

Men Merita vælger at holde sig fri af telefonens kameralinse.

Som kvittering for 5.AB's kædedans, skal den tyrkiske klasse synge en dansk sang. Men det bliver ikke i dag. Niels bruger for tiden sine aftener på at lære én af de guitarkyndige tyrkiske elever grebene. Over Skype.

Projekt med kvalitetsstempel

Dansen er en del af det eTwinning-projekt, som Niels Askholm har sammen med sin kollega på Tevfik Gymnasium ved Sortehavet. Det har stået på i et år, og der er ikke planlagt nogen afslutning. ”An everlasting fairytale”, ønsker skolerne på deres fælles nytårskort.

Den type projekt, skal der være mange flere af, står der i EU-Kommissionens forslag til nye uddannelsesprogrammer. Og der er også andre høje magter, der har fået øje på det eventyrlige i samarbejdet. Det har både vundet et kvalitetsstempel fra UNI-C og prisen for det bedste eTwinning-projekt i Tyrkiet. Det har især imponeret, at kommunikationen foregår mellem en gymnasieklasse og en 5. klasse:

- Det kan godt være, at der er 2300 kilometer mellem os, men vi har alle sammen lært hinanden at kende, og både ungerne og os lærere skriver sammen på Facebook hele tiden, fortæller Niels Askholm og afslører, at eTwinning har veget pladsen for andre IT-værktøjer.

Der er syv forskellige nationaliteter i repræsenteret i 5.AB på Selsmoseskolen. Her ses de i fællessang med en tyrkisk gymnasieklasse.

Lærere mangler IT-kompetencer

Men der er lærerkolleger, som synes, det lidt er noget pjat og mener, at undervisningen er bedre brugt på dansk og matematik. Måske, indrømmer Niels Askholm:

- Men i min verden lærer de så noget andet – medborgerskab. Og de får del i den globaliserede verden. Og de andre ting kommer jo også. Det her er bare et plus, siger han.

Adjunkt i IT og Læring Roland Hachmann underviser lærere i, hvordan de kan koble de to ting sammen og få et undervisningsforløb ud af det. Hans erfaring er, at lærere kan få langt mere ud af de nye medier, når de har forstået, hvordan de kan bruge dem rigtigt:

- Dét, at samarbejde med en klasse i udlandet kan give eleverne en autentisk oplevelse af, at de ikke er alene, sådan globalt set. Men hvis ikke det er ordentligt didaktisk planlagt, så bliver det jo bare til, at de har en venskabsklasse, som de kommunikere med en gang i mellem, mener han.

Roland Hachmann hilser derfor EU-Kommissionens investering i virtuel mobilitet velkommen og håber, at der også vil komme flere midler til efteruddannelse i IT:

- Lærerne skal lære at planlægge udover den enkelte time. De skal tænke: hvad er formålet. Hvad vil vi opnå pædagogisk, fagligt og socialt. I hvilken grad kan man bruge video. Hvornår skal vi være online med eleverne, og hvornår ikke. Og så videre.

Tre læringsmål for internationale projekter

På Brøndby Strand Skole nikker viceskoleinspektør Krista Jacobsen til synspunktet. Hun har mange års erfaring med internationale skolesamarbejder og er arkitekten bag en international læseplan, som gælder for samtlige skoler i kommunen.

Krista Jacobsen er enig i, at det kan knibe med at få planlagt internationale projekter, så eleverne får mere end blot enkeltstående oplevelser ud af det.

- Jeg tror bestemt, der kan være en pointe dér, konstaterer hun.
Skolerne i Brøndby deltager både i eTwinning-projekter og klasseudvekslinger, og i begge sammenhænge skal der opstilles tre forskellige læringsmål for eleverne, inden man går i gang. Krista Jacobsen nævner som eksempel et aktuelt klassesamarbejde om klima:

- Først skal eleverne selvfølgelig have viden om emnet. Dernæst skal de have kompetence til at bruge deres viden – for eksempel i kommunikationen med hinanden eller i de fælles produkter, vi planlægger, at de skal lave – og endelig har vi faktisk også et mål om, at de skal kunne omsætte den nye viden i deres eget liv.

Men Krista Jacobsen understreger, at et godt internationalt projekt kan være mange ting. Blot det at prøve at kommunikere for alvor på et fremmedsprog eller at fremstille noget sammen med elever fra et andet land, indebærer en masse læring for eleverne.

Kan man danse folkedans over internettet? Ja, åbenbart. Selsmoseskolens eTwinning-projekt er i hvert fald blevet indstillet til flere priser både i Tyrkiet og herhjemme.

Det er enkelt nok

På Selsmoseskolen er er der lidt klumper i elektronikken til formiddag, og det tager tid at mane den tyrkiske klasse frem på 5. ABs store whiteboard. Men Niels kender sine unger godt. Og de kender ham. De ved, at han ikke gider bruge sin trætte stemme på at råbe, så når han løfter håndfladen og gør stop-tegn, tier de fleste stille. Så han kan koncentrere sig.

Og så står gymnasieeleverne nede fra Sortehavet der pludselig og griner og vinker. Og 5.AB stimler sammen i en halvcirkel og fniser tilbage. Emine med det blå hovedtørklæde er i centrum og knuger om sit manuskript med begge hænder. Det er hende, der kan tyrkisk, og har oversat sangen. Med lidt hjælp til de mest mærkelige ord, for der er ikke mange ”lærkereder” i Tåstrupgård-bebyggelsen.

Niels intonerer på sin guitar, og selvom det vist kun var Emine, der skulle synge de første linjer, gynger alle klassens syv nationaliteter med: 

- JEG VEEED EN LÆÆÆÆÆRKEREEEEEDE, JEG SIIIIIIGER IKKE MEEEEER!

Så bliver det tyrkernes tur. De synger i stavelser, men melodien går klart igennem, og det gør deres begejstring også:

- DEN-FIND-ES-PAAA-EN-HEEEE-TE… 

Og så begge klasser på én gang!

Niels smiler fornøjet og blinker over de sorte briller: - Det er enkelt nok, ikk´!?

Og sådan ser det unægtelig ud.

Mere end bare pædagogik

Niels Askholm kan godt lægge pædagogiske begreber ned over det, der foregår. ”Cooperative learning” for eksempel. Og før-sproglig træning. Eller bare slet og ret musikundervisning. Men det er ikke en samtale, der rigtig tænder begejstringen i hans stemme. 

Det gør det til gengæld, når han fortæller om sin drøm om, at ungerne og de tyrkiske elever en dag vil få mulighed for at optræde sammen midt i Europa-Parlamentet. Så skulle de danse de folkedanse og synge de sange, de har lært over Skype, Facebook, eTwinning:

- Det ville være fantastisk, hvis de på den måde kunne vise Europa, at vi kan bryde barrierer ned og mødes på tværs af kulturer, siger Niels Askholm og mener det.